tirsdag den 12. marts 2024

Dæmonhvæs fra kanten af afgrunden

Anne Rye Andersson: ”Novas skæbne”, Forlaget Leitura 2023. 

Af Egil Hvid-Olsen

Anne Rye Andersson skriver, så dæmonerne hvæser. Hun modtog Karin Michaëlis Prisen i 2022 for sin debutroman ”Er du sindssyg, Mor?”, der også blev anmeldt her i Den smalle bog. Med ”Novas skæbne” er hun tilbage med en ny roman, hvis hovedtema minder om forgængerens, men som alligevel fremstår som et fuldkommen selvstændigt værk.

Kropslig beskrivelse af misbrug

Nova er en ung kvinde med hang til fester, og så er hun mor til Kamma. Selvom Nova er bevidst om sit ansvar som forælder, formår hun ikke at holde sig fra det hashmisbrug, hun har opbygget gennem sine ungdomsår og som har tricket hendes psyke, så hun nu må lægge et par diagnoser oven i misbrugets følger. Ønsket om at være en god mor for Kamma er stærkt, men ikke stærkt nok til at vende misbruget ryggen. Først da Kammas far nægter at give Nova lov til at være sammen med datteren, går hun i behandling.

Andersson formår at beskrive den helt håndgribelige magt, misbruget har over misbrugeren; en magt, det kan være svært at forstå for den, der ikke har været afhængig. Nova kan ikke ”bare tage sig sammen”. Hun skal kæmpe hver dag, hver time, hvert minut, ja, hvert sekund for ikke at falde for fristelsen og opnå den rus, der på samme tid er så fantastisk og så forbandet. Afhængigheden, fristelsen og den deraf følgende skam er smertefuld, og selvskade bliver et middel til for et øjeblik at lade en ny smerte tage fokus fra den eksisterende. På den måde bringer det ene misbrug det andet med sig, så smerten forøges.

Beskrivelsen af Novas tilstand er meget kropslig: ”Når jeg skærer små snit i låret, holder stemmerne op. Jeg lægger bladet helt tæt på huden, så den giver sig, og snitter, så blodet pibler. Smerten er min ven.” (s. 45).

Det lyder meget trist, og det er det for så vidt også, men Anne Rye Andersson benytter sin særlige sorte humor på en måde, der bløder alvoren tilstrækkelig meget op til at give den en ny vinkel. En af Novas psykiske lidelser medfører forhøjet sexlyst, og en beskrivelse som denne, da hun tiltrækkes af (endnu) en mand, er både kompromisløs og morsom: ”Mine ører bliver varme. Jeg får et sug i mellemgulvet. Hvis skamlæber kunne blafre, ville mine gøre det nu.” (s. 143). Læseren lades ikke i tvivl om, at Nova er i sine lysters vold. Sex og tjald er, hvad hun ville leve for, hvis hun ikke også havde en datter, som hun er lige så afhængig af.

Herman, den omsorgsfulde hallucination

Noget af det, der i allerhøjeste grad er med til at opbløde romanens tristesse, er Herman; en tilbagevendende hallucination i form af en monokelbærende krabbe, der minder om en karakter fra en disneyfilm. I modsætning til så mange andre litterære beskrivelser af vrangforestillinger er Herman ikke skræmmende. Tværtimod er han meget omsorgsfuld overfor Nova.

Sproget er sine steder billedrigt på en ganske original måde: ”Jeg er en lykkekage. Jeg indeholder visdom. Den er bare meget langt væk. Og tanker om tjald. Måske er jeg en hashkage.” (s. 153).

Anne Rye Andersson

Offer på tjaldens alter

Undervejs i fortællingen om Nova trækkes der tråde tilbage til hendes barndom, men selvom de voksne bestemt ikke har været de mest perfekte rollemodeller, stemples de ikke som entydigt skyldige i hendes nuværende problemer. Nova må selv tage ansvar. Det ved hun. Hun kan ikke give arven hele skylden for sin ulykke. Der er også et miljø, hun selv kan lægge afstand til … hvis hun vil. Det både vil og vil hun ikke. Selvom hun ikke trækker offerkortet, ofrer hun gang på gang sig selv på tjaldens alter. Hvordan det ender skal naturligvis ikke afsløres her. Afslutningsvist skal det blot konstateres, at Anne Rye Andersson hverken skåner sine karakterer eller sine læsere, og derfor nok heller ikke sig selv. Dæmonerne hvæser på afgrundens kant gennem hele bogen. Men netop den totale hudløshed er med til at gøre ”Novas skæbne” til en virkelig god moderne socialrealistisk roman.


lørdag den 9. marts 2024

Hvorfor larmer Majakovskijs kugle?

Vladimir Majakovskij: "Udvalgte værker", Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023, 150 kr., oversat fra russisk af Bo Svoda.

Af Ulrik Gräs.

Selvfølgelig måtte jeg derind, det var jo dér bohemerne mødtes, de kom og de drak, og der var snak rundt om træet midt på dansegulvet i beværtningen Laurits Betjent nær Gammel Strand i en sidebygning til Dagens Nyheder, hvor Hans Hertel, indehaver af bladets ”ungdomsside”, viste mig sit skrivebord med en blomst der stak op fra en vase i bøhmisk krystal. 

   Tænk, kun et par år ældre end mig på 20 - og allerede med en tildelt udsigt over en bugtende kanal og ret til at fælde dom i litterære anliggender. Hans antologi med ung digtning, introduktion 1960, ”Det lyse rum”, var netop udkommet, refererede til en novelle af Anders Bodelsen; en anden ung mand under opstigning.

   Vejle skulle spille i Parken, og min redaktør på byens lille konservative avis havde skaffet mig adgang til en skrivemaskine på Dagens Nyheder, så jeg kunne sende et referat hjem fra søsterredaktionen i København – Berlingske Tidende var storebror over dem alle i provinsredaktørens optik. En weekend ventede mig i hovedstaden, men skulle ende med tre overnatninger i Ballonparken på Islands Brygge, der lignede en knivstikkerlejr i et digt af Vladimir Majakovskij, som jeg hørte om for første gang dér. Hvad var det med denne Majakovskij, hans balstyriske liv og hans livtag med Stalin, som fandt det opportunt at tage ham til nåde efter hans død? Og hvorfor runger den dødbringende kugle fra hans egen finger på aftrækkeren den dag i dag?

    VB tabte, referatet fra kampen kom afsted, og så var det, jeg traf Hans Hertel, der førte mig ind gennem en port og op på 1. sal hos Laurits Betjent, hvor der var ”Unge digteraftener”, ifølge et opslag med tre digtere på plakaten. Og det var her, Majakovskijs liv og død fyldte ved bordet.

    Cecil Bødker, Benny Andersen og Bent Irve skulle optræde, de sidstnævnte med deres debutsamlinger, og ud på natten blev mine ben til gelé, det bemalede papmachetræ på dansegulvet revnede, barken sprang læk; de rillede streger antog form som ”gabende skrå kindbind”, husket med en lånt metafor fra bagsiden af Det Poetiske Bureaus ”Udvalgte værker” af Vladimir Majakovskij.

    Hans Hertel skulle hjem efter Bent Irves oplæsning af ”Nætterne”, Bent var den sidste på scenen, og så voksede festen. Foruden Majakovskij, hvem Irve talte mest om, højt og uden omsvøb, inddrog han Wallace Stevens, Ezra Pound og Dylan Thomas som de mest betydningsfulde poeter. ”Højt og uden omsvøb” var efter sigende Majakovskijs yndlingsudtryk, og titlen på et af hans mest berømte digte.

    Bent Irve havde selv oversat Stevens og haft en finger med i en svensk oversættelse af Majakovskij. Svensk digtning bevægede sig i langt højere luftlag end den danske - forklarede Bent - digterisk, æstetisk og oprørsk, hvad Benny Andersen kunne bifalde: ”Det er fra Sverige, vinden blæser med nyskabende, visionær poesi,” og pludselig henvendte han sig til selskabets yngste: ”Om jeg havde læst ’Ti svenske poeter’?”

   ”Udvalgt og oversat af mig,” svarede en ung mand i brun fløjlsjakke akkurat magen til min. Han besatte adræt en ledig stol og præsenterede sig som Nils Fisker, Hvedekornsdigter og repræsenteret i Torben Brostrøms antologi, ”Lytteposter”. Dertil havde han haft digte i Perspektiv, Hans Reitzels Danske Magasin, som var (næsten) lige så blåstemplende som Gyldendals Vindrosen.

    ”Södergran og Boye – hvorfor har du ikke kvinder med i dit udvalg?” spurgte Cecil Bødker.

     ”Vi har koncentreret os om de unge, de yngre svenske poeter,” svarede Fisker, og Cecils mand tog over, som om det generede ham, hvis hans kone skulle komme for godt i gang udover at læse sine egne digte. Hans absolutte favoritter var Walter Whitman og Arthur Rimbaud med deres udfordring af småborgerlig selvtilstrækkelighed og gængs moral; deres banebrydende digteriske indsats på hver sin side af Atlanten, deres genvordigheder, fortrædeligheder under uhellige omstændigheder. Således kom det bag på en usikker gut som mig at mine to digterhelte var selverklærede bøsser, Rimbaud ovenikøbet slavehandler i Afrika. Eller måske var det våbenhandler, Arne Bødker fik ham ansat som med stor respekt for digterens moralbrud og risikable metier.

    Heller ikke Majakovskij havde holdt sig for god. Bag digterens troskyldige, indimellem puerile lyriske vendinger gemte sig en strid børste, propagandist og kurer for Stalin på internationale ”kulturrejser”, hvor han efterlod knuste kvindehjerter, befrugtede ægceller og stærke digte til amerikanske og europæiske tidsskrifter.

   Irve reciterede Majakovskij, nogle linjer af et digt, dedikeret til digterens ”Kære selv”, og da var det, som om russeren slog sig ned ved bordet på Laurits Betjent, tog plads i mit hjerte i det mindste: ”Hvorfra skal jeg stævne ud? /Hvis jeg var som et lille hav/rejste jeg mig på bølgetå/ og kunne med kærtegn månen nå/ Hvor kan jeg finde en at elske/ som passer til mig i størrelse.” Og i benovelse og beruselse over, hvordan det lod sig gøre at sige dybsindigheder så let og ligetil, vovede jeg at spørge Cecil Bødker, der allerede var landskendt med fire udgivelser på Arena - jeg spurgte hende forsigtigt, om hun kunne hjælpe os med et digt eller to?

    Vi var nemlig ved at lave et digtertidsskrift i provinsen. Og det ville hun da gerne!

    ”Selvfølgelig skal hun det!” indskød Arne Bødker bestemmende, som om en væsentlig beslutning tilhørte ham alene, og Benny Andersen morede sig over noget, jeg ikke helt fattede dengang.


Ulrik Gräs

Det lysnede for en ny dags komme, Bent Irve og jeg steg ind i en taxa udenfor porten til Laurits Betjent med kurs mod hans bopæl; mindst to broer blev lagt bag os på syngende fælge og dæk, asfalten smuldrede og endte i grus. Storbyens bygninger sank, de modkørende biler forsvandt sporløst. Omkring os var ikke andet end barakker, den ene række efter den anden i Ballonparken på Islands Brygge. Omgivelserne mindede mig om min barndoms TYILY 1945 med de efterladte, hjemløse tyskere i en hyttelejr over for onkel Poul og moster Maries bopæl på den rigtige side af vejen til Horsens.

   Irve låste os ind, han smed tøjet og gik splitternøgen til ro, mens jeg blufærdigt beholdt underbenklæderne på. Efter tre år i Stockholm var han retur i et skur i Ballonparken med et tykt lag støv og dun, apropos russeren: ”Af en dåsetuns skæl kan jeg læse hvad endnu stumme læber vil råbe,” som Majakovskij sukker i et digt. Og hvor Hans Hertel havde en krystalvase på sit skrivebord, stod her i Bent Irves digterhule et skjoldet fotografi af en efterladt svensk kvinde med et faderløst barn som han vedkendte sig, efter at han næste dag havde sendt mig afsted til den lokal skurvognskøbmand. Jeg skulle hente noget til frokost der kunne holde sig. 

   Tilbage hos Bent Irve med forsyninger sad en upåklædt digter ved skrivemaskinen, og skrev på et digt, vi kunne regne med i Vejle, når han en dag fandt det fuldendt; Bents arbejdsmetode var at skrive om og om igen, og så citerede han nogle verselinjer af Majakovskij, her gengivet frit efter hukommelsen: ”Svært er det at dø, endnu sværere at leve.”

   Han rejste sig, tog en slåbrok på og slog bæltet rundt om livet, jeg kan huske, farven var blå. Og nu fik jeg set mig omkring. Hans digterværksted rummede et bredt leje, bygget på trækasser fra Carlsberg, stakkevis af bøger fra gulv til loft med mere eller mindre færdige malerier op ad vægen. Han var både digter og maler. Ligesom Majakovskij der skrev og tegnede: ”Jeg pjaskede noget maling ud af en dåse og smurte den grå hverdags landkort ind, jeg udpegede på en tallerkenfuld gelé oceanets gabende skrå kindben…” 

   Her godt seks årtier senere tror jeg, Bent Irve ville have sagt god for det udvalg af Majakovskijs digte, der nu er udkommet i en handy bog til baglommen i Bo Svodas kæphøje, fine oversættelse med svajeragtige udråb, trompettruttende lyrik, massive ideologiske digte ved siden af ideologikritiske, bizarre inversioner med futuristiske perler glimtende fra sprækker i de grammatiske misdannelser. Majakovskij er poesiens Emil Zátopek, der rykkede på de sidste få hundrede meter, og hvis skallede isse gik fra side til side som et løbs pendul fra opløbssvinget til målstregen. På samme vis løbes umiskendelig poesi hjem i spurten hos Majakovskij.

   Jævnaldrende danske poeter må have haft Majakovskijs industrielt dunkende rytmer i øregangen. Emil Bønnelycke og Tom Kristensen delte fødselsår, 1893, med Majakovskij, der debuterede i 1912, knap 20 år. Bønnelyckes debutsamling, ”Ild og ungdom”, kom fem år senere, hans ”Asfaltens sange” i 1918, og han lyder som et ekko af Majakovskij i ”Dette helvede af en by”, 1913: hvor russeren skriver: ”De røde bildæmoner stejler og kører/ med drøn der eksploderer i dine ører… / i lyset fra sporvognens vilde pupiller”. Og man kan høre Majakovskij i Kristensens ”Fribytterdrømme”, hans debut i 1920. Og det samme gælder hos Harald Landt Momberg og Broby-Johansen, debutanter i 1922 med henholdsvis ”Parole” og ”Blod”, begge med Majakovskijs dekonstruktion af syntaksen, hans vrængede digtermund på dansk.

   Majakovskij dør i 1930. 

   Han er ikke længere sovjetambassadør i lyrik, rejsende rundt i de europæiske hovedstæder, endda over Atlanten. Om aftenen optrådte han ved officielle middage som kommunistfuturist, om natten strejfende rundt som paranoid bolsjevik i samtale med Eiffeltårnet: ”Stille tårn/ svaj ikke sådan/ de opdager dig. /Vær ikke bange/ broerne er på vores side/ floden ikke lige til at overskride.”

   Forfulgt til sidst af en smædekampagne i sovjetpressen der anklagede ham for klasseforræderi, tilhørende ”den småborgerlige revolutionære intelligentsia”, potentielt fatale anklager med reference til den eksilerede Trotskij. Sovjets kulturelite kunne ikke længere tolerere en kommunist og futurist i samme skikkelse; duks som han var og samtidig upålidelig. Dertil nedbrudt af sprut og kærlighed som eksperiment i en uhellig alliance med et ægtepar fra det bedre borgerskab. Han blev bandlyst af Stalin, hans digte fjernet fra alle institutioner, biblioteker og læreanstalter. Ikke desto mindre blev han fulgt af mere end 150.000 mennesker ved begravelsen. Hans selvmordsbrev, ”typografisk” brudt op på hans kendte linjetrin, trip, trap, trappetrin med luft: ”Min kærlighedsbåd/ grundstødt på livet/ det er slut med at leve/ jeg la`r minderne fare/ om gensidige pinsler/ problemer og nag.”

    Selvmordsbrevet skrev han fem dage før, han gjorde alvor af sit forehavende, og slutningen var formet som et karakteristisk Majakovskij-digt! Hans svenske biograf, Majakovskij eksperten Bengt Jangfeldt, er ikke i tvivl om brevets ægthed. Han har kortlagt Majakovskijs færden op til selvmordet. Digteren var sammen med en elskerinde: Veronika Polonskaja, skuespiller. De har haft et voldsomt skænderi. Hun går ned ad trappen til hans lejlighed; hun hører et skud og styrter tilbage og finder ham død på gulvet.

   Oversætteren til ”Udvalgte værker” af Majakovskij, Bo Svoda, kan ikke dy sig for at påpege flere mistænkelige forhold udover selvmordsbrevets digteriske udformning. Den dræbende kugle matchede ikke digterens pistol; politikommissæren, der efterforskede sagen, blev selv dræbt få dage senere, og naboer påstod, at de havde hørt to skud, så det skortede ikke på florerende rygter og konspirationsteorier. Få år senere sagde Stalin god for den mand, hans partiapparat havde bekæmpet. Majakovskij fik digterisk genoprejsning og blev et nationalt klenodie.


Efter min hjemkomst fra København modtog jeg det digt, der hang på Bent Irves skrivemaskine: ”I    drømme” hed det, tilegnet den efterladte kvinde i Sverige: ”I nattens labyrint/er ømhedens kilde større/end dagens hunger. /Nu hviler min krop i din åndes skumring. / Kom da i drømme/ atter imod mig, vandrende/ ud af nattens kløfter/ med bjerge af evighed/ bagved din ryg.”

    Digtet kom med i det lille tidsskrift, ”Unge digter”, vi udgav fra Vejle få måneder senere.  Cecil Bødker holdt sit løfte. Og det viste sig at hun ovenikøbet boede i Kongsted, altså næsten nabo til os. Hun leverede digtet Pessimisme, hvor hun siger til ”ham Noa”: ”Find hullet i skottet/ menneskene er ikke gode/ bed ham lette bundventilen.” 

   Modsat Cecil Bødker var Benny Andersens tilskud optimistisk. Han sendte os et digt, der tog insekternes parti: ”Mosesnegle stiger op til overfladen. / Dybets gåder må op og trække vejret,” mens Nils Fiskers bidrag, Faldet, ramte tidsåndens sortseeriske side på linje med Cecil Bødkers frygt for en atomar krig. Fisker ”spræller i sengetøjet: den sammenkrøllede faldskærm,” og digtet slutter: ”Jeg har angst nok!” Derefter blev han tavs. 

   Hvis Vlademir Majakovskij var blevet opfordret, ville han bestemt have leveret til dansk provins eneste litterære tidsskrift, anno 1960. Hans digtning bevæger sig på kanten af et dæmningsbrud med fare for patetisk lyrisk oversvømmelse. Men så sker det: Hans indre Zátopek rykker i opløbssvinget, og målstregen er en navlestreng, som han klipper med en brystkasse fuld af umiskendelig poesi, ja: ”Hvad med dig, kunne du vel spille en nocturne/med et afløbsrør som fløjte?”


torsdag den 7. marts 2024

En overraskelse, der kan minde om en åbenbaring

Jens Carl Sanderhoff
Faksimile
Det poetiske Bureaus forlag 2023
150 kroner

Af Arne Herløv Petersen
Jens Carl Sanderhoff er 58 år og har udgivet femten bøger. Jeg kendte ham som fortræffelig romanforfatter, men havde ikke læst digte, han har skrevet. Han udgav ellers digtsamlingen ”Underflugt” i 2008, men den havde jeg tilsyneladende overset.

Derfor var det en overraskelse at se hans nye digtsamling ”Faksimile”, og da jeg nu læste bogen, blev overraskelsen til noget, der kan minde om en åbenbaring.

For det er slet og ret gode digte. Jeg kom med det samme til at tænke på Søren Ulrik Thomsen, og det er ikke så mærkeligt, for han fortæller selv i et efterskrift, at bogen er opbygget som en slags formundersøgelse og spejling af Søren Ulrik Thomsens ”Rystet spejl”.

Men bogen fik mig også til at tænke på andre danske digtere som Henrik Nordbrandt og Peter Poulsen og bag dem Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig.

Det er ikke det værste for en digter at fremkalde den slags associationer. Det viser, at Sanderhoff er digter – rigtig digter – og viser det på en sådan måde, at i hvert fald jeg kommer til at føle den kriblen i hovedbunden, der i reglen fortæller mig, hvornår noget er godt – hvornår det er uden for alt det sædvanlige, noget der fremkalder en genklang i den læsendes sind, denne ubeskrivelige fornemmelse af, at bogen er velkendt, som havde den været der længe før, og samtidig ny, så den folder noget ud, man aldrig har set helt på samme måde.

Jeg kan bedst forklare, hvorfor jeg synes digtene er gode, ved at citere dem. Så her er to af de titelløse digte fra ”Faksimile”:

Vi står ved siden af nattoget til Frankfurt
mens vi aflægger rejsen et løfte i spejlingen
vi ser i kupéens døde rude
og her befinder vi os allerede i en anden zone.
Den zone hvor man går ind og ud af sine drømme
uden helt at kunne skelne mellem liv og død
for vi ved vi snart vågner et sted
i Europas vilde arkiv som forlagte verdener
ja netop som en mappe fuld af løfter.
Den zone der altid slører detaljerne
som tågen af ansigter på familiefotografier
vi glemte vi var en del af
i disse uendelige albums.
Den zone der risler
som vand forbi ord
ingen kan holde i hånden.

***

Der findes ubrydelige bånd.
Lyden af din stemme er ikke af den slags
man lægger fra sig som en trist bog
eller ungdommens ikoner
der driver hjælpeløst omkring
i samfundets floder
på vej mod et iskoldt hav.
Det så jeg da jeg så at huden om min hånd
lignede et atlas over alt der havde betydet noget
at jeg ikke længere kunne genkende geografien
jeg selv havde skabt
for overalt på håndryggens sne
sad der sorte fugle
som kun ventede på
at jeg skulle dø
med en gestus som denne.

mandag den 26. februar 2024

Mine sår kan tusinde sprog

Ny kurdisk lyrik
Ved Thorvald Bertelsen Alan Pary og Dara Kurdo
Det poetiske Bureaus forlag 2023. 584 s. Pris: kr. 250

Af Egon Clausen
Her kommer en anbefaling af en bog, som jeg kun har læst halvdelen af, skrevet af forfattere, som jeg ikke kender, og som handler om et land, der ikke findes. Mange af dens tekster er endvidere trykt uden brug af latinske bogstaver, så dem kan jeg ikke læse. På trods heraf vil jeg varmt anbefale bogen, som er en antologi med kurdisk lyrik fra 1970erne til i dag.

Den præsenterer 49 kurdiske lyrikere, med digte der er oversat til dansk og præsenteret på den måde, at originalteksterne står på venstresider, mens de oversatte digte står til højre. Disse oversættelser udgør således halvdelen af bogen, og det er dem, jeg har læst. Hvad kurderne angår er de et folkeslag som stormagterne for hundrede år lovede en selvstændig stat, men de blev svigtet, og i dag lever de ca 30 millioner kurdere som forfulgte mindretal i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Deres triste historie har skabt megen bitterhed. ”Mine sår kan tusinde sprog” står der et sted. Et andet digt, af Xunava Ayoub, taler ligefrem om ”Dolken i vores ryg, der bliver plantet af hele verden, af de samme hænder der stemmer for at legitimere, at vi bliver slagtet i ulvenes førende organisation: De forenede Nationer.”

Med sådan en baggrund kan det ikke undre, at kurdernes poesi er fyldt med bitre ord om kampe og nederlag, om flugt og angst, om undertrykkelse og sorg. ”Magt og vold er brødre,”.hedder det et sted, og vi får at vide, at træerne er syge. Gaderne græder. Engene er deprimerede. Månen har selvmordstanker og Gud er trist og ensom. Det samme er kurderne. De har ingen venner. ”Kun bjergene er kurdernes venner”.

Alt er dog ikke tristhed. Antologien har således bidrag fra kvindelige kurdiske lyrikere, der tilfører samlingen et livgivende element af erotik, der er beskrevet i et sprog som giver plads til såvel det fysiske begær som til længslen efter at forenes med sin elskede, hvis navn ingen må nævne, men som er Kurdistan. Et eksempel herpå finder man i et digt af Hero Kurda: ”På det varme havs bredder/ står jeg/ Mine hæle kysser din kyst/ Jeg løfter op i kjolen til knæene/ En bølge/ kaster din perle op i mig/ Ræk hånden frem/ Du vokser i mig/ Sluk lyset/ Vi bliver tre.”

En anden kvindelig digter er Lazo Azad, der skriver: ”Jeg er den vilde pige i poesiens verden … Åh, gud! Hvor er det smukt at være pige. Hvor er det frydefuldt at være kvinde.” Alt er således ikke krig og kamp. En digter ved navn Dilawar Karadaghi skriver meget, meget smukt om naturen, som vi skal værne om, og om haverne, som vi skal passe på. ”At tale med træer og blomster. Det er at tale med Gud,” og ”Gud våger over os. Han ser os, og han elsker os.”

Bogen med Ny kurdisk lyrik er udgivet af Det poetiske Bueraus forlag. Den er redigeret af Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Bertelsen. Sidstnævnte har også oversat de fleste af digtene. Det er en imponerende bedrift som har været fem år undervejs, og som ikke blot bør glæde kurderne, men som også beriger dansk litteratur med et udblik og et sprog som vi alle kan have gavn og glæde af.




tirsdag den 6. februar 2024

Virkelighedens omskiftelige natur: Deleuze om Nietzsche

Den franske filosof Gilles Deleuzes bog om Nietzsche foreligger nu i dansk udgave. ’Nietzsche og filosofien’ er en omfangsrig og banebrydende bog, som kræver engagement af sin læser, men belønner samtidigt den tålmodige med fornyet styrke. 

Gilles Deleuze
Nietzsche og filosofien
Oversat af Robert Morsing Thyssen

Multivers

Af Jakob Kvist
Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) var en af de toneangivende filosoffer i det 20. århundrede. Med sin hæse stemme og stoiske ro gik han imod den intellektuelle vind. Altid skarp i sin kritik men alligevel med en aura af gavmildhed omkring sig. Men herhjemme synes kendskabet til den store tænker at være begrænset. Mit eget kendskab til Deleuze startede, da jeg begyndte at studere på CBS og til min store overraskelse erfarede jeg på et filosofisk valgfag på KU, at Deleuze her var et ukendt navn. Deleuzes navn støder man oftest på i kunst- og litteraturverdenen herhjemme. 

Deleuze
Deleuzes forfatterskab er imponerende i omfang og kan groft deles op i monografier, de berømte filmbøger, afhandlingerne og bøgerne skrevet med med Félix Guattari. 

Deleuzes filosofi tager afsæt i forskelle og tilblivelse for bedst muligt at kunne begribe virkelighedens omskiftelige natur. For at kunne kapere forandringens evige strøm, skaber bevidstheden forestillingen om stilstand. 

’Nietzsche og filosofien’ reder trådene ud

Deleuzes ’Nietzsche og filosofien’ rummer både en original læsning af Nietzsche og en fremstilling af Deleuzes egen filosofi. I modsætning til at trække sin egen tænkning ned over Nietzsche, som det fx er tilfældet i Martin Heideggers læsning af Nietzsche, så er Deleuze mere elegant i sin måde at tænke med Nietzsche på. Deleuze installerer sin tænkning i hjertet af Nietzsches filosofi og tænker på den måde inde fra Nietzsches verden og ud. Det åbner op for en særlig fortrolig føling med, hvad der er på spil. Derfor er Deleuze i stand at føre sin læser trygt gennem Nietzsches tankelandskab med en imponerende pædagogisk kraft. Man klædes på til de mange udfordringer, som er forbundet med at læse Nietzsche grundet hans særlige stil. Nietzsches skrift følger ikke det forventelige men udfolder sine tanker i kortere tekststykker med overraskende budskaber. Ved at skrive aforismer var Nietzsche i stand til at opfinde nye veje for tanken, som Deleuze mesterligt demonstrerer. 

Samtidigt skaber Deleuze et bolværk mod de mange grufulde misforståelser, som er hæftet til Nietzsches navn. Med et imponerende overskud viser Deleuze de store sammenhænge i Nietzsches tænkning, som bryder med traditionen. Det er en sand fornøjelse at følge, hvordan Deleuze sætning for sætning, viser det smukke tilhørsforhold mellem tænkning og liv. I en mærkværdig samhørighed med Nietzsche bliver vi vidner til, hvordan livet gør tænkningen aktiv og hvordan tænkningen gør livet bekræftende. 

Kraft og magt 

Nietzsches filosofi handler om at skabe nye måder at leve på, hvilket vi sige nye måder at føle, sanse og tænke på. Det handler om at sætte tænkningen fri fra de svage kræfter, som dominerer den. En af Deleuzes store bedrifter er at vise, hvordan hele Nietzsches filosofi er baseret på en særlig måde at tænke og forstå kræfter på. Det er aldrig muligt at isolere en kraft for at gøre den til genstand for måling. En kraft findes aldrig som noget enestående, fordi kræfter altid står i forhold til hinanden. Kræftforhold er altid udgjort af en aktiv og en reaktiv kraft: ”Enhver kraft står enten adlydende eller befalende i forhold til andre kræfter.”. Aktiv og reaktiv er de kvaliteter, som udtrykker forholdet mellem kræfter. En krafts styrke er dens kvantitet men det forholder sig sådan, at kvantiteten kun udfolder sig i forhold til en anden kraft for hvem den er kvantitativt forskellige fra. Kvantiteten kan derfor kun aflæses i forskellen mellem kræfter. Det betyder, at kvantitet må vurderes kvalitativt. Og som det hedder i oversætterens indledning: ”Kvantitet er forskel i kvantitet, men denne forskel er kvalitativ.”.

Kraftforholdenes ontologiske kvalitet består i, at der ikke findes noget bagved dem. Alting har sit udspring fra relationen mellem henholdsvis en overlegen og underlegen kraft. Nye måder at leve på handler om at evnen til at kunne påvirke og lade sig blive påvirket af kræfter. 

Bevidstheden som symptom 

Deleuze påpeger, at bevidstheden udtrykker en reaktiv kraft: ”Det er uden tvivl vanskeligere at karakterisere disse aktive kræfter for af natur undslipper de bevidstheden…”. At bevidstheden er uvidende om sit eget udspring er en mulig forklaring på, hvorfor filosofihistorien ikke har været i stand til at forklare bevidstheden meningsfuldt. Bevidstheden bilder sig selv ind, at den findes som noget særskilt og at den repræsenterer det dybeste lag af virkeligheden. Deleuze udfordrer bevidsthedens høje tanker om sig selv ved at stille spørgsmålet: hvad er bevidstheden symptom på? Hvilke kræfter er bevidstheden egentligt udtryk for? Bevidsthedens reaktive natur består i, at den ikke er bevidst om hvilke kræfter, som muliggjorde dens eksistens. Hvis bevidstheden ikke udfordrer sine egne fordomme, vil den kun være i stand til at se sit eget spejlbillede i alting. Bevidstheden bilder sig fx ind, at den er i besiddelse af en fri vilje. Det får os til at leve i en begrænset udgave af virkeligheden, for vi har rigtigt nok en vilje, vi har bare ingen indflydelse på, hvad det er, vi vil. 

Det kræver en ekstra indsats for os at blive opmærksomme på det udenfor vores bevidsthed, som yder indflydelse på os. Det handler om at: ”… opdage de aktive kræfter som selve reaktionerne ikke ville være kræfter foruden.”. Som organisme holder kroppen os i live ved at fordre os med virkelighedsoplevelser. Disse virkelighedsoplevelser behøver ikke at have noget med virkeligheden at gøre, men virker ved at skabe følelsen af at være i en helhed. Det gør hjernen blandt andet ved at udstyre os med forestillingen om en bevidsthed med en fri vilje. Når Deleuze hævder, at: ”Egentligt findes der kun videnskab, hvor der ikke er nogen bevidsthed, og hvor der ikke kan være bevidsthed.”, handler det om at vise, at bevidstheden har en praktisk nytteværdi for vores overlevelsesmuligheder, men at bevidstheden samtidigt intet har at gøre med, hvad der er virkeligt. 

De fleste lever i den forestilling, at de med deres bevidsthed iagttager ting ude i verden. Et subjekt som iagttager et objekt. Fokus er herpå den iagttagende og det, som bliver iagttaget, hvilket efterlader os med forestillingen om, at der findes en adskilt iagttager fra verden(det iagttagede). Hvad der udebliver er selve iagttagelsen. Dvs. det som foregår mellem iagttageren og det iagttagede. For det er faktisk det eneste, som vi med sikkerhed kan sige eksisterer. Hjernen skaber en forestilling om, at vi lever i en fælles verden med adskilte bevidstheder, fordi det har en praktisk værdi for os. Det gør det nemmere at samarbejde. Når vi udfordrer det billede af virkeligheden, som hjernen præsenterer for os, går hjernen i alarmtilstand, fordi der kommer huller i vores virkelighedsoplevelse. Men når der slås hul på vores virkelighedsbillede, kan de kræfter, som muliggør vores oplevelser, trænge igennem. 

Der findes et plan før, vi bliver bevidst om vores tilstedeværelse i verden. Dette plan er hele tiden ”foran” os, fordi bevidstheden altid kommer efter dette plan. På dette plan findes der ingen orden eller genstande som sådan. Derimod hersker en konstant omskiftelig aktivitet, hvor alt er i bevægelse. Alt det som sker i sekunderne inden, vi beslutter os for noget. Celledelingen i min venstre fod. Kroppens konstante bestræbelse på at opretholde en indre ligevægt. Den forudgående kraft er svær at forestille sig, fordi den følger en logik, som er ikke logisk i traditionel forstand. Normalt forestiller vi os, at vi kommer gående med vores bevidsthed og bliver ramt af sanseindtryk, som bevidstheden oversætter for os. Men det forholder sig faktisk omvendt. Overalt er der evigt bevægelige sanseindtryk og ud fra dem udspalter sig forestillingen om et adskilt subjekt og objekt i form af en person, som iagttager verden. Når vi render rundt og forestiller os, at vi alle render rundt i den samme faste verden med hver vores bevidsthed, så lever vi i en fælles illusion. Det er en praktisk illusion, som gør, at vi kan samarbejde. Men tildeler vi denne illusion for høj en sandhedsværdi, bliver vi blinde for den forudgående kraft, som muliggør, at vi kan føle, at vi oplever at være i den samme verden. Vi står ikke overfor verden. Vi er snarere kanaler for forudgående kræfter, som virker gennem os. 

Viljen til magt

Viljen til magt handler for Nietzsche ikke om trangen til at besidde magt. Vi må mindes de tidligere omtalte kraftforhold. Deleuze beskriver Viljen til magt som det element, hvor kræfternes indbyrdes forhold udspringer. Samtidigt er viljen til magt styret af et plastisk princip, hvori den blander sig og omdanner sig med det, som muliggør dens eksistens. Med Deleueze ord: ”… i hvert tilfælde bestemmes med det som det bestemmer”. Deleuzes opdeling siger, at: ”Kraft er det der kan, vilje til magt er det der vil.” Lidt populært kan man sige, at kraften er den rene mulighed mens viljen til magt er udnyttelsen af muligheden. Det vil sige, at det er igennem viljen til magt, at en kraft bemægtiger sig andre kræfter. 

Vil man forstå Nietzsche, må man forstå, hvad man kan kalde for Nietzsches metode. Frem for for at tage udgangspunkt i psykologiske kategorier som erkendelsen, bevidstheden eller den frie vilje, så går Nietzsche mere altomfavnende til værks med sin topologiske metode. Ærindet er befri tænkningen fra det, som begrænser den - ved at tænke ud fra sagen selv. Når vi forestiller os verden gennem fornuften, bliver vi blinde for det, som gør fornuften mulig og vi ser dermed kun en begrænset side af virkeligheden. Frem for at starte oppe i det snusfornuftige hoved, så tager Nietzsches metode udgangspunkt på stedet. Det gøres ved at lade stillede spørgsmål udvikle sig af sig selv eller stille dem i det miljø, som vil afgive et livsbekræftende svar. Det handler om at omvurdere det, vi allerede har at gøre godt med ved at overvinde fornuftens spændetrøje. Sigtet er at omvende det element, hvorfra værdier får deres betydning. Det sker ikke ved at sætte noget i stedet for det, som vi allerede har, men derimod sker det ved at ændre selve det sted, hvor man står. Vi står ikke over for noget, når vi beskriver det – vi indskriver os i det og omdanner os med fænomenet. Vi bliver uadskillelig fra stedet og på den måde ændres selve ”stedet”. I bund og grund handler viljen til magt om evnen til at kunne blive påvirket af noget andet end en selv. Evner vi kun at bruge fornuften, når vi tænker, er vi ikke i stand til at blive påvirkede, fordi vi lukkes inde af svage kræfter. Livet handler om at åbne sin væren op for verden, for jo mere man er i stand til at lade sig påvirke, jo mere kraft har man. 

Man benægter livet, når man ikke er i stand til at lade sig påvirke. Vores livsførelser og tanker om livet bliver styret af ressentiment og dårlig samvittighed. Man bliver jaloux på dem, som besidder kraften til at lade sig påvirke. Nihilismen viser sit ansigt og reducerer vores vilje til magt til viljen til intet. Alt mister sin mening og værdi og vi formår ingenting at udrette i eget navn. Vi bliver en stående undskyldning for os selv og søger febrilsk at finde eksterne syndebukke. 

Nietzsche beskriver en lang historie om ressentimentet og dårlig samvittighed, hvori han blandt andet gør kristendommen og præsterne til skyldige i at gøre mennesket til et tamt og livsbenægtende dyr. Og Deleuze viser, hvordan liberalismen og kapitalismen overtager stafetten ved at manipulere gennem overtro og frygt. Samtidens floromvundne taler om frihed og udvikling er et symptom på livsbenægtelse. 

Nietzsches sprog er centreret omkring kropslige metaforer for at kunne bedømme, vurdere og diagnosticere ud fra helt nye målestokke. Filosoffen er lægen, som foretager de rette indgreb til at kunne tolke patientens symptomer. Diagnosen består i at fastlægge, hvilke kræfter som ligger til grund for symptomerne. Det er altså en måde at smide de gamle begreber godt og ondt over rælingen. Filosoflægens fornemmeste opgave er holde patienten stærk gennem et sundt helbred. Men derfor handler det ikke om at komme af med alle de svage kræfter, som patientens krop også består af. For filosoflægen ved, at kroppen består af både stærke og svage kræfter og at et sundt helbred består i et sundt forhold mellem kræfterne. Kroppen bliver stærkere ved at holde de svage kræfter i ave men bliver kritisk syg, hvis de svage kræfter formår at skille de stærke kræfter fra det, de kan. 

Kroppen bruges som metafor til både at beskrive den enkeltes eksistensmæssige beskaffenhed men i lige så høj grad hele artens, når der snakkes om samfundslegemet og deslige. 

Filosofiens rolle

Filosofiens rolle beskrives i den Nietzscheanske treenighed, som består af 1) fremtidens filosof som filosoflægen, der fortolker symptomer, 2) filosofkunstneren der fremstiller typer og 3) filosofdommeren som afgør hvilke kræfter der ligger til grund for noget og hvilken rang, de skal tildeles. Filosoffen stiller diagnosen ved at registrere sin samtids symptomer for efterfølgende at afgøre patientens sygdomstilstand: i hvor grad er patienten styret af henholdsvis stærke og svage kræfter? Herfra gør filosoffen sig i stand til at vurdere, hvilke værdier som må gå fremtiden i møde, så den fornemme og sunde krop kan sprede glæde i livet. 

Viljen til magt handler om evnen til at bekræfte livet ved at kunne sige ja til livet. At ville er det samme som at skabe og det at ville er forbundet med glæde. Men det er ikke så lige til, som det kan lyde. For når viljen er blevet underlagt svage kræfter, står den tilbage som en svag vilje, en vilje til intet. Det får os til at sige nej til livet og leve i benægtelse. Vores eksistens fyldes med bitterhed og smerte mens den bekræftende vilje befrier os fra vores laster. 

Magt er det, der vil i viljen og det der vil, vil altid være skabende. Det er forbundet med smerte ikke at være skabende i sit eget liv, ikke at være årsag til egen fremdrift. Formår man derimod at give slip på egoismens umodenhed, kan følelsen af lethed opstå, fordi man begynder at sanse og føle ting, man ikke tidligere var modtagelig for. Vi styrer ikke viljen selv, men vi gives mening af viljen ved at nå det gennembrud, hvor ny mening og nye værdier opstår igennem os. At sige ja til livet, handler om med hvilken styrke viljen virker gennem én på. 

I vores travle liv har vi ikke tid til at tænke, hvilket er vores måde at sige nej til livet på. Ved hele tiden ikke at være nærværende dér, hvor vi er, benægter vi øjeblikkets fylde. Vi er ikke i stand til hverken at føle, sanse eller tænke på livsbekræftende måder, hvilket gør livet til en byrde, som vi dulmer med forbrug og ligegyldigt arbejde. Konstant aggressive og sure på naboen lever vi i et forrået miljø, som kapper alle forbindelser til livet. 

Vores svage måde at tænke på skyldes, at vi ikke kender til forskellen mellem erkendelse og tænkning. Vi skal derfor blive bedre til at kritisere erkendelsen selv for at give plads til nye kræfter, som giver tænkningen en anden mening og status. Det handler ikke om en begrænsende og livsbenægtende fornuft, men om en tænkning som fører livet til det yderste af det, som livet kan. En sådan form for tænkning handler om at opdage og opfinde nye muligheder for livet. Med Deleuzes ord: ”Livet overskrider de grænser som erkendelsen sætter for det, men tanken overskrider de grænser som livet sætter for den.”. Når vi tænker, så sanser og føler vi på nye måder. Vi blander os med omgivelserne for at indoptage dem i vores erfaringer for at omdanne de værdier, vi er låst af. Måske vi kan opdage, hvordan livet gør tænkningen til noget aktivt og hvordan tænkningen bekræfter livet. 

Med ”Nietzsche og filosofien” gives vi inspiration til nye måder at leve på, hvilket aldrig har været mere aktuelt. Bag al vores snak om frihed og fremskridt står en svag livsbenægtende vilje, som spreder sygdomme rundt i samfundslegemet. På hvert et gadehjørne står en coach klar og bruger den positive psykologi til at sige ja til livet. Men deres sigen ja til livet er som Nietzsches æsel, der siger ja, men i virkeligheden mener NEJ. 

Med denne bog får vi et sprog til at artikulere vores ufrihed. Man bliver ikke fri af at knokle sig ihjel. Meningen med tilværelsen er ikke, at de mange skal arbejde for de få. Men når ressentimentet og den dårlig samvittighed har spredt sig i samfundslegemet, er vi adskilt fra det, vi kan. Som slaver af vores laster scroller vi løs på de sociale medier, sluger maden inden vi har slugt på den mens vi ser ligegyldige serier på Netflix. En hver ubehagelig følelse i kroppen overdøves med forbrug og mere arbejde for at kunne opretholde det ligegyldige forbrug. Når folk dejser om i massevis med stress og depression og der skal foretages offentlige besparelser på trods af, at vi aldrig har været rigere, så er det symptomer på en meget svag og syg samfundskrop. Vi evner heller ikke at foretage klimavenlige handlinger, fordi vi ikke har viljen til at ændre de strukturelle forhold, som betinger vores destruktive adfærd. Når vi mærker ubehag i kroppen, men lader os bestikke med en løncheck, så benægter vi livet. 

Den stærke krop er den, som er modtagelig for nye idéer. Det stærke samfundslegeme er det, som forstår det eksistensbefordrende i at leve på en måde, hvor arbejde og forbrug fylder mindre. Vi begynder først at opleve mening, når vi kan omdanne den grufulde smerte, som vores samfundslegeme er udsat for. Det kræver, at vi kravler ned af det liberale kors, som vi er fastnaglet til. Man bliver årsag til egen fremdrift, når man forstår værdien i at indrette sig med få midler. Måske tiden er inde til, at vi indretter tilværelsen mere efter livet og mindre efter arbejde og forbrug. 

Med denne bog bliver det muligt at se, hvordan kristendommens måde at gøre folk bange gennem overtro bliver overtaget af liberalismen. Som en kræftsvulst på samfundslegemet spreder den liberale overklasse sine meningsløse idéer ud i samfundet. Deleuzes giver os værktøjerne til at skabe en tilværelse, som står i livets tjeneste. Vi mindes om, at kritik handler om kunsten at kunne være tilintetgørende og skabende i en og samme handling. 

Robert Morsing Thyssen har stået for en flot og vigtig oversættelse til det danske publikum. Jeg håber, der kommer flere. 


mandag den 22. januar 2024

Stravinskys poesi

Stravinsky: Violinkoncert i D
James Ehnes (Violin), BBC Philharmonic Sir Andrew Davis
Chandos

Af Jakob Brønnum
De bedste af Stravinskys værker i de bedste af opførelserne virker som om alting er placeret på den rigtige måde i forhold til et eller andet ideal, man ikke kender, men alligevel genkender, når man hører det. Det kan lyde mystisk og sågar forvrøvlet, når man læser det kommunikationssammenhæng. Men det er præcis den poesi, man kan møde, når man lytter til Stravinskys Violinkoncert, der netop er udkommet i en ny indspilning på Chandos.

Violinisten James Ehnes står foran BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis i en opførelse af stor skønhed og klarhed. Den firesatsede koncert på omkring 20 minutter forløses med en beundringsværdig, næsten anskuelig forståelse af dens stramme, indre logik.

De to første satser fremstår som sådanne rene klangverdener, tonale byggeklodser, man må beundre for deres velformede udformning. Det er som om musikken har en indlagt lysvirkning og farvesætning, som kun træder frem, når det lykkedes på den måde, det gør her.

Den dybt elegiske fortolkning af den langsomme tredje sats forbliver længere i erindringen end forventet. Jeg kan vist ikke mindes Stravinsky så propfuld af følelsesmæssige replikker, som Ehnes viser os ham her.

Barokken som forbillede

Finalesatsen står frem med en uventet munterhed og favner de elementer af folkemusik, der ligesom lidt skævt kommer ind i lydbilledet.

James Ehnes fortolker med stor personlighed, næsten med et senromantisk svung sine steder, og gør på en måde op med den tilbageholdenhed og kølighed, man ofte man møder i opførelser af Stravinsky, der forsøger at matche den forestillede kølighed i det knappe neoklassiske udtryk, som Stravinsky og mange komponister anvendte i det 20. århundredes første del, som et opgør med svulstigheden i den klassiske musik fra årtierne inden, folk som Tjajkovskij, Dvorak og Elgar, sågar Brahms.

Til trods for at Stravinsky begyndte som radikal avantgardist med den provokerende balletmusik til den såkaldt primitive, og i en vis forstand seksualiserede, religiøsitet i balletten Sacre du Printempes, er han mange steder inspireret af den ældre barokmusik, som neoklassikerne opfattede som renere end den romantiske og senromantiske musik, de stod i opposition til. Violinkoncerten kan således med fordel høres i forlængelse af Bachs små mesterværker i genren. Så kan man endnu tydeligere se det moderne, vidtfavnende spektrum af impulser og inspirationskilder, Stravinsky får lagt ind i dette på mange måder upåfaldende, men mesterlige kunstværk. Og man kan se, hvordan værket er nøjagtig ligeså fyldigt som de mere end dobbelt så lange "store" violinkoncerter, som den dag i dag stadig står mere centralt i koncertrepertoiret end Stravinskys.

Foruden violinkoncerten rummer albummet fire andre værker, den lille orkestersats Scherzo à la russe, to orkestersuiter og balletmusikken Apollon musagète.



torsdag den 18. januar 2024

Kroppen som fængsel

Lene Bang: ”fede mor”, digte, Forlaget Kraka 2024. Udkommer d. 20. januar.

Af Egil Hvid-Olsen

Hvordan elske sig selv, når både andre og man selv væmmes over den krop, der er en del af … ja, en selv? Det spørgsmål tager Lene Bang op i sin uhyggeligt ærlige digtsamling. Forfatterens alter ego, fede mor, kan f.eks. ikke være tykaktivist som så mange andre, fordi hun ikke har lyst til at vise sin krop frem. Hun kan ikke skrive #elskdigselv, #jegersmuk og #minkropermittempel, fordi hun ledes ved sig selv, ikke finder sig selv smuk og i højere grad anser sin krop for at være et fængsel end et tempel.

Det lyder forfærdelig trist og selvudleverende, og det er det også. Men ”fede mor” er mere end det. Digtsamlingen er en samtidskritik, et opgør med falskhed og et nødråb.

Fede mor trækker ikke offerkortet. Hun vil ikke ynkes, men vil beskrive nogle af de konsekvenser hendes overvægt har og har haft. For eksempel beskrives hendes seksuelle debut som en konsekvens af, at hun var…

”for tyk

til at 17-årige drenge

ville elske

(med)

mig” (s. 11)

Så…

”første gang

var med en ældre mand

han var ældre

dengang

end jeg er i dag

Jeg er 39” (s. 11)

Skammens vandring

I ”fede mor i fakta” beskrives indkøbsturen som en ”skammens vandring” (s. 12). Hun føler sig begloet, fordi…

”fedtet gynger når hun går

knæene knaser

ryggen råber

maven er for tung […]” (s. 12).

De mange blikke får fede mor til at fokusere på noget andet, nemlig…

”chokolade

cola

chips

boller

smør

kakao

pølse

ost 

fløde” (s. 13),

hvilket kun øger hendes lede.

Den ydmygede og ydmygende

Leden ved sig selv er ikke kommet af ingenting. I skolen blev hun gjort opmærksom på, at hun så anderledes ud end andre. Ikke kun af klassekammeraterne, men også af læreren Britta, der udpegede den tykke pige som kilden til den nye luseplage og foran klassens piger – inklusive pigen selv - konstaterede, at …

”Hun havde for meget fedt

på kroppen” (s. 35).

Men pigen kunne også selv være krænkeren, som da hun ydmygede den kønneste af sine klassekammerater:

”Jeg overgreb

om hendes bryster

de andre grinede” (s. 41).

Parforhold

Nogle af digtene kommenterer fede mors samliv. Hun erkender, at hun er blevet i et forhold for længe. Et kærlighedsforhold, der udviklede sig til et magtforhold, hvor han ydmygede hende. Den slags er ikke betinget af kropsvægt, for fede mor er – naturligvis – et menneske som alle andre, og hvem, der har oplevet at blive ydmyget af og skuffet over en partner, kan ikke genkende beskrivelserne i et digt som f.eks. ”ting jeg hader”?:

”par der holder i hånden på cykel

der skal ikke siges mere om det” (s. 44).

Det stivnede smil

Lene Bangs digtsamling er fuld af selvironi. Selvom den er barsk, er den derfor også morsom, men stivnet smiler, når man læser et digt som ”fede mor er sjov”, der begynder således:

”fede mor er sjov

på den fede måde

hun opdagede tidligt

jo federe hun blev

jo mere måtte de grine

for når man griner

kniber man øjnene sammen

og så kan man ikke se

fede mors fede krop” (s. 50).

“fede mor” giver mæle til de mange overvægtige mennesker, der skamfulde holder deres mund, fordi de ikke kan tabe sig tilstrækkeligt til at holde en kropsvægt indenfor normalen. Lene Bang sætter ord på den daglige ydmygelse det er, at andre anser ens krop og derfor en selv for at være ulækker, og hun sætter ord på den svækkelse af selvtilliden, som følger af at måtte konstatere, at det er alt, alt for svært at ændre ved. Derfor er ”fede mor” en meget modig debut. Lad den blive læst og forstået!