tirsdag den 13. februar 2018

Det surrealistiske billede i spejlet

Roger Gilbert-Lecomte
Sort spejl
Det poetiske bureaus lommebibliotek
(214 sider, 150 kr.) 

Af Jakob Brønnum
Hvad siger Antonin Artaud (1896-1948), Andre Breton (1896-1966) og Uday Shankar  (1900-77) den moderne læser? Ikke nødvendigvis så forfærdeligt meget. Men det burde de, i hvert fald de to første. De er franske forfattere, som skrev i en tid, da litteratur var et spørgsmål om liv og død og litterære fejder hørte til dagens orden.

Alle ved, hvad surrealistisk vil sige, sådan cirka, men bestemt ikke alle ved hvor det kommer fra og hvad der ligger i det. Artaud og Breton er forfattere indenfor en strømning eller to, som vil have set sig selv som meget forskellige, måske endda uforenelige litterært. Artaud er dramatiker, det er meget nemt at opfatte ham som fuldstændigt altødelæggende nihilistisk, men hans centrale bestræbelse – foruden at holde styr på et sind, der spillede ham et puds hele tiden - er at bruge litteraturen til at finde veje til egentlig menneskelig frihed. Han er yderst læsværdig og ofte oversat til dansk. Breton er redaktør, digter og essayist.

Det surrealistiske er ikke blot det svært forståelige, det vilde, det utilgængelige. Det surrealistiske ligger under det realistiske. I bevægelsens manifest (1924) skrevet af André Breton, er det det, der er i kontakt med menneskets libido på en særlig måde. Han synes besat af Freud.

Det libidinøse kan man genfinde hos surrealistiske malere, ikke hos den metafysiske de Chirico (1888-1978), men hos Dali (1904-89), og i ganske særlig grad hos Vilhelm Freddie (1909-95), der ofte giver det hele en lidt vulgær karakter.

Men surrealismen behøver ikke sidde under bæltestedet. Under det syrede og surrealistiske landskab, eller gemt som ikke identificerede vækster i det, ligger forfattere, som har knapt har været del af deres tids litteratur, men som vi i dag tydeligt kan se er det. Forfattere som bevidst brød med den oprindelige surrealisme – eller aldrig rigtig blev lukket ind.

Det poetiske bureaus forlag øver en imponerende og beundringsværdig litterær arkæologi og har udgivet en lille håndfuld bind med værker af den karakter. Dels af Leonora Carrington (1917-2011), Det ovale værelse, en storslået samfunds- og magtkritisk novellesamling, også anmeldt her i Den smalle bog. Dernæst er der kommet bøger af Rene Daumal (1908-1944), romanen Mont Analogue og digtsamlingen Himmelstormer. Senest er kommet Roger Gilbert-Lecomte (1907-43): Sort spejl, som også findes oversat til engelsk.

Daumal og Gilbert Lecomte var venner, indtil de ikke var venner længere. De lavede - som alle forfattere med respekt for sig selv - tidsskrift, de rejste, forsøgte at leve, skrev. Gilbert-Lecomte var i USA med Uday Shankar, den indiske danser og bror til sitarmesteren Ravi, der døde for et par år siden. Det er forfattere, der trækker et eksperimentelle i retning af det esoteriske og metafysiske. som her i digtet Det mystiske æg (s. 107):

"Og da hans lidelsers cyklus kom til sin ende
som flygtning på Sydpolen, ventede han
i nattens kuldslåede nøgne skønheds land
åndsfraværende inde i sit lette astrale legeme.

Besynderligt flydende, næsten immateriel
følte han planetens vuggen gennem rum
som en vragstump i himlens dybe afgrund.
Og så skød han afsted som kometen selv."

Bogen Sort spejl har en i sig selv litteraturhistorisk tekst om Gilbert-Lecomte, nemlig en lang anmeldelse af Artaud. Han skriver bl.a.: ”Gilbert-Lecomte markerer tempo, tone og nuance, han er i samklang med altets harmoni. Han når frem til den sande poesi der opstår af skabelse og kaos, – når den ikke er en smule anarkistisk, når den ikke indeholder det mål af hvidglødende ild og magnetisk turbulens som omgærder verdener der bliver født, er det ikke poesi – for poesien opstår altid i krydsfeltet mellem Skabelse og Kaos.”

Der er også en dyb historisk og metaforisk bevidsthed i Gilbert-Lecomtes surrealisme, som adskiller den fra Bretons, der synes mere optaget af at bruge og forbruge billederne end at forlene dem med nye opladninger af litterær energi:

”Djævlen, haleløs gnu og temmelig snu
kommer haltende op ad trappen nu
sender mig et sardonisk blik
med slangeøjne der griner spotsk.
Så strækker han sin krumme hals
og farer pludselig frem mod mig
i sin udsøgte sorte tyremaske,
hieratisk totem af papmaché”

Digtet Den sorte tyr (107), som citatet er hentet fra, foretager en fantastisk flot sammenstilling af den europæiske tyr – nemlig faderen til Europa i den græske mytologi og den kristne djæveltanke. Begge er forførere. Digtets jeg modstår det ikke, men går også i stykker.

Det er så længe siden som 1960’erne, at en livsfilosofisk retning var inde og vende i borgerskabets stuer, nemlig den franske eksistentialisme med nobelpristagerne Camus (1913-60) og Sartre (1905-80), og med Simone de Beauvoir (1908-86). Siden da har vi ikke rigtig interesseret os for litterære retninger og der synes heller ikke at opstå så mange.

De eksperimenterende kunstnere i Frankrig i de første seks årtier af det 20. århundrede skrev ikke blot i en bestemt retning, fordi de synes det var sjov eller fordi det gav dem noget, men fordi de mente, at tilværelsen, verden og livet selv skulle tolkes på den og den måde. og at det havde konsekvenser for verden, moralsk og politisk.

Gilbert-Lecomte og Daumal endte i skyggen af surrealisterne. Det var metafysiske, de andre var fysiske. Antonin Artaud karakteriserer det sådan i bogens forords afsluttende bemærkninger: ”Orientalerne har aldrig begået den fejl at dyrke den personlige poesi; alt, der har nogen værdi, i den orientalske poesi handler om det universelle. Og de personlige digtere bliver, om de overhovedet eksisterer, automatisk udstødt og udelukket fra traditionen. I Roger Gilbert-Lecomtes poesi er der noget der kunne minde om en længsel efter en tabt tradition, et fjernt ekko af de store mystikeres udbrud, noget af den samme torden der ruller igennem Jacob Böhmes eller Novalis’ skrifter.” (s. 20)

Det er ikke moderne at tale pænt om ”orientalerne” og gør man det, bliver man straks kategoriseret som samfundsfjende, en renegat tilhørende den yderste venstrefløj. Det gør surrealisterne formentlig også i dag. Men måske er dette et øjeblik, hvor man kan trække vejret og sige: Se, er det ikke smukt, at Artaud genkender et åndsfællesskab mellem sufi-digtningen og den kristne mystisk fra middelalderen – og ser den i Gilbert-Lecomtes arbejder!

Og de rummer oftest stærke surrealistiske billeddannelser, ikke verdensfjern kontemplation, selvom det på overfladen kan synes let og sågar bevidst nonsens-digtning som i den engelske tradition, hvor Lewis Carroll (1832-98) er den mest kendte eksponent:

Det er umådeligt trist
at fremskridtet
har bortskaffet brugen
af fyrtøjet
denne ildmaskine
baseret på treenigheden

Fra fyrsvampens fantom
til flintestenens sjæl
og til stålets ånd
et magisk instrument
af uberegnelig poetisk
og uvurderlig værdi (s. 110)

tirsdag den 6. februar 2018

Digtningens kontinuum

Knud Steffen Nielsen
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.

Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetiske bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.

Disse tidlige digte er i antal ikke repræsenteret i så rigt et mål som de senere digte.Vægten af digte er lagt på digte fra digtsamlingen “Farven Godot” og frem til den seneste udgivne “Derfor står jeg frem nu”. I udvalgte digte er også medtaget enkelt digte som er at finde på denfri.dk, samt afsluttende i appendix to nyere tekster “Bænken” Og “Hate”, den sidste er tidligere udgivet i Nordisk Ministerråds bog fra den finske bogmesse.

Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:

“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af

Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne

Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.

Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra  “Farven Godot”:

“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.

Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske. 

Anfægtelsens motor 
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?

Kontinuum 
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.

“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.

Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.












onsdag den 31. januar 2018

Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved

Allan Lillelund
Dage uden dagbog
Noveller - Forlaget Snepryd 2017

Af Anne Rye Andersson

Følelserne hos det udfordrede menneske

Når man som menneske falder, kan man samle sig selv op igen eller styre imod den totale udslettelse, finde de sprækker, der i udslettelsen giver en form for ro. At stå på kanten og kigge ned i afgrunden kan være lige så skrækindjagende som velgørende. Måske finder man et andet perspektiv, når man ser det hele oppefra på den måde, men hvordan fortsætter man dagen efter, eftersom alting på en og samme måde er forandret og alligevel slet ikke. Det undersøger Allan Lillelund i novellesamlingen ’Dage uden dagbog’, udgivet på forlaget Snepryd i sidste kvartal af 2017.

Bogen er fint prydet med en spejlet sort kat, der henleder tankerne på blækklatterne i psykologens roarschachtest. Vi skal ned i de dybere lag for at finde mening, den er ikke lige for, man skal lede lidt, og det giver anledning til fordybelse, undren og refleksion.

Novellerne kredser om følelserne hos det udfordrede menneske. Det være sig i novellen Besøget, om manden, der går til luder og alle hans tanker herom. De forrykte idéer, som at give luderen kælenavnet nipsevipsen og evnen til at genfortælle vittigheder på engelsk efter endt samleje.

I Slimet håndtag er der tanker om at være en hund, samt en forestilling om, at en ko har slikket på håndtaget. Det er det outrerede, vi er ude i, og så alligevel slet ikke. Alle kender vel, at tankerrækker kan være mærkelige, man tænker måske, er jeg sindssyg, men det er bare tanker, og de er italesat så skarpt, at de næsten bliver håndgribelige i deres form. De bliver nærmest stoflige at læse om.

Angsten for det uvisse

Dage uden dagbog handler om to drenge, der lever med en psykisk syg mor. Her foldes de barnlige følelser og reaktioner ud, barndommens tryghed er revet væk under personerne, og jeg-personen forsøger efter bedste evne at leve et liv med de realiteter, livet fodrer ham. Det er et øjebliksbillede vi får, og angsten for det uvisse, for den manglende tryghed, kravler ind under huden på en. Men der er også humor i novellesamlingen, når jeg-personen i Klodser i et desperat forsøg på at få en reaktion fra sine medmennesker proklamerer, at for ham er klodser lig med klunker, altså nosser. Også selvom klodserne bruges af et barn, der sidder og venter hos Borgerservice.

Der er en ærlighed i novellerne, som bliver helt tydelig i novellen Klodser. Det er en nøgternhed, der for jeg-personen er en selvfølgelighed, og det virker meget magtpåliggende for ham at give udtryk for sine tanker, når alle folk bare sidder tavst eller glor ned i deres iPhone.

Det bliver en desperation, det mærker man, det er lige som at slå i en dyne. Ingenting sker der. Frustrationen damper af siderne, når man læser. Og man får da næsten også lyst til at skrige for at få en reaktion. Novellen Hjelmen er en mors akavede forsøg på at vise omsorg. Hun har købt en hjelm til sin teenagedreng, der end ikke har en knallert, men sådan en hjelm er jo god at have. Lidt morbidt har hjelmen tilhørt en mand, der kørte sig ihjel, kun hovedet var uskadt. Drengen ender med at købe en forfalden knallert, så hjelmen kommer til sin ret, var det ikke det, moderen havde tilsigtet, imens hun styrer ham lige imod det, hun frygter. Det er en tragikomisk historie, der viser, hvordan kærlighed også kan komme til udryk, som små forviklinger i menneskets sind. Kærlighed har mange ansigter.

Besat af en ål

Den sidste novelle, jeg vil nævne er Ål. Den er interessant, fordi jeg-personen bliver fuldstændig besat af en ål, der lige pludselig mangler fra posen, efter familien kommer hjem fra køreturen fra fiskehandleren. Han forestiller sig adskillige scenarier, han ser for sig, hvordan ålen er krøbet i et hul i bilen og ligger og rådner. Hvordan hans far reagerer, når han finder den, og hvordan han vil blive beskyldt for ikke at have passet ordentligt på de ål. Et citat fra novellen:

”Jeg kravlede ud af vinduet. Jeg gik ud i bilen. Senere på aftenen. Det er mig, I ser ude i en bil, hvis I går forbi min gade, mit liv. Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved og knuger fingrene mod rettet. Indenfor er resterne af min familie; forestillingen. Vi børn er gode til forestillingen. Hvordan mor har åbnet døren fra badeværelset ud til far. Hvordan far står og retter mor, alle fejlene. (…) Næven. (…) Et sted i bilen var der en ål, måske, eller den var flygtet ud af hullet ved passagersædet.”

’Dage uden dagbog’ er en novellesamling, der insisterer på at være mystisk. Det er ikke en bog, der nødvendigvis giver læseren svaret, der opstår nærmere en masse spørgsmål. På den måde, kan man tro, at den er uforløsende at læse, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende. Jeg styres af min nysgerrighed efter at ville vide mere, at trænge dybere ned i teksten, at genlæse den. Jeg har læst den tre gange. Det er en letlæselige bog, hvor sproget flyder, og som læser var jeg underholdt fra første til sidste side. Tre af novellerne; Besøget, Efter og Hesteballon, har tidligere været udgivet på forlaget Silkefyret, så det er ikke første gang jeg læser dem, og her noget tid efter, er de stadig lige læsværdige.

fredag den 26. januar 2018

Det mere mytologiske kragestof

“KRAGER”
Et portræt af Cord Riechelmann - Forlaget Vandkunsten
155 sider, Indbundet, 229,95 kr


Af Jes Nysten
Er man almindelig bruger af Facebook, kan man ikke undgå at se diverse dyreklip: søde katte, koleriske papegøjer, sjove dyrevenskaber (bl.a. små klip fra dagliglivet for tre gode venner: en hund, en gris og en kalkun), rørende venskaber mellem mennesker og eksotiske dyr. 
Det er ren tidsfordriv, lidt godmodig hygge plantet midt i al det panderynkende hurlumhej, som Facebook ellers er fuld af. 
Heldigvis bliver der også plads til mere seriøse klip, der viser den voksende opmærksomhed på dyr - dels på deres velfærd, dels på deres interessante adfærd. Man behøver ikke at skulle konsultere særlige publikationer eller se DR2 for at få syn for sagn: dyr er mere, meget mere end blot “dyr”!


Intelligens, følelser, humor

Det vigtige er, at vi ikke mere kan lukke øjnene for, at det er nødvendigt at bruge begreber som fx “intelligens”og “følelser” og “humor”, når vi skal beskrive deres adfærd. Men det skræmmende er samtidig, at det øjensynlig ikke har den store effekt på vores måde at behandle og omgås dyrene på. 
Netop dette : vores måde at behandle dyr på vidner ikke blot om en arrogance og hensynsløshed, men er jo i sin grund destruktiv - ikke blot i forhold til dyrene, men sandelig også i forhold til os selv. Fordi vi jo på den måde ødelægger grundlaget for vores eget liv her på denne i forvejen temmelig forpinte klode. 
Vores behandling af vore husdyr, vores brutale fremfærd overfor de vilde dyr, de katastrofale tal for nedgangen i honningbi-bestanden overalt. Ja, på ca 20 år er den samlede reduktion af livsvigtige insekter på 70%!

Jeg satte før “intelligens” i citationstegn, og man kunne jo få den tanke, at dyrene i virkeligheden gerne vil betakke sig for at blive kaldt “intelligente”, når de ser, hvad den menneskelige “intelligens” formår!

Disse strøtanker skyldes denne fine lille men vigtige publikation fra Forlaget Vandkunsten “Krager” med undertitlen “et portræt”. Den er skrevet af den tyske biolog og filosof Cord Riechelmann. 
Bogens indledning sætter os straks på sporet af forfatterens synsvinkel “Alle kender dem, næsten ingen bryder sig om dem. Krager har slået sig ned på så godt som hele jordkloden og har næsten altid søgt hen i nærheden af mennesker. Uanset, hvorhen man kommer, har de tilsyneladende allerede været der”. Netop disse to ting optager forfatteren i bogen: vi kan ikke lide krager - og de er overalt, hvor vi er!
Og hans interessante tese er: “menneskenes kulturhistorie udspiller sig under overvågning af krager. Og kragerne følger den, kulturen, hvis de kan vente sig noget af den”. Jeg kan godt lide den tanke: De overvåger os og overvejer, om de kan gøre brug af det, vores kultur! 
Denne urgamle fugleart, der har været overalt på kloden før os, de følger os til stadighed og holder øje med os. 

Almindelige dagligdags observationer

Bogen er fyldt med både almindelige dagligdags observationer og mere videnskabeligt funderede redegørelser, og underteksten er gennem alle siderne: det her er ualmindeligt intelligente, lunefulde, legesyge og til tider humoristiske skabninger (jeg tillader mig her at stryge de sædvanlige citationstegn). Der er et væld af sjove og forbløffende historier, som er og bliver tankevækkende: hvad er det egentlig, vi er vidne til? 
Der er en kort og koncis gennemgang af de forskellige typer af kragefamilien - allesammen ledsaget af fine velskrevne betragtninger. 
Naturligvis bliver der også plads til det mere mytologiske krage-stof. Vi hører om Poe’s digt “Ravnen” og naturligvis hører vi også om kragerflokkens berømte angreb i Hitchcock’s “Fuglene”, der måske i virkeligheden skal ses som fuglenes “svar” på menneskenes misligholdelse af de jordiske ressourcer?
Har man ikke haft øje for disse forunderlige væsener før, så vil denne elegant skrevne bog åbne øjnene. Og jeg vil endnu engang fremhæve, at de er overalt, og de holder øje med os. Gad vide hvad de tænker?

Bogen har en fin, handy størrelse, lækkert indbundet med fine tegninger og illustrationer, og i en letflydende oversættelse.  
Så dette er en oplagt gave til venner og bekendte. Endnu en fin udgivelse fra Forlaget Vandkunsten. 

torsdag den 18. januar 2018

Stillet overfor døden (Temmelig væmmelig læsning)

Jakob Eberhardt: ”Verdenshistoriens største epidemier”. 
Fadl’s Forlag 2016, 265 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
”Dette er som jeg forstår det […] en af de største trusler, som menneskeheden har stået overfor og bestemt den største trussel efter afslutningen på de store krige i forrige århundrede […] Lad os være ærlige: en tragedie af uhørte dimensioner udspiller sig i Afrika”. (s. 250). Sådan sagde Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela den 24. juli 2000 ved en international aids-konference i Durban. Selvom aids er en verdensomspændende sygdom, der ikke findes nogen vaccine imod, har den ramt hårdest i Afrika. Der er mange grunde hertil. Et par af dem er, at mange afrikanske politikere har nægtet at erkende problemet, og at den kombinationsbehandling, der kan begrænse sygdommens følger, er for dyr til, at størstedelen af Afrikas befolkning kan få del i den.

FN’s aids-program fastslog i 2004, at hiv er den mest globaliserede epidemi i historien. Det er dog næppe korrekt, idet den spanske syge i 1818-19 smittede mindst 500 millioner personer, hvilket dengang svarede til en tredjedel af jordens befolkning. I løbet af det års tid, epidemien rasede, døde 50 millioner af de smittede. Den spanske syge tog således livet af fem gange så mange mennesker, som det samlede antal krigsofre under hele 1. Verdenskrig. Muligvis nåede pesten op på et lignende antal dødsofre i midten af 1300-tallet, men i så fald var det over en længere periode. At behandle disse fakta som en konkurrence mellem epidemierne er imidlertid både useriøst og usmageligt. Men kendsgerningerne understreger, at både pest, den spanske syge og aids er regulære dræbere. Det samme gælder en lang række andre epidemier. Heraf gennemgår fagjournalist og cand.mag. i historie og dansk Jakob Eberhardt i sin bog ”Verdenshistoriens største epidemier” foruden de tre nævnte sygdomme epidemierne kopper, plettyfus, kolera, tuberkulose, gul feber, polio og malaria. Det gør han kronologisk, idet han indleder med den ældste, nemlig pest, og slutter med den nyligst opståede, nemlig aids.

Fadl’s Forlag, der har udgivet bogen, har specialiseret sig i medicinske håndbøger, men udgiver også en del lettere tilgængelige bøger, der beskæftiger sig med sundhed og sygdom. Jakob Eberhardts bog hører til blandt de sidstnævnte og er et fornemt eksempel på historisk videnskabsformidling, der også trækker tråde op til nutiden.
Grænsen mellem sjov og alvor er papirstynd, når det gælder katastrofer. Filmbranchen skovler penge ind på actionfilm, hvor alt fra en enkelt families til hele klodens overlevelse står på spil. Ofte udgør et videnskabeligt eksperiment, der er gået amok, udgangspunktet for handlingen. Virusser sælger billetter, hvad enten de er opstået ved naturlig mutation eller er udviklet af sindssyge terrorister.
Selvom Eberhardt refererer historiske hændelser på en meget malende måde, holder han dog fat i den lødighed, der medfører, at man som læser aldrig er i tvivl om, at det faktisk er alvor, hvad han skriver om. Det er virkelig smerte, angst og død, han beskriver. For hvert eksempel ligger der en tragedie bag, som et menneske i kød og blod har måttet gennemleve, indtil han eller hun i de fleste af de refererede tilfælde døde. Derfor er ”Verdenshistoriens største epidemier” faktisk meget barsk læsning, som godt kan føre et par mareridt med sig. Derfor kan det være en god idé at læse den med en uges tid eller to mellem hvert kapitel.
Selvom bogen altså langt fra er fornøjelig læsning, er den anbefalelsesværdig af flere grunde.
Dels er den bare velskrevet. Dels er den godt opbygget, idet Eberhardt giver et historisk indblik i, hvor sygdommen er opstået – når dette altså overhovedet vides. Han beskriver symptomer og sygdommens udvikling. Han sætter dens følger ind i en historisk kontekst, for eksempel i koppevirussens voldsomme svækkelse af den oprindelige befolknings modstand mod de spanske erobrere i Mellem- og Sydamerika, og i den plettyfusepidemi, der i 1812 åd Napoleons invasionshær i Rusland op indefra. Endelig beskriver Eberhardt lægevidenskabens forsøg på at finde smittekilder og udvikle midler til at slå epidemierne ned.
Således giver bogen et billede af ufattelig menneskelig lidelse, men også forskellige tiders ihærdige lægevidenskabelige pionerer, hvoraf mange – til tider direkte dumdristigt - satte deres eget liv på spil for at finde en måde at slå epidemien ned.

Det er ikke bogens hovedærinde, men Eberhardt giver dog alligevel et indblik i, hvor skrøbelig en befolkning, som den vi i den vestlige verden tilhører og som i flere årtier har kunnet holde epidemier nede med vaccinationer og antibiotika, er. Han løfter sløret for, hvor farlig en situation det stigende antal multiresistente bakterier såvel som en mutation af en tidligere epidemisk virus kan føre med sig. Det gør han ikke for at skræmme læseren, men nok snarere for at give et vink med en vognstang om, at det påhviler politikerne så vidt muligt at undgå situationer, der kan føre epidemier med sig. Rent vand, god ernæring og en begrænset befolkningstæthed er et godt middel til at undgå store epidemier. Dertil kommer hele den medicinske del af problematikken samt et effektivt beredskab.
Bogens indhold taget i betragtning skulle den næsten have været udgivet i beskedent udstyr med sørgebind omkring. Men Fadl’s Forlag har valgt en bedre løsning, nemlig at udsende den i en lige så flot, stiv indbinding som en del af deres øvrige mere folkelige udgivelser. Bindets grå farve og den sorte ryg er da også velvalgt, når man tager bogens indhold i betragtning. Dertil kommer forsidebilledet af den middelalderlige læge, der iklædt handsker med klolignende handsker og en maske med næb, er på vej for at tilse et pestoffer. Masken var fuld af stærktlugtende urter, som man mente kunne holde smitten borte. Dermed er der allerede givet læseren et praj om den totale forvirring, der i starten af et epidemisk udbrud ofte rammer både ofre, pårørende og lægestand, indtil de sidstnævnte i en kamp med tiden finder mere eller mindre effektive måder at komme sygdommen til livs på.

Selvom ”Verdenshistoriens største epidemier” i bund og grund er væmmelig læsning, er den absolut læseværdig.

tirsdag den 19. december 2017

Om at forstå, at du ikke kan forstå det

Mikkel Pape
”Det første væsen”
Det Poetiske Bureaus Forlag, 150 kr

Af Marie Ladefoged

Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin omfangsrigdom, som naturligvis aldrig ender

Det at skrive klart om noget så uklart som skabelsen af alt er noget af en kunst, og den mestrer Mikkel Pape til fulde. Han har skrevet og illustreret bogen ”Det første væsen”. Bogen fortæller om et væsen, som ikke er Gud, men et Første væsen, som sætter alting igang ved at skabe det ud af intet. Væsenet var, og så blev der mere i verden. Dette beskrives således:
”Det eksisterende er godt, men mere er altid bedre, og helt nyt er allerbedst!” Dette blev sætningen, som skulle ligge til grund for al fremtidig frembringelse.

Således beskrives det, at der bliver mere af mere af alting i verden, og tiden og tanken og mindet skabes - og kompleksitet. Det onde skabes også, som noget, der kunne minde om Teodicé problemet; hvis Gud er god, hvorfor er der så ondt i verden. Det væsen, som det første væsen skaber som en kopi af sig selv, omend uden det første væsens uendelighed, minder i høj grad om mennesket, og dette væsen får en fri vilje, hvilket den bruger til at gøre verden større. Omvendt Bibelens version af Skabelsen og alt, hvad der senere fulgte i Genesis, er denne bog ikke lang i spyttet, men klar og kortfattet. Hvilket Bibelen nu også er i enkelte passager, som om det bliver kortere, jo mere det gælder. Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin naturlige omfangsrigdom, som aldrig ender.

Sort hvid kompleksitet
Bogen er delt i to dele, hvoraf det første er fortalt hvidt på sort sammen med illustrationerne, bortset fra side 14, hvor et menneskelignende væsen introduceres og teksten deles op i først den glade og ukomplicerede tid og så den komplekse tid, hvor det skabte ikke forstår og derfor stiller dumme spørgsmål til sin skaber. I første del beskrives altings skabelse fra intet til alt til intet igen til en ny begyndelse, hvor skaberen selv begynder at stille spørgsmål:

”Hvad er det her?” spurgte Væsenet ud i intetheden.

I anden del, som er illustreret og fortalt i sort på hvidt, vender bogen tilbage til skabelsesprocessens initale og simple fase. Her inviterer det første væsen selv dets skabte væsen til at stille spørgsmålet for at kunne forstå og forestille sig alting ligesom ham. Men her bryder det første væsen med sine egne tanker om altings væren. Det skabte væsen, her ved navn Lonegurt, opfordres til at søge mening og hermed også kompleksitet, hvor det før sejlede på det blikstille vand og var en del af det skabte sammen med ting som luftballoner, sammenfiltrede knuder og meget spidse sko. Så opstod paradokset om, at Lonegurt var skabt i det første væsens billede som en kopi, med skabertrang i den skabte verden, men uden det første væsens uendelighed. Den sidste side i historien om Lonegurt og Væsenet bliver mørk; måske som en slags tilbagevenden til oprindelsen.

Det alvorlige glimt i øjet
Historien er fortalt med et stort glimt i øjet og fortællingens humor og talrige paradokser klæder bogens alvorlige tematik, for det kan ikke være mere alvorligt end dette, når nu det skal handle om alt. Bogen er så ambitiøs i sin plan, at den forstår at servere det for læseren på en overskuelig måde. Det komiske i, at skaberen, Det første væsen, klokker i det gang på gang og må lave alting om og endda selv kommer til at indgyde skabervæsenet, eksemplificeret i Lonegurt, en trang til at forstå det uforståelige og uendelige, gør bogen cirkulær, uhøjtidelig og håndterlig. Det er morsomt, at den ufejlbarlige skaber egentlig er så fejlbarlig, som den nu er. Hermed skal ikke siges, at bogen ikke har en inderlighed i sig, og man kan, hvis man vil, også læse en del religiøsitet ind i den. Bogen kunne være et atelogisk skabelsesværk; den fremstiller en skønhed i skabelsen, som er uafhængig af sin skaber og lever med en fri vilje.
Bogens grafiske billeder i sort hvidt minder om æstetikken i den grafiske roman ”A Monster Calls” af Patrick Ness, som er illustreret af Jim Kay, og dette er ment som en stor kompliment. Bogens tekst og billede danner en enhed. Opsætningen leger med en vekselvirkning af det sort hvide, hvor teksten står med hvid skrift i verdens væsenmørke, hvor meningen er underordnet skabelsen, men med sort skrift på hvid baggrund, hvor det menneskelignende skabte væsen stiller spørgsmålet om meningen med livet. Dette er et ret finurligt greb, hvor læseren ledes ind i den sanselige mørke tekst med sine billeder for derpå at ledes ind i den intellektualiserende stillingtagen til det hele som hos Lonegurt med en kompleksitet, der også spejler det kristne paradoks med inkarnationen; at Gud blev menneske, ligesom væsenet skaber et billede af sig selv. Hvis man vil, kan man tage en lille teologisk værktøjskasse frem og skille tingene lidt ad, sammenligne med religiøse tekster og forsøge at blive klogere på, hvad det er bogen her vil. Eller man kan lade kassen stå i pulterkammeret og bevæge sig ind i mørket med lystlæsningen og acceptere det store uendelige univers, som denne bog er en del af, og al dens uforståelighed, som vi er en del af, om vi prøver at forstå det eller ej.

De længere tankers korte historie
Man kan sådan set blive klogere af at læse den her bog, hvis man godtager præmissen om ikke nødvendigvis at kloge i noget, man alligevel ikke forstår, men lære, at der er ting, man kan forstå uden at forstå, og heri ligger der en form for trosbegreb og hyperlogik, som hverken er teologisk eller ateologisk, men kunstnerisk og litterær.

Der er godt med tankestof i den her bog, som også leger med Gudsbilledet og på sin vis overholder en art billedforbud, idet det første væsen kun billedliggøres delvist. Den er fyldt med sådanne narrestreger eller måske genistreger, som man kan få nogle gode diskussioner ud af i religionsundervisningen. Den kan også være med til at belyse Skabelseshistorien i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente i konfirmandundervisningen for at have noget at stille det op imod, som formår at beskrive noget stort på en både kompleks og enkel måde, som unge mennesker vil forstå. Indfører man nogensinde ikke-konfirmandundervisning, hvilket måske ville være en god idé, vil denne bog være selvskrevet til at vække eftertanke hos den kommende ikke-konfirmerede. Og hvis ikke, så en ideel gave til ikke-konfirmanden med behovet for at tænke de store tanker og stille de store spørgsmål, før man bliver voksen og indser, at man alligevel ingenting forstår, men gerne vil være et godt menneske af den grund, og det kan man blive af at høre gode historier som i denne bogs uendelige og billedskabende fortælling.

fredag den 15. december 2017

Jorns steder, Læsø, Albissola og Paris


Lars Morell: Asger Jorn på Læsø (72 sider); Asger Jorn i Colombes-Paris (64 sider); Asger Jorn i Albissola (65 sider) Pris per styk: 250 kr. Udgivet af Foreningen Asger Jorns Venner. www.asger-js-venner.dk

af Troels Laursen
Skagen har sine malere og Læsø var i 60’erne lige ved at få sin egen koloni af kunstnere. Det blev dog ikke til så meget, og alligevel satte Jorn sine spor på øen, så det endnu mærkes, så selvom der aldrig blev en kunstnerkoloni som i Skagen, og Jorn ikke selv var der så meget igen, målt i tid, så giver det alligevel god mening at knytte ham til øen. Og som foreningen bag gerne vil det, nemlig udbrede kendskabet til Jorns virke med afsæt i Paris og Albissola i Italien og på Læsø. Og det begynder der på øen der er kendt for sit salt.

På en togrejse købte Jorn af en medpassager Bangsbohave for 10.000kr. Uden at, have set hverken gården eller Kattegatøen. Han overtog gården den 1. april 1964 og en slags aprilsnar var det på sin vis, for det viste sig at gården lå meget afsides og var i dårlig stand.  Med hjælp fra kollegaen Jørgen Haugen Sørensen og den navnkundige gallerist Birch gik det dog. De to købte i øvrigt begge senere hus på øen og en kunstnerkoloni var i sin vorden, hvor senere også Per Kirkeby slog sig ned i en mange år og stadig har et hus der. Først næsten halvanden år efter købet ser Jorn selv huset. Han og galleristen ville rydde nogle træer på vennens grund, men snart gik Jorn ind efter øl, men vendte ikke tilbage før han, i de få dage de var på øen, havde malet vennens lade med et stort murmaleri, der fortalte om solens gang over himlen fra morgen til aften i alle dens farveskalaer, og viste som en gammel salme, at solens gang over dagen lignede menneskelivets gang på jorden, sluttende med en storslået nocturne, hvor mørket har sænket sig og alt er gået til ro.

Bogen er illustreret med ganske mange fotos af både Jorn og hans værker, der har tilknytning eller direkte er blevet til på Læsø. Ærgerligt nok ikke de bedste gengivelser og ofte i små formater, så man kunne have ønsket sig en lidt større udgivelse, hvor der havde været plads til flere detaljer i værker, som i nævnte, der er så kæmpestort at det rækker over flere vægmetrer. Efter den kraftanstrengelse kom Jorn ikke på øen i tre år. Og han sagde selv på et tidspunkt at han havde haft huset i fire år, men kun været der i ti minutter. Hans levede i de år en vagabondtilværelse, hvor han rykkede rundt hele tiden fra sted til sted, fra land til land.

Teksten af Lars Morell er velskrevet og læseværdigt. Bogen er et langt kapitel uden stop, og man kunne havde ønsket sig flere små overskrifter og afsnit, især de steder, hvor der kommer nye personer ind på ”scenen”, personer som kunstnerkollegaen Jørgen Haugen Sørensen, Troels Andersen, manden der kom til at lede Jorn Museet, i Silkeborg og Jorn sidste samlever Nanna Enzenberger, der også fødte hans sidste søn Ib. Hun arvede gården og levede der i en række år ludfattig og ile set af øens befolkning, på grund af hendes tyske afstamning.

Der er ikke mange af den slags anekdoter fra Jorns tid på øen, kun få om hans ekstravagance, som når han betalte dobbelt for maden på Hotellet, eller om hans missionske ”forvalter” Stoklund, der tog sig af både Jorns Landrover og huset, så det altid var klar når Jorn var på vej til øen. I hvert fald så længe Jorn fik betalt ham for det. Morell har besøgt Stoklund, som fortæller om tiden, men der rendes ikke med sladder og alt efter temperament, kan man så begræde det eller fryde sig over det.

Morell holder sig til fakta og sætter med sin bog Læsø ind i den store bog om Jorn og hans kunst. Der er flere henvisninger til Edvard Munch i værkerne, der kommer fra Jorn mens han arbejder på Læsø. Cirka 30 værker opregner Morell det til. Han gennemgår dem nøje så deres kunsthistoriske baggrund lægges overbevisende frem. Foruden det store vægmaleri i Birchs lade, eksempelvis ”Himmelhunden”, samt et Sankthansbålsmaleri, som intensitet ikke levner Krøyers ditto noget efter.  Også de kendte papirarbejder ”Prikbillederne” bliver omtalt. I det hele taget kommer Morell flot omkring den smule, der er at fortælle med og om de godt ti år Jorn har huset, så både tiden og kunsten fra den tid opleves vedkommende.

Jorn var ikke på Læsø for naturen eller lysets skyld, han malede som regel om natten i skæret fra lysstofrør. Det var måske mere øens isolerende karakter, der trak ham, derover, eller som han selv ytrede det i et interview i Ekstra Bladet ”man kan godt sige, jeg er her for at blive lidt glemt. Rådne lidt op. Lige stille. Måske er det starten på retræten. Man skal jo også tænke på sine gamle dage”.

Jorn døde 1. maj 1973 på Aarhus Kommunehospital af lungecancer, og glemt blev han ikke, heller ikke på Læsø, selvom han var dødelig syg den sidste gang han var på øen, i nytåret 1972/73. Bogen er et fint stykke lokalhistorie med national og international kunsthistorisk bredde.

Huset blev efter Jorns død i en årrække forpagtet ud af naboen Stoklund, som udlejede det til turister. Siden stod det tomt i en lang årrække indtil Nanna Enzenberger i 2007 solgte stedet til de nuværende ejere, der efter store istandsættelser og en del forviklinger og beskyldninger i pressen, om et legat, der skulle knyttes til stedet og Jorn, endelig i 2009 kunne indvie huset med henblik på blive brugt som gæsteatelier for kunstnere.

Jorn i Italien

65 sider, inklusiv mange fotos, i et langt kapitel, udgør dette 2. bind i serien om Asger Jorns steder rundt om i verden. Det handler om de år Jorn havde et hus i Albissola i Italien. Og i maj sidste år, åbnede man Casa Museo Jorn, der nu er et vidnesbyrd om Jorns enestående kreativitet og hvor man kan se omkring 20 års historie af Jorns arbejder mellem Silkeborg, Sorring og Albissola, fra 1952, det første år han er der, til han dør i 1973.

Albissola-bogens italienske udgave
Jorn købte huset, hvor hele to paver var født og opvokset, i 1957. Det var da en ruin i et 5.000m2 stort vildnis af en have. Jorns ven, mureren Umberto, fik sat huset så meget i stand, så kunstneren kunne flytte ind med sin familie. Umberto og hans kone Teresa flyttede også ind og passede ejendommen, når Jorn rejste rundt i verden. Året efter overtog han nabohuset og sammenlagt var der nu en hektar jord til. Jorn og Umberto anlagde gange af mosaik, der slyngede sig gennem haven. De murede glas og potteskår ind i husets ydervægge, byggede en udendørsovn af sorte og hvide strandsten og anbragte Jorns små skulpturer overalt i blomsterbedene. Indenfor malede Jorn direkte på væggene eller murede relieffer op på dem, med tydelig inspiration fra Gaudi og lokale (originale) traditioner om at udsmykke huse ved havet med muslingeskaller og strandsten. Han virkeliggjorde sin forestilling om et levende eventyrhus, med et lyserødt luksusbadeværelse, så det hele blev en stor skulptur, man kan bo i. Og Jorn lever dermed op til filosoffen Heideggers udsagn, om at et hus aldrig bliver byget færdigt, fordi det at bygge er en eksistensform for mennesket.

Jorn havde nogle af sine mest produktive år i den lille by på kysten vest for Genova. For eksempel var det her, han skabte det 3 gange 27 meter store keramiske relief til Aarhus Statsgymnasium sammen med flere af byens pottemagere. Fra Silkeborg og Sorring havde han været interesseret i at sætte almuens pottemageri, der var brugsgenstande, sammen den moderne kunst, og derved skabe et nyt formsprog af spontanitet og håndværk, befriet fra videnskaben og det intellektuelle.

Få uger før sin død i 1973 testamenterede Jorn huset til Albissola kommune med ønsket om, at det skulle indrettes som museum og kunstnerbolig. En betingelse var, at Umberto og Teresa skulle have lov at blive boende, så længe de levede. Efter deres død i slut 90’erne stod huset tom, men er som nævnt nu genåbnet. Lars Morell er manden, der ved mest om Jorn og med denne udgivelse beviser han det endnu engang. God faglig kunsthistorisk viden kombineret med anekdoter og glimt i øjet, går her op i en fin enhed af fornem formidling.

Jorn i Frankrig

Asger Jorn i Colombes-Paris er den tredje bog i trilogien omkring Asger Jorns atelierer på forskellige steder. Og de 64 sider indeholder mange fotos fra Jorns tid i Paris og ikke mindst huset eller atelieret han havde der i Colombes, en bydel lidt uden for Paris.  Og på disse få sider bringer Morell historien om kunstneren og huset, med anekdoter, der ikke blot bliver til tøhø-anekdoter, men som bliver sat kyndigt og grundigt ind i en sammenhæng, der udfolder Jorns tid i huset og ikke mindst den kunst han frembringer der. Bogen fremviser flere sider af Jorn, især som grafiker, som sker i et samarbejde med trykkeren Peter Bramsen, som egentlig redder Jorn, der i fem år har været hjemløs, da han får Jorn til Paris, for her finder han sit sted, hvor han kan få arbejdsro og samtidig være tæt på kollegaerne, blandt andre Jørgen Haugen Sørensen, inde i Paris.

Huset blev hans arbejdssted og et produktionssted, hvor der bare var det nødvendige. Ikke som i de andre huse, hvor der var masser af loppefund og nips. Her blev der ikke gjort plads til kærester eller børn. Det kom der dog til. Og et lyserødt luksus badeværelse i kælderen. 

På engelsk kaldes en kunstners arbejdsplads for ”a studio”, mens man på fransk og dansk, siger ”et atelier”. En dobbelthed, der udgår hel fra renæssancen, hvor en kunstner havde både et atelier og et studio. I atelieret udførte han den håndværksmæssige del af sit virke, mens han opbevarede sine bøger og andet i et lille studiekammer ved siden af. De to rum afspejler dobbeltkarakteren i den moderne kunstners indsats. Samme dobbelthed var der i Jorns huse og steder. Der var altid et større rum, hvor han kunne arbejde med oliefarver og terpentin, samt et værelse, hvor han læste og skrev, samt malede med ikke lugtede akvarel.

Jorn flyttede fra huset i sommeren 1972 og rejste videre til Albissola, hvor han tilbragte efteråret og han holdt sin sidste jul på Læsø samme år. Han døde 1. maj året efter og de tre huse stod i årevis som om han lige var gået en tur ned efter cigaretter. Huset ejes i dag af malerparret Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes, der bidrager med en række af bogens fotografier. Det er første gang, takket være denne lille fine trygsag, at offentligheden får adgang til denne ejendom, der gennem 50 år har været et holdepunkt for dansk kultur i den franske hovedstad. Selvom trilogien nu er bragt til vejs ende, så kunne man ønske at vennerne og Morell fik lavet flere bøger, fra den Nordiske rejse i 60’erne eller fra Japan, som i 1970 påvirkede hans senere grafiske produktion, eller fra … mulighederne mange og udgiverne her, har med denne bog, vist, at de kan løfte det.