mandag den 29. maj 2017

Når billederne bærer, uden at blive tunge

Poul Lynggaard Damgaard
Figurativ Uniform
Forlaget Hagla, 2016

Af Jakob Brønnum
Da jeg læste og skrev om Poul Lynggaard Damgaards forrige digtsamling, den tredje, bemærkede jeg hans fine sansninger. Men det var også min oplevelse, og det blev antydet i positive vendinger, fordi det var en udmærket digtbog, hvordan de oftest fik lov at stå uforankrede. Som rene sansninger.
På det punkt er digtene eller digteren modnet. Her er et digt fra den første samling om at blive til:

Daggryets mund
Jeg bar en læderjakke
og gik mellem stenene
som var tænder langs vejen.
Skibene skilte den første dag,
hvor galionsfigur blev båret ind
fra kysten og sidenhen muret ind i et hus. (s. 73)

I den nye bog hedder det, i et andet digt om tilblivelse:

Sårbar allé
En mystisk dreng
er på den anden side
af den smuldrede mur
blevet voksen i et
andet lands tilfældige
krop.

Et eller andet med hans øje,
og derfor ikke alene et glasøje,
der skinner i træernes tomme
butikker betragtet gennem glas,
tid og væv (s. 31)

Man vil sikkert kunne finde eksempler, der modsiger min iagttagelse i begge bøger, men alligevel er det mit indtryk, at billederne er blevet større, gennem at blive mere sig selv, jeget er trådt i baggrunden og billedet er trådt i forgrunden, det sansede er kommet i centrum og ikke den sansende.
Det her er et lille, monumentalt digt om den digitale virkelighed, hvor billederne får lov at udgøre hele digtene og det ukendte, springende punkt mellem dem, fyldes med virkelighed, med perspektiv, med poesiens særlige tydningspotentiale, som dagligsproget ikke kender

Talende knapper
Pærens glødende
labyrint hen over
det hånden forlod
i bunken med en
diagonal trukket
gennem rummet
tidligere tilbudt.

Bogen er noget kortere end den forrige, som var på over 110 sider, men den virker længere. Bagsideteksten forankrer bogen til Århus  og ”et personligt møde med dens psykiatri”, noget, der virker helt overflødigt. det lægger ingen ting til læsningen eller formidlingen, trækker snarere fra.
Bogen er anbefalelsesværdig på grund af rummeligheden i de enkelte digte. Meget anbefalelsesværdig. Det er sådan en, men kommer til at holde tæt ind til sig en tid.


mandag den 22. maj 2017

Jorns forår i Lissabon

Lasse Krog Møller:
Jorn in Lisboa
16 s. mange illustrationer i s/h og farve
Pris: 50,00
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
Samtidig med den store udstilling Jorn+Munch i Silkeborg, der slutter om få dage, kan man lige nyde denne lille bog, som måske mest af alt er et hæfte. Asger Jorn levede mange steder rundt om i verden, og han arbejdede ligeså mange steder. Og flere bøger har beskrevet dette, fra ” Asger Jorn på Læsø”(2102)  eller ”Jorn i Albissola” (2014) begge med tekster af Lars Morell, til ”Jorn i Havana” (2011), af Troels Andersen.

Museo Barardo
Denne bog, handler ikke om Jorn (1914-73) og hans arbejde i Lissabon, men om et af hans værker, der rejste en del rundt inden det endte i Portugal, på Museo Barardo siden 1995, hvor den hænger i en permanent udstilling. Forhistorien er den, at Jorn i maj 51 tog hastigt tilbage til Silkeborg, hvor han havde tilbragt en del af sin barndom og som han vendte tilbage til med jævne mellemrum. Han led af tuberkulose og havde brug for at blive behandlet på byens sanatorium. Ved udgangen af dette år, var han begyndt at male i en improviseret studie liggende overfor lighuset. Han arbejdede på to cykler: ”Af den Stumme myte” og ”Årstiderne”. 

16 værker
Han malede seksten værker, der på en uregelmæssig måde, fremviser årstiderne. Og en version af disse, er netop Vårens Offer II, (The Rite of Spring II).
Den første udgave, kaldet Vårens Offer I, (The Rite of Spring I), måler 128 x 151 cm, findes på Kunsten, i Aalborg. Efter at have forladt sanatoriet bosatte Jorn i Silkeborg i 1952, hvor han malede dette andet og lidt større version (161x183,5cm), som er meget tæt på den første i komposition og med samme akkumulering af dyrlignende hoveder, der optager næsten hele lærredet. Udover et foto af værket består den lille bog, at en række s/h-fotos af en mand, og som viser de forskellige stadier i en hovedstand. For sandheden er at værket hænger på hovedet i Lissabon. Så hæftet der er et sandt kunstværk i sig selv, er en anvisning til hvordan man skal se maleriet af Asger Jorn! Man må op på hovedet for at se det rigtigt, så man kan se, at det hele står på spring, som et springende forår, og viser maleriets opadspringende kraft, så de ikke blot er en kommentar til Jorns værk, der skal retvendes, men også en udfoldelse af denne, denne kraft, som vinterens død, ikke kan overvinde. Måske en tanke, der behagede maleren, da han tidligere lå over for lighuset og malede våren frem i al dens kraft og vælde.
Opslag fra bogen


mandag den 8. maj 2017

Voltaires Candide: En fransk roadmovie

KLASSIKERLÆSNING:
François de Voltaire:
”Candide eller den bedste verden”. (1759)
Læs et stort udvalgt af Voltaires værker på engelsk i e-bog her

Af Egil Hvid-Olsen
François de Voltaire - eller François-Marie Arouet, som han egentlig hed – blev en af oplysningstidens helt store stemmer. Han levede fra 1694 til 1778 og skrev både skuespil, essays og romaner. ”Candide” fra 1759, der repræsenterer den sidstnævnte genre, er hans nok mest kendte værk. Den handler om en ung, troskyldig mand, der oplæres til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, hvor ”alt sker til det bedste”. 
At denne livsfilosofi er en satire over Gottfried Leibniz’ overbevisning afsløres af, at Candide udsættes for en række voldsomme og tragiske hændelser, der burde få hans tiltro til andre mennesker og skæbnens gunst til at vakle. Men lige som Leibniz fastholder, at alt – selv det onde – sker efter Guds gode plan, omend mennesket ikke har indsigt nok til at kunne se det, så fastholder Candide sin tiltro til tilværelsens godhed. 
Således har ”Candide” tematisk nogle lighedstegn med den gammeltestamentlige ”Jobs Bog”. I modsætning til Job anklager Candide dog hverken Gud eller skæbnen, men fastholder langt hen ad vejen sin tro på, at alt – selv de mest tragiske hændelser – tjener en større sag, der i sidste ende er god.

Candide og Kunigunde
Det hele begynder da også godt. Candide vokser op som uægte barn hos en westfalisk baron, hvis datter den unge mand forelsker sig i. Det går dog galt, da baronen opdager Candides og Kunigundes forhold. Straks smider han sin plejesøn på porten, og snart må Candide se sig indrulleret i en kampklar hær. Kort efter befinder han sig i en blodig krig, der afspejler syvårskrigen, som udkæmpedes (1756-1763), da bogen udkom. Candide, der hører til bulgarernes (prøjsernes) hær, når ikke at kæmpe mod abarerne (franskmændene), men deserterer og slipper derfra med livet i behold. Det gør baronen og baronessen ikke. Ligesom Candide må Kunigunde derfor friste en usikker skæbne, og den bliver lige dramatisk og smertefuld for dem begge, der rives i hver sin retning.
Siden udfolder ”Candide” sig som en litterær forløber for det 20. århundredes roadmovies. Candide rejser rundt i det meste af verden i sin jagt på Kunigunde og lykken. 
De fjerntliggende destinationer virker ikke længere væk end en moderne flyvetur, hvilket kan forklares med datidens fascination af, at langt det meste af verden som følge af adskillige opdagelsesrejser var opdaget, ligesom kolonialiseringen af fjerne lande var nået vidt. Den selvforståelse, dette førte med sig, gjorde, at oplysningstidens europæer forstod sig selv som en kosmopolit.

Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke
På sin lange rejse tager Candides held nogle gevaldige udsving. Hver gang han har heldet med sig, medfører hans ekstreme naivitet, at han lynhurtigt mister det vundne igen. Fortællingens hurtige sceneskift fungerer mest som en ramme, der giver Voltaire mulighed for at latterliggøre en lang række magtfulde personer og diverse kirkelige repræsentanter. Så skarp er hans satire, at der ikke er noget at sige til, at han flere gange i løbet af sit liv måtte drage i eksil. Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke latterliggøres, så dem, karaktererne er skrevet over, må have våndet sig under Voltaires verbale piskesnert.
Voltaire var optaget af at nedbryde fordomme og standsforskelle, men han var også barn af sin tid, hvilket blandt andet kommer til orde i fortællingen om, hvordan Candide skyder to abekatte, der jager et par kvinder fra Paraguay. Det viser sig, at de to aber var kvindernes mænd; en misforståelse, der siger mere om Voltaires fordomme end paraguayske mænds reelle udseende. Dog kan man ikke forlange af et 1700-talsmenneske, at han vidste mere, end han havde mulighed for. I en anden scene er Voltaire dog mere sober. Her skinner forfatterens forargelse over sin tids udbredte slaveri igennem, da Candide møder ”en Neger, som lå på Jorden kun halvt påklædt: det vil sige at han ikke havde andet på end et par blå Lærredsbukser, den stakkels Mand havde mistet sin venstre Fod og sin højre Hånd.” Det viser sig, at slaven arbejder i en sukkerfabrik, hvor arbejderne får hugget hånden af, hvis de mister et par fingre i en af maskinerne. Hvis de finder dette så urimeligt, at de flygter, får de hugget foden af, såfremt de bliver fanget.

Voltaire og verdenshandlen
Voltaire, der ellers var meget fascineret af koloniseringen og den deraf følgende verdenshandel, afdæmper sin begejstring i ”Candide”. Som Ingvild Hagen Kjørholt beskriver det i kapitlet ”Verden blir mindre. Kosmopolitter, slaver og det globale markedet i Voltaires Candide ou l’Optismisme” (note) havde Voltaire tidligere anset verdenshandlen for at være en ramme, hvori alle kunne mødes uafhængigt at kulturel og religiøs baggrund. Inden for denne ramme traf man aftaler til fælles bedste. Men Voltaires holdning ændredes, da han opdagede, at de mange muligheder for velstand førte grådighed med sig. Således blev alles kamp mod alle også udkæmpet indenfor verdenshandlen. Denne kamp gjorde nogle befolkningsgrupper til tabere. Af disse var slaverne de største. 
Den førnævnte slave møder Candide i den hollandske koloni Surinam, som på det tidspunkt var kendt for i sammenligning med andre kolonier at have den højeste dødsrate blandt slaverne. Selvom Voltaire havde en tidstypisk forståelse af, at nogle mennesker befandt sig på et højere udviklingstrin end andre, nærer Candide dog bekymring for slaven. Efter den udtalte forskrækkelse over slavens tilstand, der i hvert fald til en vis grad afspejler Voltaires forargelse over den hårdhændede behandling af disse underkuede mennesker, griber han tilbage til satiren, idet han lader slaven påpege et dilemma: ”De hollandske fetichtilbedere [præster], som har omvendt mig, fortæller mig hver Søndag at vi alle, både Sorte og Hvide er Adams Børn. Jeg forstår mig ikke på Stamtavler; men hvis Prædikanterne har Ret, er vi alle kødelige Søskendebørn og nedstammer fra Germanerne. Og så må de indrømme, at man ikke godt kan behandle sine egne Slægtninge frygteligere.” Faktisk var det bestemt ved fransk lov at slaver skulle døbes.
På baggrund af al den uretfærdighed, Voltaire er sig bevidst (selvom vi i dag ville være endnu mere fortvivlede end ham over hans samtids barbari), er ”Candide” et samfundsrevsende eventyr, der ender med, at selv den stangnaive hovedperson må indrømme, at verden ikke er så god, som han har insisteret på. Dette understreges af, at kærligheden mellem ham og Kunigunde er udslukt, da de endelig kan forenes. Han resignerer og nedgraderer meningen med livet til det at passe sin have. Denne sorgmuntre slutning står som en ironisk kommentar til hele den umenneskelighed, der udfoldedes på Voltaires tid, og som læser kan man spørge, om slutningen ikke har lige så stor relevans i dag, der bestemt heller ikke er ukendt med menneskeskabte grusomheder. Det er således ikke mere end 41 år siden, at Halfdan Rasmussen udtrykte noget, der minder om Candides afsluttende livsfilosofi, i sin sang ”Noget om helte”:

Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Når det er sagt, er ”Candide” som antydet ikke mindst en roman, der er præget af den tid, den blev skrevet i. Det er indiskutabelt, at bogen er en klassiker, men skyldes det ikke i højere grad dens virkningshistorie end dens litterære kvaliteter?
Mødte man i vore dage op med et manuskript som dette, ville forlaget hurtigt afvise udgivelse af det, fordi historien ganske simpelt er for dårligt fortalt. Hele den lille bog minder mere om et referat af en roman end af en roman i sig selv. Candide farer verden rundt, selvom den tids transportmidler var særdeles langsommelige, og som læser kastes man hovedkulds fra den ene scene til den anden. Således bliver hele romanen underligt fragmenteret og svær at lade sig fange af. Så meget desto morsommere er det, at Voltaire et sted lader en excentrisk venetiansk rigmand, der ikke længere kan glædes ved noget, klage over, at de antikke klassikere er gabende kedsommelige. På lignende måde udgør ”Candide”, der i mellemtiden selv er blevet lige lovlig ensformig, et eksempel på litteraturhistoriens udvikling.
”Candide” er en samfundsrevsende roman, der i sin tid skabte debat, latter og vrede alt efter, hvem læseren var. En del af satiren kan føres direkte op til vore dage, hvor der stadig findes snobber, diktatoriske herskere og dobbeltmoralske præster m.m. På den baggrund har bogen både historisk og aktuel værdi.

Note: I Eliassen, Fastrup og Andersen Nexø, red.: ”Europæisk Litteratur 1500-1800, bind 1”, Aarhus Universitetsforlag

torsdag den 4. maj 2017

Vejen er hvad der sker

GARY SNYDER: SKILDPADDEØEN
154 sider, oversat af Mads Kusk, 150 kr 
Bureauets Lommebibliotek 

Af Jes Nysten
Jeg ved ikke, hvor meget navnet Gary Snyder siger danske læsere. Måske vil det være nemmere med navne som Jack Kerouac og Allan Ginsburg? Jo, de tilhører da den amerikanske såkaldte beat-generationen - beatniks - en broget flok af digtere, der fra slutningen af 50'erne samledes på østkysten, og som på trods af deres forskelligheder havde en fælles "mission": at befri mennesket fra det kommercielle, kapitalistiske samfunds lænker. 
Til denne mission hørte bl.a seksuel frigørelse, eksperimenter med stoffer, eksperimenterende poesi, der hentede rytme, puls, frasering og råhed fra jazzen. Men det handlede ikke bare om at slippe tøjlerne. Man ville ikke blot ud af snærende lænker og leve frit og uforpligtende og ubekymret. Disse folk følte at frigørelsen fra det kommercielle samfunds normer og begrænsninger åbnede for et større og mere forpligtende fællesskab: naturens altomfattende fælles-liv. 
Beat-generationen er vel først og fremmest kendt for denne oplevelse af naturen som deres "hjem" - og megen af deres kunstneriske virke var grundfæstet i en stærk økologisk bevidsthed. 
En vigtig vej væk fra en vestlig forbruger-holdning til Moder Natur var deres indoptagelse af østerlandsk tænkning og spiritualitet, navnlig zen-buddhismen, der netop tilbød en anderledes respektfuld natur-bundethed. 

I dette felt står Gary Snyder som et stadigt aktivt fyrtårn. Han var med fra begyndelsen som en af de mest reflekterede og aktive.
Hans biografi vidner virkelig om en determineret og seriøs frontkæmper, der både i det helt nære konkrete og det intellektuelle har ydet noget af det bedste indenfor dette brede felt. 

Derfor giver det også god mening, at han nu endelig bliver gjort tilgængelig for danske læsere med denne lille men fornemme udgave af "Skildpaddeøen", som han modtog Pulitzerprisen for i 1975 - også selvom den således kommer med 40 års forsinkelse! Vi møder i digtsamlingen en både strengt formbevidst og sprudlende legende sprogkunstner, der med sin stærkt økologiske optagethed og spirituelle tone vil vække genklang hos rigtig mange også idag. 

Der er naturligvis altid en fare for at en så stærk fokusering på "en sag" kan få selv de bedste digte til at blive didaktiske lærestykker, og faren ligger også her for Snyder. Udgivelsen afsluttes med afsnittet "Klar tale", hvor Snyder i ligefrem essayistisk form fremfører sine behjertede betragtninger. Her er det på sin plads med politiske/etiske vejledninger. Men i selve digtsamlingen står de digte stærkest, hvor den sansede og erfarede "naturtilstand" foldes ud - uden bagtanker. 

Navnlig tre digte vil jeg kort nævne - alle tre umiddelbart betagende, prægnante og vidtfavnende:

I digtet "UDEN" bliver indfældetheden i naturen, det fælles åndedrag, den fælles "sang" stilsikkert tømret fast:

"stilheden
i naturen
inden i.

kraften inden i
kraften

uden.

vejen er hvad der sker - ikke
et mål i sig selv.

målet er,
ynde - lethed -

at hele,
ikke frelse

synge 
beviset

beviset på kraften inden i."

I digtet "DE DØDE VED SIDEN AF VEJEN" 
Her observerer digteren de forskellige dyr, der ligger døde ved vejkanten. Der skulle de jo ikke ligge, men vi har netop begrænset deres udfoldelsesmuligheder med vores gennempløjning af naturen med vore enorme vejnet. 
Digtet slutter:
"Bed til deres sjæle. Bed dem velsigne os: 
vores gamle søstres veksler
vejene blev lagt på tværs og dræber dem:
natlysende øjne
De døde ved siden af vejen."
Her har vi samme motiv, som Bruce Chatwin udfolder i Songlines: at vi har skåret de naturlige veje for naturens dyr og mennesker over med vore kultiverede og rationelle "tanke-veje"! 

Digtet "BADET" er en vidunderlig smuk og sanselig beskrivelse af en bade-scene, hvor digteren og hans kone og søn bader hinanden, indsæber hinanden, berører hinanden - bliver til for hinanden som levende kroppe  midt i en større og mere omfattende "krop". 
Hvert vers slutter med "er dette vores krop?", for til sidst at konstatere 
"skyen henover himlen. Vinden i fyrretræerne 
den gurglende rislen på den sumpede eng
dette er vores krop."

Jeg har her blot givet en lille smagsprøve på en på alle måder fornem digtsamling. Endnu engang skal vi glæde os over Det Poetiske Bureaus Forlag, der som fx her i deres "Lommebibliotek" giver os uventede og store læseglæder.  

fredag den 21. april 2017

Den kritiske, den mørke og den virkelig smukke

Thorvald Berthelsen
Mørkeleg
Forlaget Ravnerock, 2016
93 sider

Af Anne Rye Andersson
Med meget på hjerte har Thorvald Berthelsen skrevet den kritiske, mørke og virkelig smukke digtsamling m.m. Mørkeleg. Han skriver med en sjælden præcision og fremragende blik for essens, som ses helt tydeligt i haikudigtene. Evnen til at skære ind til benet og samtidig berøre og være vedkommende er eminent.

Du løber i mørket. Du falder, famler. Du slår dig på mørket, men oplyses også af det. Du befinder dig i Berthelsens digtsamling Mørkeleg. Imellem de forskellige nuancer af mørke opstår lysglimt, sideløbende med kritikken af et samfund i åndeligt forfald. Det er følelsen af at være i et mikrokosmos fyldt med sorte huller, som forfatteren også beskriver i bogen. Disse sorte huller er fyldt med åndelig illumination eller slet og ret intethed.

Det er en bevidsthedsudvidende oplevelse at læse disse stramt komponerede digte. Og stramt skal forstås meget positivt, som præcist, værket skærer ind til benet og viser altings begyndelse. Som fx her:

Savage Rose (…)
Vildrosen er død
Den storternede stormvindes
ru overtoner.

Eller her:

Dragesæd
Så dragetænder
i dampende engfurer
Høst dværgfyrs stenbid.

Eller her:

Hverdagssvigt:
Skibbrudne kys
kan ikke synke for
vildfarne vinger.

Læsningen af Mørkeleg er ligeledes en følsom sag. Der er noget rørende over den næsten-nærhed, der beskrives mellem linjerne. Noget sindsoprivende. Bare de hænder dog når hinanden, tog undertegnede sig selv i at tænke. Den forliste kærlighed set gennem nye briller kan være en voldsom øjenåbner, og det er den tydeligt i denne samling. Sideløbende med haikudigtene ses smukke og surrealistiske illustrationer i form af collager, også fra Berthelsens hånd. De understreger meget fint stemningerne i digtene, som er dragende i deres drømmende udformning. Herudover indeholder samlingen erindringsbilleder og nyfortolkninger af H.C. Andersens digte i haikuform, hvilket er udmærket gjort. Et eksempel ses her:

Den grimme ælling:
Kroppen i vandet
bevæges lettere end
drømmenes svanesang.

Referencerne i digtsamlingen er mange. Lige fra Dan Turéll til den slovenske digter Lucija Stupica. Det klæder værket og vidner om en belæst forfatter, hvilket giver værket en ekstra tyngde. Værket er en smuk helhed, hvor de undersøgende ord hænger sammen med de fine collager. Ikke mindst fordi værket afsøger det skrøbelige i vores eksistens og det skrøbelige i kærligheden. Det viser læseren en usikker verden fyldt med divergens, hvor det grimme stikker sit afstumpede ansigt frem midt i det smukke. Ledsaget af et ufravigeligt håb og troen som underlægningsmusik bliver disse digte ikke mørke i dårlig forstand, tværtimod. De bliver derimod livgivende og inspirerende. Livsbekræftende.

Jeg vil anbefale alle nysgerrige sjæle med appetit på livet at læse denne digtsamling, men også dem for hvem håbet lider. Der er håb, og det viser Berthelsen på fineste vis. Smukt indspark.

(Anmeldelsen har tidligere været bragt på modspor.dk. Den bringes i Den smalle bog med tak for tilladelsen. Red)


tirsdag den 18. april 2017

Kunstens historie i Aarhus

Lars Morell: ”200 års kunst i Aarhus”, Aarhus Universitetsforlag 2016, 320 sider, rigt illustreret, 399,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Selvom pragtværket ”200 års kunst i Aarhus” allerede udkom 1. november 2016, udgør den en del af fejringen for Aarhus, der i 2017 giver den på alle tangenter som europæisk kulturhovedstad.
Lad det være sagt med det samme: Bogen er ualmindelig stor og flot, selvom dens forsidebillede ikke gør noget væsen af sig. Med lysegrøn lærredsindbinding og et format, der overgår de fleste bøger, står man med en særpræget udgivelse i hånden, der vækker en hel del forventninger om indholdet. Næsten hver anden af de dejligt tykke sider bringer da også skarpe gengivelser af forskellig aarhusiansk kunst. Kun en del af de gamle fotografier af guldaldermalere og deres omgivelser er i sagens natur lidt slørede.

Forfatteren og idéhistorikeren Lars Morell har bygget bogen kronologisk op. Med udgangspunkt i Emmerik Høegh-Guldberg (1807-1881), hvis kunst forfatteren ikke er imponeret af, men som til gengæld roses for at have skabt gode rammer for mere talentfulde malere, udfoldes det kunstneriske liv, der næredes af den lokale natur i Aarhusbugten og Riis Skov. Morell fortæller om de forskellige maleres motivvalg, deres foretrukne teknik samt deres hensigt med at male. Ofte får man også indblik i forfatterens vurdering af de enkelte kunstneres kunnen eller mangel på samme.

Allerede i de første kapitler slås det fast, at Aarhus altid har hængt lidt fast i traditionerne. Byens kunstnere har taget ved lære af andre, men sjældent været med i fortroppen, når en ny retning brød frem. Dette er en meget ærlig fremstilling, men samtidig udgør den en trussel mod bogen selv, for hvem gider læse om kunstnere, som bare har fulgt i sporet på andre, større ånder? Denne konsekvens er det dog ikke nødvendigt at drage, for selvom de allerfærreste aarhusianske kunstnere har været trendsættende, har de kunnet udfolde deres talenter indenfor de givne rammer, der hørte deres tid til.
Disse større eller mindre talenter gennemgår Morell med beundringsværdig soliditet. Han har udført ikke så lidt grundforskning for at få mest mulig information om selv glemte kunstnere med. Bagsiden af denne medalje er, at bogen (særligt i enkelte kapitler) er på nippet til at drukne i navne, som blot nævnes en eller to gange. Af samme grund fylder navneregistret 10 sider bag i bogen, vel at mærke i to spalter som bogens øvrige opsætning. Det er ganske meget, når man tager i betragtning, at der kun er tekst på halvdelen af bogens godt 300 sider. Selvom læseren af denne grund let kan miste overblikket, samler teksten sig dog på en anden måde. Om end man ikke kan huske de mange navne, giver de små, leksikonartikellignende gennemgange af billedkunstnerne en samlet forståelse af, hvilke interesser og retninger, der var med til at danne de skiftende tiders udtryk for kunsten i Aarhus.

Høegh-Guldberg og Overtaci

Ud over disse korte omtaler af forskellige kunstnere fremdrager Morell også en række andre personer, der har haft særlig betydning for kulturhovedstadens kunstliv. Ud over Emmerik Høegh-Guldberg er det folk som Overtaci/Louis Marcussen (1894-1995), Kam Petersen (1918-1986) og Per Kramer (1942-2010). Af disse anser Morell Overtaci/Louis Marcussen for at være en af de største aarhuskunstnere. Marcussen rejste til Argentina i 1923, hvor han ernærede sig som malersvend. Efter nogle år fik han svært ved at få arbejde og endte blandt samfundets fattigste. Siden opsøgte han regnskovsindianerne i den nordlige del af landet. Enten udløste sult eller indtagelse af euforiserende svampe en psykose, som Marcussen aldrig blev helbredt for. I 1929 vendte han hjem til Danmark, hvor han ret hurtigt blev indlagt som psykiatrisk patient. Her insisterede han på at blive kaldt Overtaci. Hans særlige talent som kunstmaler blev opdaget, da han boede på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Her findes der et museum (Museum Overtaci) med hans og andre psykisk udfordrede kunstneres værker.

Selvom bogen vrimler med navne i en sådan grad, at nogle er glemt, så snart de er nævnt, springer Morell ikke over de af de seneste årtiers store kunstnere, som også stammer fra eller har haft deres gang i Aarhus. Her kan nævnes navne som Asger Jorn, Sven Dalsgaard, Erik Heide og Ingvar Cronhammer.
Ud over den grundige gennemgang af byens mangfoldige billedkunstnere, fortæller ”200 års kunst i Aarhus” også historien om de forskellige kunstskoler såvel som udstillingssteder. Læseren sættes ind i de indbyrdes kampe og de forskellige lokale kunstneres forsøg på at lægge en linje for skolernes tilbud og udstillingernes indhold.
Der sker meget på 200 år, og set i det perspektiv har Lars Morell fået forbløffende meget med i sin store, flotte bog. Der kræves både koncentration og tålmodighed af læseren, men det er vel heller ikke for meget forlangt, når bogen skal redegøre for den indflydelse, billedkunsten har haft i Aarhus; en indflydelse, der også må have været medvirkende til, at byen blev udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad.

torsdag den 30. marts 2017

Jeg er den afgrund, der åbner sig under mig

Mona Larsen
Konkylieøre
Forlaget Mellemgård
64 sider, 149 kr., fås også som e-bog


Af Thorvald Berthelsen
Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter - der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner

komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn

kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks.  i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.”
Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa
af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden

lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl
krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke

af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker
og så –
de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller
kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore (s ene) ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:
verden ligger fjernt

selvforglemmende

dystopisk opklippet
jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?
verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne
jeg finder stederne
ved vandet
alle steder
kan sagtens
stå stille
længe
på et ben
kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i udpenslet sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.

Som helhed betragtet er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.