lørdag den 31. december 2016

Nå, men der skal vel også siges noget opbyggeligt

Den smalle bogs nytårstale

Af Evy Konigsberg

 

Jeg ved sgu ikke med det der nytår.

Hvad ved du ikke?

Hvad man skal sige om det.

Du skal vel bare sige noget om at 2016 har været et frygteligt, frygteligt år og Trump og trekløverregeringen og terrorisme og en truende 3. verdenskrig og indvandring og Pia Kjærsgård og Joachim B. Olsen og klimakatastrofer og Bertel Haarder og Skat og Leonard Cohen og David Bowie og Prince og Claus Ryskjær og flygtninge og Morten Messerschmidt og Brexit og OL guld til håndbolddrengene og Facebooks store bogstaver, når man skriver kort og lidt mere om Trump og hvorfor medierne elsker ham og så naturligvis lidt om Evy Konigsberg.

Evy Konigsberg? Hvem fanden er det?

Det er hende, der skriver dette her.

What!

Ja, ja, det er kompliceret, men du skal ikke lægge dig ud med hende. Så skriver hun dig usympatisk.

Hvad mener du? Hvordan kan hun overhovedet skrive dette uden at tage os med på råd? Hvem er hun?

Ingen ved det rigtigt. Hun siger, hun er i familie med Woody Allen. Hans rigtige navn er jo faktisk Allen Stewart Konigsberg, så der kan godt være noget om det. Hun siger også, at hun er meget smuk og kvik i pæren.

Er hun så det?

Det ved jeg da ikke. Jeg har ikke set billeder af hende. Det har ingen.

Ingen ved, hvem hun er?

Nej.

Jamen, er hun et heteronym?

Ja, måskeSelvom de fleste nok ville kalde det et pseudonym, men hun insisterer på, at kalde det et heteronymHun er virkelig en pindehugger!

Men ingen ved hvem hun er? Det lyder sært. Og du ved det heller ikke?

Nej, men hun er i hvert fald ikke Morten Sabroe.

Morten Sabroe? Hvem fanden er det?

Ham den lille forfatter, der altid skriver om sin mor og sin kone.

Nåh, ham. Er du sikker på, hun er ikke ham?

Ja, hun digter jo. Eller, undskyld. Hun skriver vers.

Hvorfor undskylder du det? Er der forskel?

Ja, for helvede. Det er stor forskel. Digterne skriver ikke vers. Er du tosset. Det var i gamle dage. Bare se det røre omkring Bob Dylans nobelpris. Der var nogle digtere og litterater, der blev rigtig sure og stillede sig op og begyndte at definere.

Definere hvad?

Hvad der er litteratur, og hvorfor Dylans sange ikke er litteratur, når der går digtere rundt og digter på papir, hvorfor skulle man så give Nobelprisen til en, der synger sange og rimer og alt muligt? Og som er meget populær, ikke at forglemme, hvilket digtere jo bryster sig af ikke at væreDer var endda nogle, der tog en linje fra en af hans sange og sammenlignede den med en linje fra et helt andet digt af en helt anden digter, og sagde, at linjen fra det helt andet digt var bedre end linjen fra Dylan-sangen. Og derfor skulle han ikke have Nobelprisen.

Var det ham der Simon Pasternak?

Det kan jeg ikke huske, men det kunne det sagtens have været.

Han har ellers nogle gode, fortænkte linjer.

Er han Nobel-materiale?

Nej, for helvede. Ha ha!

Nå, men fuck dem. 

Ja.

Men året. Det var året, vi skulle tale om. Anus horribilis. Lagde du mærke til, hvad jeg gjorde der? Vits.

Anus? Ja, virkelig dårlig vits, men lad os nu lige være alvorlige et øjeblik. Det øjeblik skal man altid lige finde, når det er nytår. Øjeblikket, hvor man lige, du ved, tænker tilbage på alt det lort, som året har indeholdt. Og så lige toppe med det gode.

Hvad vil du så lige sige?

Noget med højrenationalisterne. Jeg havde et eller andet, jeg ville sige. Noget med at de er nostalgikere. De vil have, at tingene skal være som i de gode gamle dage. Det er også det Brexit og Trumps valg handler om. Tingene skal være, som de var en gang, alting var bedre i gamle dage, og de mest stupide af dem blander så lige den hvide mands overlegenhed ind i det også. 

Og så er vi tilbage ved fascismen.

Ja, men det kan også godt være de gode, gamle dage for nogle. Det var i hvert fald til at se, hvad der var rigtigt og forkert. Og det vil de gerne have tilbage. Det hele holdt i pæne, brune og orange nuancer.

Og måske skulle du også lige sige noget om islamisterne. Bare for at være på den sikre side. 

Ja, men det er det samme. Nøjagtigt det samme. Højrenationalisterne kan bare ikke se det, men der er stort set ingen forskel. Og de ekstreme af dem bruger vold. Same shit.

Nej, hold dig til håndbolddrengene. Det kan alle være med på. Også Bilka-folket.

Bilka-folket?

Ja, du ved alle dem, der stemmer på DF.

Nå ja, men de er jo nogle af de højre-nationalister, vi lige har snakket om. Dem er der mange af. 

Lidt færre end før. Men det er nok på grund af Messerschmidts og Dansk Folkepartis svindlen med EU-midler. Eller også er det fordi der er kommet et endnu mere ekstremt højrepopulistisk parti med hendeVermund.

Nå, ja. Ha ha ha.

Hvorfor griner du af det?

Er det ikke hende, der er blevet kæreste med ham der Jarlov? 

Nej, det er en anden. En eller anden kendt, hvis navn og virke, jeg har lykkeligt glemt. Same shit.

Men han er da også højreorienteret.

Ja, der er mange højreorienterede. Virkelig mange. Og neo-liberalister, der mener noget om frihed og markedet,som skal have lov at råde og de rige skal have lov til at være rige, og ikke betale så meget i skat. Og ellers være i fred for de fattige, som ikke skal have for meget hjælp, for så skal de rige bare betale topskat. Og hvad kunne de ikke have fået for de penge? Der er virkelig mange neo-liberalister, og de optræder hele tiden i medierne, fordi de er gode til at være i medierne selv om de ikke rigtig har noget nyt eller interessant at sige. 

De er kedelige. Lad os hellere snakke om noget andet. De døde.

Dem har vi nævnt.

Ikke George Martin eller George Michael eller Ole Erling eller Bud Spencer eller Elie Wiesel eller Mads Holger eller Muhammed Ali eller Gene Wilder.

Åh, nej. Ikke også Gene Wilder.

Jo, han døde også. 

Ham kunne jeg godt lide. Han var skøn i BlazingSaddles. Og Chicago Ekspressen. Og The Producers.

Vidunderlig.

Dem laver de ikke mere.

Hvad for nogle?

Den slags sjove skuespillere.

Det ved jeg da ikke.

Nævn en.

Øh… Det kan jeg sgu ikke. Du har nok ret. 

Gu har jeg så.

Men Bertel Haarder har vi da endnu.

Hvor fanden kom det fra? Det har da ikke noget som helst at gøre med Gene Wilder. Bertel Haarder kan jeg ikke sige noget om. Han er intetsigende.

Årh, det ved jeg da ikke. Han har da været minister i mange år under mange forskellige. Det bliver man vel ikke, hvis man er intetsigende.

Eller også bliver man det netop.

Shit, du har ret! Du har sgu indsigt. Eller…, er det i virkeligheden ikke hende Konigsberg, der har indsigt?

Jeg ved ikke, hvad du taler om.

Evy.

Nej, nej, det er mig, der har indsigt.

Men hvordan kan man vide om det er hende eller dig, der taler?

Det kan man ikke, og det er det, der gør det så vidunderligt.

Tjoh, vidunderligt, ligefrem? Det ved jeg sgu ikke.

Er der mere, der skal nævnes?

Ja, Evy Konigsbergs verssamling ”Ud af stedet”, bør vel retfærdigvis også nævnes.

Hvorfor det?

Fordi den er blandt årets bedste bøger. Det ved alle da.

Er den?

Ja.

Åh. Det er hende, der taler nu, ikke?

Nej, det tror jeg ikke.

Er det dig, der taler?

Ja, det tror jeg.

Nå, men der skal vel også siges noget opbyggeligt. 

Opbyggeligt? Altså sådan noget som: ”Opfør jer ordentligt”?

Det fås ikke mere opbyggeligt. Tak.

Og så skal der hilses til dem, der er langt fra hjemmet.

Hvordan hilses?

Du ved, bare hilse. Løft hånden og hils.

Sådan?

Netop. Godt hilst.

Godt nytår.

Godt nytår.

 

[Evi Konigsberg udgav i 2016 verssamlingen Ud af stedet (Det poetiske bureaus forlag). Bogen er anmeldt her: http://densmallebog.blogspot.com/2016/12/nar-digte-kommer-ud-af-stedet.html. Red.] 

 

onsdag den 28. december 2016

En artikuleret form for selvransagelse

Nina Damsgaard: ”Maler-Anders. Et portræt af kunstneren Anders Kirkegaard”. VejleMuseerne-Kunstmuseet og Aarhus Universitetsforlag 2016, 186 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
”For Anders Kirkegaard er det at være kunstner en artikuleret form for selvransagelse. Det er et kald og et valg, der kræver hudløshed og hensynsløs ærlighed af den, der praktiserer det som levevej. Hvis man kun om én dansk kunstner kunne sige, at han altid har været noget af en enmandsbevægelse, uanset hvor han var i sit liv, så kunne den ene godt være Anders Kirkegaard. Om nogen i sin generation tager han udgangspunkt i alt det, der står ham nærmest som individ” (s. 163f.). Sådan skrev kunstanmelder og mag.art. i kunsthistorie Peter Michael Hornung i Politiken i forbindelse med Anders Kirkegaards 60 års fødselsdag i januar 2006. Denne korte beskrivelse bliver bekræftet og udfoldet i Nina Damsgaards bog om Kirkegaard. Bogen udkom i januar 2016 i forbindelse med kunstnerens 70 års fødselsdag, hvor VejleMuseerne-Kunstmuseet, som Nina Damsgaard er overinspektør ved, lagde lokaler til udstillingen ”Anders Kirkegaard – Klagesange og Lovsange”. Dette museum har en betragtelig samling af Kirkegaards værker, hvilket skyldes, at kunstneren boede de første 10 år af sit liv i Vejle.

Anders Kirkegaard: Krønike

Værk og analyse
”Maler-Anders” er bygget kronologisk op med et overblik over Anders Kirkegaards barndom og ungdom, men ellers lader forfatteren kunstnerens værker udgøre udgangspunkter for de biografiske oplysninger. Undervejs fører Damsgaard sobert og informativt læseren gennem en lang række analyser af Kirkegaards værker – og det er ellers ikke nogen let opgave! Kirkegaard har en særegent personlig udtryksform, der næsten konsekvent er svær at afkode. Stilmæssigt spreder han sig bredt, men har dog mest hjemme i surrealismen. Hvis man som jeg i årevis har været fascineret af Kirkegaards malerier, men samtidig har haft svært ved at trænge ind i værkerne og få adgang til de bagvedliggende tanker, er Damsgaards bog en kærkommen gave. Efter blot få siders læsning konstaterede jeg, at dette var en bog, jeg havde savnet i adskillige år. Man kan håbe, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, for ”Maler-Anders” fortjener at blive læst ;dels fordi malerierne bliver endnu bedre af at blive gennemgået af så kompetent en formidler som Damsgaard, dels fordi bogen er grundig uden at blive tør.

Gennemtænkt på kryds og tværs
Anders Kirkegaard arbejder ofte med hvert enkelt maleri gennem en årrække. Dette medfører, at det enkelte værk bliver gennemtænkt på kryds og tværs, hvilket ofte resulterer i nogle ganske lange titler, der ikke nødvendigvis yder beskueren hjælp til at afkode maleriets motiv, men ikke desto mindre giver det en ekstra dimension. Et par eksempel på titler: ”Det er synd for Veronica (Den rigtige titel ville fylde 100 sider, og hun ville ende som Luthers kone!)” (s. 65) og ”Fra et skrøbeligt grænseland (Der var engang, da forurettelsen og den uskyldige harmes fængsel blev oplevet som friheden. Nu er man blevet klogere. Desværre. For glæden er: at stå i lort til knæene – uden at vide det! Og at arbejde for fremtiden”)” (s. 77). Om titlerne forklarer Damsgaard: ”Kirkegaard bruger sproget til at skabe billeder. Det er hans eget kaos, han forsøger at få hold på i malerierne – også gennem billedtitlerne. Som følge af hans indre kamp og ikke mindst den tvivl, der ofte opstår undervejs i processen, bliver billedernes titler modsætningsfyldte, alenlange og komplicerede. De tvetydige billedtitler kan opfattes som udvidelser af billedernes indholdsside, men samtidig røber de kunstnerens inspirationskilder, hans undersøgelser, overvejelser og bekymringer.” (s. 36). Kunstværket suppleres altså af en titel, der ikke nødvendigvis forklarer, men i hvert fald føjer en ekstra dimension til værket.
Kirkegaards motiver er ofte mareridtsagtige. Kroppe er helt eller delvist skildret uden hud, så man ser ind til sener og muskler. Skildringen er bogstaveligt talt hudløs; for sådan er Kirkegaard! Han gider ikke beskæftige sig med det overfladiske, men dykker ned i substansen – også selvom disse dyk får personlige konsekvenser for ham.

Kirkegaard og Knausgård
Således bliver Kirkegaard lige så selvudleverende, som Karl Ove Knausgård er det inden for litteraturen. Det sidste, man kan anklage Kirkegaard for, er at lefle for publikum og eventuelle købere. Derfor er Kirkegaard i højere grad repræsenteret på museer end i private hjem. Den enorme drivkraft, der fylder Kirkegaard, giver han blandt andet udtryk for i dette citat fra 2000, hvor han ser tilbage på sit arbejde i 80’erne: ”Det var bare lort det hele. Had, angst og idioti. Nu bagefter kan jeg se: Hold kæft, hvor fik jeg lavet meget. En stribe gode billeder midt i infernoet. Jeg brølede min vrede ud gennem disse malerier. Og så sidder jeg her i dag og pusler med mine fine småproblemer. Det er måske derfor, jeg er så sur på mig selv.” (s. 95).
Kirkegaard er ikke typen, der på noget tidspunkt stiller sig tilfreds. Han er altid i opposition til sig selv og andre. Således er Kirkegaard også i årtier er gået imod strømmen i kraft af sit livtag med kristendommen. Behandlingen af troens indhold udfører han hverken med en ironisk eller satirisk distance. Dertil anser Kirkegaard, der som ung havde planer om at læse teologi, det kristne budskab for at være alt for vigtigt. Denne kendsgerning gør det ganske bittert, at hans meget omfattende arbejde i forbindelse med et altermaleri til Struer Kirke i sidste ende måtte opgives inden fuldførelsen.

Skitser som hovedværker
Ikke desto mindre er de skitser, Kirkegaard udarbejdede i den forbindelse, blevet nogle af hans hovedværker. I begyndelsen af 1970’erne var Kirkegaards stil imidlertid for stor en mundfuld at sluge for en stor del af lokalbefolkningen i Struer - hvilket den sikkert ville have været det fleste steder. Det er nemlig krasse sager, Kirkegaard ville placere over alteret. Men det var netop en del af ideen med maleriet, at det skulle være oprivende at se på. ”Med Struer-tavlen ville Kirkegaard således vise, at budskabet fra Golgata tilsyneladende ikke længere bliver hørt, og ingen mere kan råbe folk op.” (s. 66). Altertavlen skulle altså ruske op i kirkegængerne, så de begyndte at tage kristendommens budskab alvorligt i stedet for at omforme det til et velklingende, men uforpligtende kærlighedsbudskab. Som sin næsten-navnebror Søren Kierkegaard, ville Anders Kirkegaard føre en kamp mod den etablerede kirke, så den kunne vende tilbage til den nytestamentlige kristendom og ikke lade evangeliet fise ud i småborgerlig selvtilfredshed og æstetisk nydelse.
Mens Kirkegaard ikke håner det kristne budskab, kan han være særdeles spiddende, når han tager kirken som institution under behandling. Dette sker f.eks. i maleriet ”Søllerød Domkirke. Luksus-alter til de rige og dovne – eller, for alvor – Fyld selv på” (s. 130) fra 1986-88, der, bortset fra en gylden baggrund, intet rummer. Hermed giver Kirkegaard udtryk for, at Folkekirkens forkyndelse er blevet indholdsløs, fordi ingen har lyst til at lægge øre til kristendommens kompromisløse budskab. Man vil bare have guld og glimmer.
Denne kritik er lagt på hylden i de fire sammenhængende malerier, Kirkegaard i 1997 malede til prædikestolen i Torsted Kirke. Her har kunstneren ladet pensel og maling forkynde på en måde, der føder et håb om, at denne kirke ikke bliver den eneste, Kirkegaard får lov til at sætte sit præg på.
Noget af det krasbørstige ved Kirkegaard veg tilbage, da han efter årtusindskiftet begyndte at lave parafraser over det maleri, der ifølge kunstneren er ”det største, der nogensinde er frembragt i Danmark” (s. 143), nemlig L.A. Rings ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” fra 1900. I en omfattende serie gentager han Rings motiv, men ændrer detaljer og ikke mindst farver, så hvert nyt maleri bliver en slags meditation over Rings original. Op til udstillingen i forbindelse med Kirkegaards 70 årsdag, greb han dog tilbage til det barske motivvalg, idet han udførte et stort maleri med titlen ”Det store grimme”, der byggede på Dimitrij Baltermants fotografi ”Sorg” Fotografiet viser pårørende, der leder efter deres familiemedlemmer blandt de døde, som nazisterne henrettede i Kerch på Krimhalvøen i 1942. ”Det store grimme” fik sin modsætning i ”Det store smukke”, der blev udført i samme stil som parafraserne over Rings mesterværk.

L. A. Rings Sommerdag ved Roskilde Fjord
Således fører Damsgaard sin læser gennem Anders Kirkegaards oeuvre, og selvom kunstnerens værker sjældent er opmuntrende, bliver læsningen det, fordi man konstant bliver klogere. Bogen er fuld af fotografiske gengivelser af de værker, der bliver gennemgået. Dog er der desværre enkelte malerier, der ikke gengives. Her må man nøjes med den skriftlige beskrivelse af motivet, hvilket ikke er tilstrækkeligt. Det kunne desuden have været gavnligt med nogle udsnit af særlige detaljer fra enkelte malerier. Men bortset fra dette er ”Maler-Anders” en særdeles fornem og læseværdig udgivelse, der skildrer en kunstner, som - ude af stand til at lade være – udleverer sig selv i sine malerier, så beskueren bliver skræmt og provokeret, men også inspireret til at tage nogle af tilværelsens problemstillinger op til overvejelse fra de synsvinkler, værkerne introducerer.

tirsdag den 20. december 2016

Når digte kommer ud af stedet


Evy Konigsberg
Ud af stedet
Det poetiske bureaus forlag 184 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum
Lad os være ærlige. Det har på en alt for lang række områder været et møgår. Fremfor alt har vi nu set de første klare konsekvenser af den populistiske vending, som en 100% markedsstyret verden nødvendigvis må gå mod, nemlig gennem det vilkår, som kaldes det postfaktuelle, det vilkår, at vi har haft en generation af computeropdragede unge mennesker som vælger en mand som Trump og tror på, at han vil gøre verden bedre for dem. Verden blev markedsstyret omkring ca. 1980 via neoliberalismens indtog i nationaløkonomierne, hvor den skubbede det socialliberale demokrati i baggrunden. Men det tager vi en anden gang.
Omslag: Mikkel Pape
For det andet er (i samme bevægelse) mellemmenneskeligheden forsvundet ud af vores fælles samfundsbærende logik, så der er andre logikker, der stiller sig foran. For det tredje har Danmark en regering, der lukker 10 gange så mange kulturinstitutioner, som den åbner og desuden har vi med al tydelighed forstået, at kunsten har mistet sin stemme i det offentlige rum, fordi den har lavet sig en regel om, at hvis den rigtig skal betyde noget, må den ikke betyde noget og derfor ikke have holdninger. Dette skete også omkring 1980, hvor kunsten trak sig tilbage fra det politiske rum og begyndte udelukkende at tale om det individuelle.
I mellemtiden er samfundsudviklingen gledet os af hænde og folk kører ind i hinanden med lastbiler. Hvad der imidlertid ændrer en lille bitte-bitte smule på sagen i det store perspektiv og temmelig meget i det lille er, at Evy Konigsberg har udgivet en samling ”vers, rim & eder i udvalg” på Det Poetiske Bureaus Forlag:

KALVEKOTELETTER
Jeg har haft et hårdt liv
Jeg har ikke gået til spejder
Mine sko var sidste års model
Og det var ikke mig, der
Fik en masse lommepenge
Nogle gange fik vi koteletter
Altså kalv, naturligvis
Der var ingen kære mor
Jeg havde bare at spise
Altså ikke fedtkanten
Den gav vi til hunden
Som sad der og tiggede
Og slikkede sig om munden
Jo, firserne var virkelig
Et utroligt hårdt årti
Det er mejslet ind i mit sind
Gudskelov det er forbi

Vi kan ikke rigtig se, hvor snittet i den ironiske vinkling ligger, og det er det, der efter min mening får teksten til at tage springet fra løse tanker til ren digtning. Sådan er det hele vejen igennem. 
Men hvem er Evy Konigsberg? Evy Koningsberg bringer satiriske opdateringer, digte og sproglige brudstykker af virkeligheden på de sociale medier. Forlaget skriver om hende, at ”Evy Konigsberg er vistnok 34 år, gift og har to børn. Hun er født i Viborg, men bor i København på Nørrebro. Hun har også boet i New York, hvor hun har arbejdet for et stort reklamebureau. Her mødte hun sin amerikanske mand. Og så påstår hun, at Stewart Allen Konigsberg (a.k.a Woody Allen) er hendes grandonkel.” 

Men fremfor alt så er der tale om tekster, der vil tilbage over den bro til virkeligheden, som kunsten har brændt og udstillet som installationer de seneste 30 år. Virkelighedens og kunstens glemte slægtskab:

SØREN ULRIK THOMSEN
Søren Ulrik Thomsen er god
Og lavstammet velformuleret
Han kan synge dansktopsange
Pitchperfect og velsordineret
Hans motorcykel er smuk
Og brummer lavmælt adækvat
I ovenstående sætning
Er “brummer” vistnok prædikat

På en måde kræver selv en tekst som ovenstående, der er rimet som en hel del af bogens tekster, en meget velvillig tålmodighed for at åbne sig og afsløre, at den stritter i rigtig mange retninger, ligesom den foregående og derved bærer samme træk som al anden kunst. Men det er netop det, man ønsker for det sproglige, der ikke lader sig intimidere af den ironiske diskurs: at det kan få lov at finde tilbage til den velvillige tålmodighed, så man ikke mangler et rum i sit hoved fordi de alle sammen er fyldt op af reklameskrammel og hurtigsnakkeri. Det er derfor, Evy Konigsberg er en fordybelse værd. Teksten ligger meget, meget tæt op af nogle iagttagelser Roland Barthes gør sig i bogen Mytologier, der er kommet i flere udgaver på dansk, hvor der er et afsnit med titlen "Forfatteren på ferie", og hvis vi blev ved at se på den længe nok, ville digteren Søren Ulrik Thomsen, der er særdeles svær at se i teksten her, til sidst være helt forsvundet.

I betragtning af, hvor fjernt litteraturen er kommet fra det offentlige rum, hvor man f. eks. i Danmark – i modsætning til i Sverige – har besluttet, at bøger ikke egner sig til public service-tv og også på det punkt har placeret en motorsav solidt over den gren, man selv sidder på som almindeligt tænkende medlem af samfundsfællesskabet, er det altså temmelig vederkvægende at læse en tekst som den her:

SANS RAISON
Åh, jeg er træt af det hele
Alt er på repeat deja vu
Jeg sidder nede ved søerne
Og læser Goethe og Camus
Det er svært at se en mening
Jeg overvejer at springe i
Kaste mig ud i det sorte vand
Så er det hele hurtigt forbi
Camus har allerede sagt det
Hvorfor leve sans raison?
Men husker så at Game of Thrones
Begynder en ny sæson
Jeg rejser mig brat og energisk
Væk er selvmordspresset
Jeg efterlader nonchalant
Goethe og Camus i græsset

PS: Evy Konigsberg har indvilliget i at holde nytårstale i Den smalle bog og skrive et indlæg i digtform (eller i hvert fald med brudt linjeføring).

onsdag den 14. december 2016

Det vanedannende ved at læse Baudelaire



Baudelaire i udvalg af Charles Baudelaire 
Hæftet bog, 740 sider, 2. reviderede udgave, 2014 
Det Poetiske Bureaus Forlag
Pris: kr. 350,00

af Jes Nysten
Det er temmelig vanedannende at læse Baudelaire - selvfølgelig først og fremmest som digter (af mange udråbt til at være: den første store moderne digter), men jo også som kritiker, essayist, samfundsrevser og højrøstet krukke. 
Dette udvalg af hans værker er en guldgrube for enhver, der ikke blot for alvor vil lære ham at kende, men for alle der vil blive klogere på, hvad det er for tanker og forestillinger, der har været med til at danne forståelsen af den moderne verden.
For om nogen har han været med til dette. 
Udvalget fremtræder også i en fornem oversættelse. Jeg er langt fra franskkyndig, men der er dynamik og styrke i sproget, så vi virkelig bliver revet med langs de baudelaireske veje og vildveje. 
I udvalget fra Des Fleurs du Mal er den franske tekst ovenikøbet sat overfor den danske. Så kan man jo der forsøge sig med at læse digtene højt på originalsproget - det lyder jo så godt på fransk!


Den moderne kunstners opgave
Baudelaire er en af de første, der formulerer den moderne kunstners opgave: at revoltere imod det han - fx i "Det moderne livs maler" - opfatter som tidens dekadence: en verden der har mistet sit ordnede princip og mytiske centrum. En flygtig, flydende, ubestandig verden. 
Den moderne kunstner er for Baudelaire en "enegænger med den aktive indbildningskraft, som altid er på vej igennem menneskenes umådelige ørken ... med et mere generelt mål som adskiller sig fra omstændighedernes flygtige nydelse. Han søger dette noget som man vil tillade os at kalde for moderniteten; for der findes ikke et bedre ord til at udtrykke denne idé. Det handler for ham om ...at uddrage det poetiske .. at uddrage det evige af det flygtige" (s 548f).
Poesiens opgave bliver at transformere "mudder og dynd" til "guld". Baudelaire  ser digteren som "den perfekte alkymist". Poesien er i stand til at bibringe den "faldne" verden en form for æstetisk kvalitet, en slags hellighed midt i det faldne. 
Man mærker overalt i hans skrifter dette stærke romantiske, religiøse islæt. 

Delacroix som romantiker
Det er også Baudelaire, der - i forlængelse af disse tanker - har præget opfattelsen af Delacroix som den store romantiker. Som han skriver i "Udstillingssalonen 1846": "Jeg ved ikke om han (Delacroix) er stolt af at være romantiker; men dette er i hvertfald hans plads, for hovedparten af offentligheden har for længst... udnævnt ham til den moderne skoles leder" (s 163). Og Delacroix er da også den der på særlig vis er i stand til at "skildre vore religiøse følelser ...og den alvorlige tristesse der kendetegner hans talent passer såre perfekt til vor religion - vor dybt sørgmodige religion med dens universelle lidelse" (s 173). 

Baudelaire og Poe
Baudelaire er også den, der for alvor gør Edgar Allan Poe kendt i Europa, den for Baudelaire store amerikanske romantiker. Han er en soul-mate. I Baudelaires optik var USA et kæmpe fængsel for Poe, det var "blot et stort gasoplyst barbari" (s 456). Poes "indre, spirituelle og poetiske liv, og endda hans tilværelse som dranker, var kun en evindelig anstrengelse for at undslippe denne antipatiske atmosfæres indflydelse" (s 456). 
Rusens betydning for kreativiteten deler han med Poe. I udvalget kan vi læse i "Det kunstige paradis" om hashens og opiumens virkning. På en og samme tid dybt interessant og rystende læsning!

Den idiosynkratiske moralist
Selvom det er fascinerende at læse Baudelaire som en selvbevidst og idiosynkratisk kritiker og moralist, er det selvfølgelig først og fremmest bogens udvalg af digte fra "Des Fleurs du Mal" - "Fra blomster af det onde" - der vælter en omkuld. Gribende og til tider uudholdeligt og med stor skønhed folder han sit univers ud : at ville omforme "det onde" til skønne blomster. Mennesket er fanget af tidens tyranni og plaget og fortabt er det blevet suget ned i materialismens kviksand. 
Men i særlige øjeblikke sker der en slags forvandling, en slags forening med naturen, der løfter mennesket ud af dyndet. Fx i det vidunderlige digt "Korrespondancer", der indledes med "Naturen er et tempel hvori levende søjler undertiden udånder forvirrede ord, / mennesket passerer denne skov af symboler der betragter ham med genkendelsens ro" (s 25). 
Man vil kunne udhæve mange andre passager fra disse betagende digte. Men gør hellere jer selv den tjeneste at få fat i dette fine og velkomponerede udvalg. Som sagt: det er stærkt vanedannende!

Jes Nysten

mandag den 21. november 2016

En fabelagtig poencyklopædi med pegefingre i alle paralleluniverser

Cecilie Lolk Hjort
Sputnik 2 - et poetisk leksikon 
Forlaget Ekbatana, 69 sider, 149 kr.

Af Thorvald Berthelsen
Cecilie Lolk Hjort kalder selv prosadigtsamlingen et poetisk leksikon. Det er dog snarere en poencyklopædi forstået som et poetisk helhedsomrids med leksikalske enkeltnedslag af universets mylder, som er hendes bud på den nødvendige sprængning af ord, fakta og genrer til en ny form, som er den egnede til en poetisk udforskning af den atomiserede verden og tid.
Poencyklopædien er opdelt i de tre kategorier Arter, Mennesker og Ting, hvor menneskets, de andres og naturens intime og smertefulde forhold afdækkes fra overraskende og provokerende vinkler som jordhøjde, vidvinkel og luftfotografier. Der er opslag om vidt forskellige emner fra Joakim von And (Arter) over Autist eller Trommeslager (Mennesker) til Stjerne, Sang og Timeglas (Ting). Og der er en fyldig biografi til hver kategori spændende fra D. Attenborough, Platon, Kafka og Poe til Lady Gaga, Youtube og Ekstrabladet.


Genrerne blandes som sagt og Sputnik 2 er en blanding af prosadigte og encyklopædi artikler, der sætter deres emne ind i en større sammenhæng/helhed. Denne blanding rystes sammen i noget der ligner moderne fabler, der bibringer teksterne noget mytisk som opbryder logikken og gendanner den i poesiens vilde tanke. Fablerne har ikke kun dyr i hovedrollerne men også mennesker og begreber og går derved som form over i sit eget opbrud og modstykke. Ligesom tiden i digtene ikke forbliver den lineære tid der tilsyneladende udspiller sig men går over i parallelle forløb og verdener. Det samme gør køn og andre af sumfundets fastlåste rollefordelinger. 
De 3 opslag/digte om rumhunden Laika har vidt forskellige forløb, afslutninger og ’moraler’ endda inden for det samme digt. Og i de to opslag/digte om Skuespiller er skuespilleren af forskellig køn. Og hun viser sig i det ene slet ikke at være hovedpersonen; det bliver manuskriptforfatteren der ender lige så stum som hun var da hun begyndte at skrive, mens skuespilleren foler sig spærret inde i dennes ord og frarøvet kommunikationen med mennesker, som hun var blevet skuespiller for ”at kunne tale uhæmmet til. Mens skuespilleren tænker alt dette, sidder manuskriptforfatteren bag scenen med en kronisk klump i halsen. Hun blev forfatter i håbet om, at nogen endelig ville lytte helhjertet til hendes ord. Men det er skuespilleren, der tager ordet, og det er skuespilleren, de svarer med deres klapsalver. Manuskriptforfatteren føler sig lige så stum nu, som før hun skrev den tekst, der ligger henslængt som en mur på garderobens bord.” Eller måske er hovedpersonen i fablen det manuskript der ligger der som en mur. Det er nemlig et andet træk der kendetegner Cecilie Lolk Hjorts udgave af fablen. Der er ingen entydig morale. De er altid flertydige. Pegefingrene stritter i alle retninger og mod parallel universer. Eller de forvandler sig til en af de modsatte med den særlige humor, der både holder og understreger masken.

I det andet digt/opslag er skuespilleren en mand, hvis arbejde det er at være menneske. Og for virkelig at være det må han ophøre med at sige sine skuespillerreplikker, der kun er eksempler på ham selv.” For at være sand må han spore og styre hver enkelt nerve fra hjerne til lemmer, og han må glemme, at han kender fremtiden, som han har læst i manuskriptet. Hans opgave er fuldført, når han ikke længere husker, at et tæppe om en times tid vil falde, og han vil tvinges til at slippe virkeligheden og gå hjem til en anden.” Her sidder læseren så med en fuldstændig indfiltret morale om hvad der er virkelighed og skuespil, der stritter i alle retninger og derved ophæver en falsk modsætning.
Og tonelejet er hele tiden den uskyldige selvfølgelighed, som konstant negerer sig selv, fordi det meddelte er i den grad splittet og selvmodsigende og det kun kan føjes sammen af digtets urimelige modsigelsesspændte logik, der har en bæreevne eller belastningstolerance som ingen af vores oplysningstids helteingeniører kan beregne.

F.eks. bevarer vi kun jorden/verden ved at forlade den i præcis den fart vi opfatter den med (man kunne måske også sige i samme øjeblik vi ser den) i artiklen/digtet Stjerne subst. -n, -r, -rne
”Fordi universet udvider sig, bliver lyset strakt mere og mere ud, jo længere det skal rejse; Dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.”
Den poetiske logik bliver dog engang imellem lidt søgt som når sammenligningen af bien og edderkoppen og især deres ben bliver til et selvportræt i Biknæ subst. -et, -, -ene:
”Biens ben tiltrækker ufrivilligt pollen og frodighed by proxy, mens edderkoppens hår på benene er blevet til mindre ben, så den, ligegyldig hvor forkert den rammer, vil ramme underlaget med en af sine forvoksede tæer og undgå at falde. ”Således har bien og edderkoppen den skæbne til fælles, at de uvægerligt griber fat i det, der er nærmest. Måske er det et passende selvportræt, at mennesket ud af disse to dyr har valgt dét som ideal, der tynges af ubrugelig last for andre organismers skyld, snarere end det, der kan lande i et hvilket som helst sikkerhedsnet uden så meget som at prøve.”
Fremmedgørelsen i billedet - med sidestillingen af bien der tynges af last for ”andre organismers skyld” og edderkoppen der lander i ethvert sikkerhedsnet uden at prøve – rammer i hvert fald ikke mig ligeså eksistentielt rent som den verden vi bevarer ved at forlade den så snart vi opfatter den.
Hendes humor er som en anden gennemgående poetisk logisk spiller, der også spænder den uskyldige selvfølgelighed op mod sin negation:

Timeglas subst. -set, -, -sene
”Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klar i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham. Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer. Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskilte fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.”
Som sagt i overskriften så er Sputnik 2 en fabelagtig og meget gennemført digtsamling, der kun har få smuttere som måske ovenikøbet er skønhedspletter. Læs den. For at blive i hendes ånd slutter jeg med fablen om Digteren, som jeg ligeså godt kan omdøbe til Anmelderen:

Digter subst. -en, -e, -ne
”Digterens værste mareridt er at gøre nytte. Hvis han opdager, at en af hans tekster er blevet brugt til personlig udvikling eller til at løse et praktisk problem, vil han straks frasige sig den eller, hvis den stadig er i hans hænder, destruere den. Det er ikke, fordi digteren er ondsindet eller negativt stemt over for andre mennesker. Men digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer. Digtet er en pause fra den endeløse fejlfinding, der udgør vores liv. Fra digtet får vi ikke svar, forslag eller gode råd, vi kan ikke bevæge os gennem det som en rotte gennem en labyrint for at finde osten. Digtet modsætter sig fortolkning igen og igen, til sindet ikke længere ved, hvor det skal gå hen, og derfor pludselig står stille. Og ligesom musklerne skal strækkes ud mellem øvelser, sådan skal hjernen kortslutte en gang imellem for at fungere optimalt resten af tiden. Denne gyseligt praktiske forklaring af digtet ville digteren naturligvis korse sig over. Det er i det hele taget intet under, at digteren synes, jeg er en narrøv.”
Så er det bare om at huske humoren og så mener jeg i øvrigt som det er fremgået undervejs at hendes fabler er et ’nyttigt’ modsprog mod de herskende vedtagne sammenhænge.


Cecilie Lolk Hjort (f. 1984) debuterede i 2006 med brevsamlingen Små eksplosioner – Breve fra Josef. Efterfølgende har hun bl.a. udgivet det poetiske leksikon Noahs ark (2010), punktromanen 69 (2011) og bogobjektet Paranoiadigt (2013).


Bogens bagside



tirsdag den 15. november 2016

Hjerteløshedens flyttekasse

Ellen Miriam Pedersen
Davids bedste
Det poetiske Bureaus Forlag, 82 sider, 150 kr.

Efter 2. Verdenskrig er det jødiske bidrag til den europæiske kultur langt hen ad vejen forsvundet ud af billedet, og derfor glemmer vi, hvor stor en del af den kritiske tanke, den avant gardistiske tanke, den poetiske kaossøgen, der kendetegner det bedste af, hvad vores kultur kan frembringe, der rent faktisk stammer fra det jødiske. Seinfeld, Dylan, Einstein, Freud, Marx, Mahler, og Louis B. Mayer, ikke at forglemme, skaberen af Hollywood som ideologi. You name them!
Derfor er Ellen Miriam Pedersens digtsamling, ”Davids bedste – Sekulære gendigtninger af udvalgte salmer” ikke en tilfældig bog. Det er en bog, der er dybt forankret i den europæiske (og senere amerikanske) kulturhistories rødder på mange forskellige måder. Og så er det i øvrigt en utroligt, jeg havde nær sagt troløst, vellykket digtsamling.
Nogle vil kunne høre på forfatteren navn, at hun selv er af jødisk herkomst (Miriam). Men skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvad en digter, der tidligere har udmærket sig ved bidrag til science fiction-antologier, skal bruge Salmernes bog i Det gamle Testamente til, forstår man straks, man åbner bogen, at hun står i denne lange række af kritisk, kaotisk, oprørstænkning:

”Skulle jeg have fjender  /når den svenske bjørn  /og hendes tre unger  /er blevet skudt  /og i en verden  /hvor der findes  /nød og sult  /men alt skyldes  /svig  /og i et Europa  /hvor fællesskabet  /fejres  /med kaskader  /af konfetti  /og de der er svangre  /med uret  /og blodtørst  /føder monstra  /  /Hvor længe endnu  /bliver herlighed  /gjort til skam  /og empati  /og empiri  /affærdiget  /som tilhørende  /et mindretal  /hvor længe endnu  /vil flertallet nøjes med sludder  /og viden  /og forstand  /blive holdt ude  /af siderne?  /  /Hvornår  /kan jeg sende  /vagtposten hjem  /i sin egen seng?” 

Digtet, og bogen igennem, improviseres der over udtryksformer og talemåder og magt- og kærlighedsperspektiver fra Salmernes Bog, som man f. eks. kender igen i vendinger som ”Hvor længe endnu …” Den samme figur er anvendt af Dylan i Blowing In The Wind og mange steder af U2. Den stammer fra Salmernes Bog, hvor den forekommer i hver 10. af de 150 nummererede, gammeltestamentlige digte. Ovenstående er fra parafrasen over Sl. 4-7. Her kommer en bid fra teksten, der skriver på Sl. 23-26. Det er kortere end det forrige og kan stå med sine linjebrud synlige:

”Hvis jeg afskyr 
de ondes selskab 
kan jeg ikke være medlem 
af et samfund 
for hvem er 
de onde? 

Også i historien 
kæmper man 
med kausaliteten 

Hvis jeg afskyr 
stemmeteater 
kan jeg ikke 
stå mellem vægge 
i feltet mellem 
rosen 
og rasen”

Selvom Salmernes Bog selv excellerer i politisk-religiøst magtsprog introducerer kulturens ældste digtsamling også noget andet, nemlig det kritiske jeg og det eksistentielt undrende jeg, og det er det, der sætter Ellen Miriam Pedersen i gang samlingen igennem på fornemste vis. 

Der er ingen tvivl om, at nogle af teksterne i Salmernes Bog virkelig går tilbage til den stammeleder, der går under navnet Kong David i det gamle, bibelske Israel, men man kan også se på Salmernes Bog, at teksterne er blevet til over mange hundrede år. Det gamle Boney M-hit, hvor discosangerne står og klager over livet ”By the rivers of Babylon”, er bygget op som en parafrase over en af teksterne i Salmernes bog og hentyder til en historisk situation i 500-tallet fvt, altså 500 år senere end denne David-skikkelse. Boney M-hittet improviserer over Sl. 137, som desværre er sprunget over i det udvalg, der har inspireret forfatteren her.

Salme 27 i den bibelske tekst lyder blandt andet sådan her, citeret fra vers 11:
"Vis mig din vej, Herre,/ før mig ad den jævne sti/ til værn mod mine fjender./ v12  Overgiv mig ikke i mine fjenders vold,/ for falske vidner har rejst sig mod mig,/ de udspyr løgn./ v13  Men jeg stoler på,/ at jeg skal se Herrens godhed/i de levendes land. " Sådan her bliver det i Ellen Miriam Petersens gendigtning, der improviserer sprogligt meget langt fra forlægget, men metaforisk deler en solid kerne:

”Når hjerteløsheden 
maser sig på 
som en flyttekasse 
nogen har glemt 
er det fiskens hoved 
der stinker først 

Så fri mig fra 
den sorte liste 

Fri mig 
fra populære kværulanter 

Lad mig bevæge mig 
i flere rum 

Og fri mig 
fra holdninger 

For jorden lader sig ikke 
opbygge udefra 

Og hvis der er hjerteløshed 
på jorden 
spytter Jorden.”

Hvorfor er det her en vigtig bog? Visse steder, som i Sverige, hvor jøderne havde et tilflugtssted fra masseudryddelsen, kan man stadig se langt flere jødiske navne i radio, tv og mediepositioner, end man ser i Danmark. Der er et antisemitisk træk i den nye populisme, som vi ofte glemmer eller overser, formentlig fordi det jødiske netop er på det nærmeste udraderet fra medieverdenen i Danmark, nemlig hadet til kulturradikalismen, der jo er forbundet med sekulære jøder, i Danmark med brødrene Brandes fremfor alt.
Ellen Miriam Petersens slapstick-gendigtninger af Salmernes Bog er vigtige, fordi der er noget helt specielt individualistisk, rasende, oprørsk, som for tiden får hårdere og hårdere kår på humanistisk grund, og som oprindelig er udviklet, ikke fra Oplysningstiden opgør med det kirkelige totalitære magtcentrum, ikke fra socialismens mislykkede opgør med samfundsprivilegier fra 1850 og nogle årtier frem, men fra det jødiske åndsliv i et Europa, der ikke altid husker, hvor vigtig friheden er og hvad den egentlig bygger på.