tirsdag den 15. marts 2016

Der spørges, hvordan man administrerer friheden

MAXIMUM BONJOUR: Den udøvende krop. Stenograferet af Jon Eirik Lundberg. Det Poetiske Bureaus Forlag 2016, 37 sider.
Pris: 100 kr.

Af Knud Munck


Jon Eirik Lundberg blev født i Oslo 1974, men flyttede som 24-årig til København for at skrive digte og læse filosofi på universitetet. I 2006 flyttede han til Læsø for at komme i mesterlære hos filosoffen Hans Kolstad og boede her i tre et halvt år. I 2013 blev Lundberg kandidat i filosofi. Han bor i dag med sin familie i København, men er stadig tilknyttet Læsø, hvor han siden 2012 har etableret Læsø Kunsthal og Læsø Litteraturfestival. Også som musiker har Lundberg markeret sig, idet han har udgivet to albums og en single på eget pladeselskab, og siden 2011 har han turneret rundt i Norge sammen med kontrabassisten Joachim Thönen.

Lundberg debuterede som digter på dansk i 2013 med “Maximum Bonjour”, som blev betegnet som “symbolistisk”. Tidligere havde Lundberg på eget forlag udgivet “Digte for analfabet”, der udelukkende består af tegninger, den surrealistiske prosabog “Sverige”og digtsamlingen “Skybrudd i regnskapet”, begge skrevet på norsk og udgivet i Norge.

Efter eget udsagn er han inspireret af digtere som Lean Nielsen, Kafka og Charles Bukowski, Søren Ulrik Thomsen, Thomas Boberg, Henrik Nordbrandt, Ulrik Asmussen (upubliceret), Peter Nør (upubliceret), Jonathan Hedegaard og Signe Gjessing. Og af og til optræder han på de åbne scener i København (La Fontaine, Cafe Flisen, Cafe Tranquebar, Poesiens Hus, Gallery Bohemia og Literaturhaus).

Lundberg anvender forskellige metoder, når han skriver. Én metode er at opløse grammatikken i enkeltdele. Digtene bliver til drypvis, en frase hér, et underligt navn dér. Ordene trækkes sammen, eller der ændres på dem med bare et enkelt bogstav. Derved opstår der nye og overraskende betydninger. Disse småbidder er Lundberg meget påpasselige med at få noteret ned, og når han først har fået samlet forskellige orddele og sætninger i sine notater, flytter han vilkårligt om på dem.

En anden metode er at lade sig omslutte af værtshusfolkets snak. Han hører ikke efter, hvad der siges, men opsnapper dele af samtaler, som i digtene bliver til overraskende sætninger og udtryk. En tredje metode består i at skrive så utydeligt i notesbogen, at han senere må fortolke sig selv, hvorved der opstår nye betydninger, som han ikke havde tænkt på, da han skrev ordene ned.

Resultatet er stærkt sansede digte, der ikke rummer refleksion og intellektuel kritik. Ord og sætninger står abrupte i forhold til hinanden, og indholdet er fragmenter af virkeligheden, små hentydninger til verdenshistorien, storbyerne, moderniteten og litteraturen. Digtene bygger først og fremmest på følelsesmæssige erfaringer - også fra det religiøse område. Der er lige meget kirke og værtshus i dem.

II
“Den udøvende krop” er ifølge titelbladet konciperet af Maximum Bonjour, men stenograferet af Lundberg. Samlingen består ud over forordet af 16 digte. Maximum er den “stemme”, der dikterer digtene til Lundberg. Arbejdet med bogen startede allerede i april 2011, da Lundberg over fire dage hørte “stemmen” diktere bogen “Maximum Bonjour” for sig. “Stemmen” fortsatte med at konstruere nye ord og sprogdele i lange kæder, der blev til grundstrukturen i “Den udøvende krop”. Det blev til en række hele og halve sprogbilleder, der “landede” i lange ord-kæder som f.eks. “judo-moskito-barbarossa-estragoni”.

Digtene består af sådanne billedlige harmonika-sammenstød, der fra Lundbergs side ikke er helt tilfældige, men som for læseren er svære at finde mening i. Den logik, med hvilken ordstykkerne kædes sammen, er ikke i sig selv sammenhængende og rationelt begribelige, men skal ifølge Lundberg kunne forstås på det følelsesmæssige plan.

I bogens digteriske forord fortæller Lundberg om nogle samtaler med Maximum. En af dem (s.8) er foregået i New York med Manhattans rygende skyskraber som baggrund. Tribeca-kvarteret bliver til en synkende Titanic, og Battery Park er begravet i printere og brudte kontrakter. Det er dømt 11. september 2001, og der angribes ved børsernes katedral med et menneske som projektil. Vi ser et rygende skelet på balkonen, stadig iført sit “fasten seat belt”.

En anden samtale (s.10) handler om “Den tredje vej”. Mennesket har tre øjne, tre ører, tre tunger og tre samvittigheder, tre liv, tre venner, tre adresser, tre par sko, tre hjernehalvdele, alle tal i rouletten slutter på tre, der er tre skibe, det tredje rige, den tredje verden,  tri-umvirat, tri-stesse og den hellige treenighed.

Derefter følger de 16 digte, alle dikteret af Maximum. Det er alle svært tilgængelige digte, men særlig “Gamble sig op ad ordfloden” (s.21) volder mig besvær. Det handler om en samtale, hvor den “ømme” Sayonara (“farvel” på japansk) og Maximum taler sammen. Sayonara stiller spørgsmålet: “Hører du om den knuste tand under fortovets klage?” Maximun svarer: “Min rytmiske rubrik min sarkofaglige/ synkretiskumbrellanske/ gåsehudleverpostej:/ kan hørelsen ikke danse/ på perforeret vinyl/ i vor seng du nord? // Skulle ikke judo-moskito-barvarissa-estragoni overophede-fuldbyrde fontænisk/ liderlighed med små klinker/ af sølvkarabineri?”

For at få en forklaring på digtet mailede jeg Lundberg. Hans forklaring lyder sådan: “Okay, dette er en lille byge med slap-sticks i maximumsk ånd. “Sarko-faglig”, sarkofag og faglighed. “Synkretisk-umbrelliansk”, en ren lyd med et massivt fortolkningsindhold. Sammensmeltende-altomfattende. En stor størrelse. Gud? “Gåsehudleverpostej”: gåsepostej, gåsehud, leverpostej. Slapsticks. “Hørelsen danser på perforeret vinyl”: følelse af at lytte til musik. “Seng du nord”: Gare du nord, Hotel du Nord, D´Angleterre, luksushotel. Resten af stykket er sprogspil og sanseobjekter i én salve, en reference til bogen Maximum Bonjour”.

Sidst i digtet hedder det: “Jeg hører din utrøstelige nat/ ride gennem heste/ ind i birken/ og skrifte for prædikanterne”.

Lundberg forklarer, at det er “en bogstavforskydning som at tale, når man er snottet. “At ride gennem heste” er en sproglig salto. Det er lige før, jeg kunne have skrevet “landskabet rider gennem heste”, eller “vi tapper køer fra mælken”. Men det gjorde jeg ikke, for det var alligevel ikke helt det samme. At ride gennem en hest: at omstyrte ordenes hierarki. Hesten er det, man rider med. Men denne gang er det det, man rider med, der bliver gennemredet. “Vi kører gennem biler”. “Vi taler gennem mennesker”. Igen er det den suveræne ånd, der leger med materien. Og i legen dukker der følelser og erfaringer op, som jeg ikke var klar over eksisterede. Sådan forholder jeg mig selv til teksten i hvert fald”.

III
Titeldigtet “Den udøvende krop” (s.23-25) er måske samlingens bedste og udmærker sig ved at have et norsk omkvæd: “Alla njuter livet/ inga betalar skatt”. Digtet handler om frihed. Der spørges, hvordan man administrerer friheden, og svaret lyder, at man skal gå ud i skoven med træer og bark. I digtet indgår naturbeslægtede størrelser som Kopernikus, potentiel godhed, hund og Crocodile Dundee.

Digtet “Adrenalinsorbet” (s.26-27) handler om en udøvende krop, der “fremviser sit kød/ som en ged på gademarkedet”. Kroppen eller personen er deprimeret og vil bare gerne forsvinde “som en sulten hund på nervegas”. Han “sidder for det meste/ udenfor kroppen” og “pisser på sin fortid mens han drikker/ og drikker på sin fremtid som en ven”. Han er “bitter som en havtaske/ kold om tæerne/ og brændt af som en mark lyng”. En vis håbløshed mærkes. Udvejen er formet som et spørgsmål: “Har du nogensinde set en kat/ adle en blodappelsin/ i det her gigantiske mini-bar-skaber-værk?”

“Interview med Maximum” (s.30-31) er et visionært digt. En unavngiven person stiller Maximum tre spørgsmål. Det første lyder: “Hvad ser du når du ser et papir?”. Han svarer, at han ser “en larves hus” og “himlen, der flyder over”, “fuglene, der elsker sne” og “Nordpolens creme og Sydpolens kefir”. - “Hvad ser du når du ser er et tankskib?” lyder næste spørgsmål. Han svarer, han ser “Stalingrads hvide blomster” og “kanonernes sorte skyer”, “statskirkens værkende samba”, “kontinenter løsrive sig,/ elefanter mutere,/ civilisationer spadsere forbi”. Han ser “solen massere klippefast længsel”, “Konstantinopel brystføde Adriaterhavet”, “Argentina/ kulminere/ i The Great Basins/ kulminer”, og endelig ser han “Anden og Tredje Verdenskrig bryde/ som to glinsende sorte/ biller/ på et bord/ i solen”. - Tredje og sidste spørgsmål lyder: “Hvad tænker du når du hører ordet “ideologi”? Han svarer, at han ser “glasøjet længes efter synet/ ligesom træet længes efter lyn”.
  
“Kraniesarkofag” (s.32-33) er et hverdagsdigt, der er inspireret af et besøg i byens butikker, hvor der sælges kantklippere og plantegift. I byen er der også papir og bøger om fortidens historie. Bøger, der beretter om hjernestammen, foråret, krattet, den giftige brønd og den nye åbenbaring. Digtet slutter med, at tanken eksploderer, og i røret lyder en skælvende elektrisk stemme “på toppen af en regnsky”.

“Sydpolen er sjælens mælk” (s.35-36) er et digt om døden. Der “vågnes i nogens harpunerede barndom”, og der spørges, om man måske “lever længe nok til at dø stående”. Svaret er nej. Døden er på spil i udtryk som “gamle muldvarpe” og “kjolehæpatit”. “Carpe diem” og “Bornholmeruret” hentyder begge til tidens gang og det korte liv, som bør gribes i nu´et.

Lundbergs digte kan sammenlignes med anden surrealistisk digtning, og tager man Michael Strunges automatdigte fra “Væbnet med vinger” fra 1984 som eksempel, så opstår hans digte tilsvarende som tankens diktat, uden kontrol fra fornuftens side, og uden æstetisk eller moralsk interesse. Der er hele syv automatdigte i digtsamlingen og ingen svært tilgængelige. Det er mit indtryk, at disse digte er langt mere bearbejdede og tolkede, end det er tilfældet med Lundbergs.

Et andet eksempel på surrealistisk digtning er Gustaf Munch-Petersens digt “det underste land”. Munch-Petersen fik digtet trykt i det første nummer af det surrealistiske kunsttidsskrift Linien i 1934, og siden er det ofte blevet betragtet som et surrealismes programdigt. Digtet handler om landet, hvor drømmen og fantasien kan bringe mennesket nærmere sig selv og i større samhørighed med andre. Det indledes med de berømte linjer: ”o stor lykke / stor lykke har de faaet, / som er født i det underste land - ”. Landet beskrives som stort og herligt. Stemningen er  besværgende, næsten religiøs, og rytmen fremmaner en trancelignende stemning. Når vi er ved vejs ende af digtet, har vi som læsere allerede besøgt “det underste land”. Vi er blevet lokket af det lyriske jeg´s messende opfordring til at begive os ind i dette underfulde land. Vi lever aner det og lever os ind i det.

Det surrealistiske er klart nok i digtet, forståelsen af hvad det drejser sig om fremgår.  Det handler om noget højere og transcendent, men det er ikke uforståeligt som sådan.

Måske skulle Lundberg have lyttet lidt mindre til Maximuns “stemme” for at hjælpe sine læsere til at findes deres egne drømme i digtene. Han burde føre læseren mere med hånden og blive mere digter end stenograf. Næste gang burde han gøre digtene mere forståelige, skønt han måske skildrer en anderledes og herligere verden, tilsagt af stemmer og højere væsener.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar