fredag den 28. oktober 2016

Victor Serge som digter

Victor Lvovich Kibalchich, bedre kendt som Victor Serge, levede som revolutionær deltager i omvæltningerne mellem sidste århundredes to verdenskrige. Han bliver også digter og romanforfatter i Sovjetunionen efter Stalins magtovertagelse.

Det Poetiske Bureaus Forlag udgav den 26. maj en samling af Victor Serges digte med titlen: Så gløderne ulmer i ørkenen. Serge er allerede en klassiker med sine erindringer, En revolutionærs erindringer (politisk revy 1976-77), men det er første gang hans skønlitteratur udgives på dansk. Den er oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen, som også anmelder lyrik i Den Smalle Bog.

Serge blev født 1890 i Bruxelles, Belgien, og døde den 17. november 1947 i Mexico City. 
Han var søn af russisk-polske forældre der levede i eksil, og vandrede Europa rundt på jagt efter “billigt logi og gode biblioteker”.
Victor Serge vokser op som tosproget: fransk og russisk. Fra han er femten klarer han sig selv, bliver socialist i Det Belgiske Arbejderparti og senere anarkist i protest mod partiets støtte til annekteringen af Congo. I en anarkistisk kommune udenfor Bruxelles lærer han sig alle de fag som hører til opsætning og tryk i forbindelse med udgivelsen af deres avis.

Professionel revolutionær
Hele sit voksne liv lever han som professionel revolutionær. Først deltager han som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien og bliver selvfølgelig fængslet og udvist i flere omgange på den baggrund. Fra 1919 til 1936 deltager han som bolsjevik og senere venstreoppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse, der slutter med at han bliver ekskluderet af kommunistpartiet i 1928, fængslet i to omgange og til sidst forvist til Orenburg ved floden Ural i 1933. Da Stalins styre efter pres fra venstrefløjen i Europa blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen få uger før den første udrensningsretssag mod den gamle revolutionære garde i 1936, fik han indrejsetilladelse i Belgien og kom hurtigt videre til Frankrig, hvor han under Den Spanske Borgerkrig arbejdede for Partido Obrero de Unificación Marxista (POUM, Arbejderpartiet for Marxistisk Enhed). Det sidste fører til brud med Trotsky. Dog ikke værre end at han sammen med Trotskys enke, Natalia Sedova Trotsky, skrev Trotskys biografi, Vie et mort de Leon Trotsky. Efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han sammen med bl.a. André Breton og Claude Levy Strauss fra Marseille til Mexico, som giver ham asyl. Her danner han sammen med den franske venstresocialist Marceau Pivert og POUM-lederen Julián Gorkin ‘Socialismo y Libertad’. Om hans liv og kamp for revolutionen og mod den stalinistiske kontrarevolution indtil flugten til Mexico kan man læse i hans erindringer, der udkom på dansk i 1976-77, En revolutionærs erindringer (Politisk Revy). Da han det meste af tiden ikke kan leve af sine politiske aktiviteter, tjener han til livets opretholdelse som oversætter, korrekturlæser, lærer, freelanceskribent i diverse aviser og blade, og til sidst som forfatter. Hans første artikel blev offentliggjort i 1908 under signaturen “Le Rétif” (Den stædige enspænder) i det anarkistiske Le Révolté og han oversatte allerede i 1909 prosa og digte fra russisk til fransk, bl.a. af Artzybashev, Balmont og Merezhkovsky. Han skrev gennem årene masser af politiske analyser, journalistik, litterær kritik og teoretiske indlæg, men hans egentlige fødsel som skønlitterær forfatter finder først sted på baggrund af to nærdødsoplevelser i 1928.

Serge



Død og fødsel som forfatter
Den første, som Serge selv karakteriserede som sin ‘politiske død’, var hans eksklusion fra kommunistpartiet i april 1928, fordi han ikke ville afsværge sine ‘trotskistiske’ synspunkter. Efter at have deltaget i opstande og revolutioner i 20 år som fuldtidsprofessionel revolutionær – de sidste ti som topengageret kommunist og ledende medarbejder i Komintern – var han nu dømt til isolation, inaktivitet og forfølgelse midt i revolutionens værste krise siden Borgerkrigen. Den revolution han kun ønskede at fortsætte med at tjene ved at modarbejde den bureaukratiske stalinisme. Han var kort sagt ikke eksisterende.

Hans andet møde med døden fandt sted få uger senere, hvor han kort efter sin løsladelse fra fængslet, blev ramt af uudholdelige smerter i underlivet og svævede mellem liv og død i febervildelse på hospitalet, indtil en lægeven fik ham reddet. Mange år senere noterer han i sine dagbøger d. 30 august 1944: “Det var i Leningrad på Maria-Hospitalet i ‘28, da jeg lå for døden (det gjorde jeg og jeg vidste det), jeg tog beslutningen om at skrive om muligt holdbare værker, i hvert fald noget der fortjente at holde et stykke tid. Min tidligere aktivitet forekom mig pludselig futil og utilstrækkelig. Den tilskyndelse jeg da fik – eller mere præcist som fødtes i mig – var så stærk at den har holdt mig fast til den dag i dag.” Det var altså ikke en erstatning for politisk aktivitet eller en politisk kommentator, der iklædte sine tanker roman og digtform, fordi han ikke havde adgang til politisk aktivitet. Der var ingen modsætning mellem den professionelle revolutionære og forfatteren. 

Som planlagt på hospitalet færdiggør han trods forfølgelse, sult, censur og udgivelsesblokade i Sovjetunionen fra 1929-32, efter at være løsladt fra Lubijanka fængslet, L’An I de la révolution russe, sit hovedværk om litteraturen i den revolutionære epoke, Litterature et révolution og de tre første romaner i den romanserie, der bærer vidnesbyrd om den russiske og verdensrevolutionens storhed og tragedie, sejr og nederlag: Les Hommes dans la prison, Naissance de notre force og Ville conquise. De næste i serien, de konfiskerede og forsvundne Les Hommes perdus og La Tourmente blev skrevet i forvisning og fangenskab i Orenburg fra 1933- 36 sammen med L’An II de la révolution russe (også konfiskeret), Destin d’une révolution og den eneste digtsamling han udgav i sin levetid, La Résistance (konfiskeret men genskrevet). De sidste romaner i serien med revolutionsvidnesbyrd, S’il est minuit dans le siècle, L’Affaire Toulaév, Les Derniers temps, og den posthumt udkomne Les Années sans pardon blev skrevet under lige så vanskelige forhold som fattig forvist, statsløs og på flugt fra både nazister, fascister og stalinister i Frankrig og Mexico efter at Stalins styre blev tvunget til at lade Serge rejse ud af Sovjetunionen i 1936.

Litteratur og revolution
Serge er hovedsageligt prosaist og som sådan er han både inspireret af de store franske og russiske romanforfattere fra før Første Verdenskrig og især af Dos Passos og Boris Pilnyak i revolutionens kølvand.
Hans tosprogethed og baggrund i både den russiske og vesteuropæiske kultur samt i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig sætter ham i stand til at skrive

det sagn, som jeg opkaster på grænsen til Asien,
på grænsen til Europa,
jeg, et menneske flænset itu af Eurasien

som det hedder i digtet På grænsen. Det er baggrunden for at han kan videreudvikle den episodiske kollektive roman, da han slipper ud af Stalins Sovjetunion, inden den gamle revolutionsgarde bliver udslettet, og vise et glimt af hvad den nye sovjetiske litteratur fra 1920’erne kunne være blevet uden selvmord, henrettelser, censur og ensretning til hyklerisk propagandistisk ‘socialrealisme’.

Han tilslutter sig Bukharins synspunkt at partikontrol i stedet for fri kappestrid var den hurtigste måde at kvæle den nye revolutionære litteratur, der var opstået fra 1918 for lyrikkens vedkommende og for prosaens vedkommende med 20’ernes Nye Økonomiske Politik, efter at kommunisterne og deres allierede havde sejret i borgerkrigen. Serge mener ikke at socialistisk programlitteratur som propagandistisk ‘socialrealisme’ og Proletcult ”er god arbejderlitteratur, fordi det ikke er god litteratur i det hele taget.”

Han afviser med Lenin og Trotsky selve ideen om en særlig arbejderkultur som skadelig isolering fra de progressive tendenser i den borgerlige kultur, der også ville isolere arbejderne fra bøndernes kamp mod imperialismen. Han tilslutter sig med et enkelt forbehold Trotskys analyse, der fremhæver at mens borgerskabet var hundreder af år om at udvikle sin klasses kultur under feudalismen og senere efter at det havde taget magten, så har det undertrykte proletariat ikke haft samme chance for at udvikle sin egen kultur. Proletariatet er også så snart det får magten tvunget til at afskaffe klassesamfundet (og dermed klassebestemt kultur) og udvikle en ny humanistisk kultur for hele menneskeheden.

Men i modsætning til Trotsky mener han at overgangsperioden, hvor proletariatet kæmper for endegyldigt at afskaffe borgerskabets magt og klassesamfundet, sandsynligvis kommer til at spænde over flere generationer af arbejderes liv. I den periode har de som antikkens hære brug for deres egne intellektuelle: filosoffer og andre med mindre, men ligeså livsvigtige opgaver som sangere, musikere, skjalde og historiefortællere. 

(Den senere historie har modsagt både Trotskys og Serges opfattelse af arbejderklassens situation under kapitalismen. Der er jo ingen tvivl om at både de revolutionære og reformistiske strømninger i arbejderklassen har bidraget til at arbejdere under kapitalismen har udviklet deres egen kultur.) Det er præcis den rolle som revolutionens skjald og historiefortæller Serge vil udfylde med sine vidnesbyrdsromaner og sin lyrik.

Serge mente ikke at partilitteraturen, ’Proletcult’ og den propagandistiske socialrealisme, var den virkelige nyskabelse, men derimod den litteratur der skrev sig ind i og ud fra den revolutionære proces. (Boris Pilnyak var som mange andre af de nye romanforfattere ikke bolschevik, men venstredrejet socialrevolutionær og havde været medlem af en anarkistisk landbrugskommune under revolutionen og borgerkrigen.)

Efter Serges mening er digtere og romanforfattere ikke rationelle politiske aktører, der underordner deres virkemidler under klart definerede politiske mål. “Kunstneren derimod henter altid sit materiale fra underbevidstheden, fra det før-bevidste, fra intuitionen, fra et indre lyrisk liv, som er ret svært at definere; han ved ikke med nogen sikkerhed hvor han går hen eller hvad han skaber.” (En revolutionærs erindringer, s. 358- 359) Fra sin tid som udsendt for Komintern i Wien havde Serge et indgående kendskab til Freud og Adler, ligesom han havde læst både James Joyce og Marcel Proust.

I sin meget positive beskrivelse af Boris Pilnyaks roman Nøgent år afslører Serge hvor han gerne selv vil hen med sine fortællinger og digte: “Der er ingen lineær fortælling hos denne russiske forfatter… Ingen enestående centrale karakterer. Men masser i bevægelse – i hvilke hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’, for kun det der bliver tilbage tæller: landet, masserne, orkanen… Kort og godt: dynamik, samtidighed, realisme – direkte, absolut – rytmisk strukturering af detaljerne og helheden… Lad os også understrege kærligheden til eksakt dokumentation...” Men Serge afslører også, hvordan han selv vil videreudvikle Pilnyaks fortællekunst i sin kritik af dens svagheder og mangler: “Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål. Hvad sigter stormen mod? ... Fraværet af en ideologi – jeg havde nær sagt overbevisning – tager kanten af værket… han skulle efter min mening ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette.” (Boris Pilnyak, Clarté, no. 36, 20. maj 1923.)

Serge som lyriker
Også i sine digte skriver Serge ud fra en dobbelt europæisk/‘asiatisk’ tradition. Fra ungdommen, hvor han som medlem af Den unge Garde i Det Belgiske Arbejderparti blev inddraget i de fransksprogede belgiske symbolister Verhaeren og Maeterlincks kulturelle aktiviteter i Folkets Hus, bliver han inspireret af dem og de franske digtere Valéry, Verlaine, Mallarmé, Jules Romains og Apollinaire. Senere under flugten fra nazismen til Mexico knytter han venskab med surrealisterne Breton og Péret og Octavio Paz.

For den unge Serge og hans anarkistiske kammerater er der ingen modsætning mellem kærligheden til symbolistisk poesi, der eksistentielt erstatter kristendommen, og den mere og mere voldelige anarkistiske kamp for individuel og social frihed. “For os var poesien en erstatning for bønnen, fordi den i så høj grad gjorde os opstemte og opfyldte vores konstante behov for begejstring. Verhaeren, den europæiske digter, der mest lignede Walt Whitman (som vi endnu ikke kendte), gav os et glimt af sine stærke, forpinte, men frugtbare tanker om den moderne by, dens jernbanestationer, dens brug af kvinder som varer, dens myldrende menneskemængder; og hans skrig om vold var som vores: Åbn døren eller slå dine knytnæver til blods mod den! Knytnæver blev slået til blods og hvorfor ikke? Det var bedre end et åndeligt dødvande.” (En revolutionærs erindringer, s. 44.) Den ‘asiatiske’, dvs. russiske lyriske tradition gør sig på grund af Serges tosprogethed gældende lige så tidligt, idet han som sagt allerede i 1909 oversatte prosa og digte fra russisk til fransk. Senere i revolutionens Rusland blev han venner med og skrev om Alexander Blok, Andrei Biely, Sergei Yesenin, Ossip Mandelstam og Vladimir Mayakovsky. Han betragtede dem som revolutionens egentlige nyskabende digtere, uanset deres politiske engagement, i modsætning til de kommunistiske Proletcult-digtere, som i forsøget på at skabe en proletarisk poesi hovedsageligt havde “produceret banale vers med konventionelle klichéer” og “indskrænket deres horisont alt for snævert”. 

I modsætning til prosaisterne forstod og udtrykte lyrikerne efter Serges mening med det samme revolutionen. Han skrev i 1922 at revolutionens episke sjæl havde antændt nye kreative impulser blandt poeterne, hvad enten de var kristne, symbolister eller futurister. Og han citerer Andrei Biely: “‘For at forstå disse tider må hjerter og sind hæve sig op til det episke niveau.’ Faktum er at der er en dybtgående lyrisk tone i revolutionen, at den er en ny tro på fremtiden, og at den hele tiden lærer os at ofre gamle, indskrænkende, udslidte og forældede værdier til fordel for nye værdier; faktum er at revolutionen, fordi den kun regner med masserne, undertiden vækker en uimodståelig sans og forståelse for det storslåede i den enkelte.” (Clarté nr. 17, 11. juli 1922) Denne opløftende fælles tidsånd kan genfindes i Serges egne digte. Byen og Max, 

I disse prosovjetiske russiske digteres og i hans egen skæbne (censur, udgivelsesstop, selvmord, forsvinden m.v.) kan han imidlertid også følge den heroiske epokes udånding under trykket fra konformitet, falskhed, korruption og i sidste ende den stalinistiske kontrarevolutions knusende sejr med den store terrors fængslinger, deportationer og henrettelser af den generation, der gennemførte revolutionen. Og samtidig noterer Serge sig bittert de toneangivende progressive vesteuropæiske forfatteres (Aragon, Sartre, Eluard) øredøvende tavshed om disse kollegers skæbne som en fornægtelse af de værdier de ellers forsvarer under modstandskampen mod nazismen, nemlig forsvaret af menneskelighed mod tyranniet. Indignationen over dette, kontrolleret af en skarp ironi, kan bl.a. ses i  Panait Istratis død:

Du lå på dine avisudklip, som Job i sit skidt,
Mens du stille spyttede
dine sidste stumper lunge ud
i ansigtet på disse kopipissere,
lovsyngere af profitable massakrer,
der profiterer på vanskabte revolutioner

og i Den kvalte hvor en af Borgerkrigens partisaner ligger navnløs og døende, mens hans og kammeraternes heroiske fortid udnyttes af

de gode forfattere,
servile dyrkere af hæder og penge,
der får mindeværdige bøger og historier
ud af deres liv.

Forvisning og Modstand
Selv blev Serge i dette forløb deporteret til Orenburg i Kazakstan fra 1933-36. Her skrev han Resistance (Modstand), den eneste digtsamling han nåede at udgive mens han levede. Da Stalins styre blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen i 1936, beslaglagde GPU manuskriptet. Serge nedskrev herefter digtsamlingen efter hukommelsen i Paris, hvor den udkom første gang i 1938. Det er denne digtsamling og Serges sidste digt “Mains” (Hænder), som han havde i lommen da han døde i en taxa i Mexico City, der er oversat i Så gløderne ulmer i ørkenen, Det Poetiske Bureaus Forlag.

I Orenburg delte han deportation og “kampen for brød og brænde” med en række gammelbolchevikker, der som Serge selv tilhørte Venstreoppositionen til Stalins bureaukratiske diktatur med dets snævre nationalisme, tvangskollektivisering af bønderne, sindssygt forcerede industrialisering og afskaffelse af internt demokrati i partiet. De omkom alle senere under Stalins udslettelse af al opposition. Resistance er dedikeret til dem, og digtet Konstellation af døde kammerater til dem og andre:

Jeg skylder jer den mørkeste tavshed,
urokkelig fasthed og tålmodighed
med alle dages tomhed,
hvad jeg har tilbage af stolt dristighed,
så gløderne ulmer i ørkenen.

Fra Pariserkommune til Pariserkommune
Grundtonen i Serges digte er en atmosfære af broderskab, identifikation og fællesskab med landet og dets folk (hvad enten det er Rusland, eller Mexico) og i sidste instans med menneskehedens univers. Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen for klassesamfundets afskaffelse. Hans opfattelse af sin egen digtning og fortællekunst er at “det skal være et middel, der over for mennesker udtrykker, hvad de fleste af dem føler uden at kunne udtrykke det, et middel, der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os.” (En revolutionærs erindringer, s. 355)

Digtenes udgangspunkt er altid en påkaldelse af enkeltpersoner rodfæstet i deres historiske situations ofte barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger digtet og udvider det i tid og rum. Sådan skriver Serge en retning frem af vidnesbyrdets samvittighedsfuldt sandfærdige skjaldehyldest og udvider sin digtning med et svar på det brændende spørgsmål: Hvorhen? Serge formulerer det uddybende retorisk således i digtet Sansning:

Hvad er der så tilbage,
du min vanvittigt fornuftige ånd,
hvad er der så tilbage af utilgængeligt
for søvngængeren,
der, brat vækket, på disse mørke kajer,
fuld af håb,
følger kortegen efter henrettede fæller
fra Pariserkommune til Pariserkommune?

Og han besvarer stadig selv spørgsmålet med sit allersidste digt, “Hænder”:

Vores hænder er ubevidste, hårde,
opstigende, samvittighedsfulde,
fulde af sang henrykt i lidelsen,
naglet til regnbuer.

Sammen, sammen, forenet,
her har de grebet
det der er hinsides håbet.


THORVALD BERTHELSEN

mandag den 17. oktober 2016

Om letheden i det tunge, kunst som forskning og fri natur som menneskestyret

Iben From (red.): ”Erland Knudssøn Madsen”, 
240 sider, KunstCentret Silkeborg Bad 2016, 175 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Et digt kan være smukt og præcist, men også svært og drillende, til tider direkte frustrerende. Dette gælder også Erland Knudssøn Madsens (1942-) digte, der er trykt i et kapitel for sig i den flotte bog, der er udgivet om ham og hans forskelligartede værk. Madsen er imidlertid mere kendt for sine skulpturer end for sine digte. Og dog er der overlapninger, som for eksempel skulpturen ”Sommerfugl og havplov” fra 1994 (s. 79), der i 2013 får sit sidestykke i digtet ”Portræt af en sommerfugl” (s. 142). Her tales der beskrivende til sommerfuglen:
…i din verden flyver du
i dine tusinder underfulde
klædninger flyver du
flagrende så nær så
fjern jeg ser
aldrig
dine øjne din fornemmelse
for omverdenen kender
jeg ikke på den måde
har vi ingen kontakt
vi er her
parallelt lever vi
svævende er du et
øjeblik
hængende
dyk til kant på kronblad
mine øjne holder fast i dig…
Digtet farer rundt i en bevægelse som sommerfuglens flaksende flugt. Snart er den her, snart der, hvilket Madsen sprogligt beskriver ved at lade læseren tro, at han taler om ét, men snart antyder, at han måske snarere taler om noget helt andet. Sætningerne brydes op, så den samme sætning får to betydninger, f.eks.: ”dine øjne din fornemmelse for omverdenen kender jeg ikke på den måde” / ”på den måde har vi ingen kontakt”.

Denne flaksende lethed er det noget sværere at beskrive, når materialet ikke er ord, men granit. Alligevel formår Erland Knudssøn Madsen at forlene det tonstunge materiale med en forbløffende lethed, så man næsten undrer sig over, at det store, vingede insekt ikke forlader sit fundament i en flagrende færd op mod himlen.
Sten er ikke det eneste materiale, Madsen arbejder med. Også eksempelvis træ, bronze og rustfrit stål former han til større eller mindre kunstværker, hvoraf en del er bemalede. Mest fascinerende er hans evne til at gøre det tunge let. Det ses i endnu højere grad i hans såkaldte ”Skymålere” (s. 128-129) end i hans sommerfugleskulptur. Her tager huller i store, lodretstående granitplader form af skyformationer. Dette muliggør, at man ved at kigge gennem granittens huller kan se skyerne gennem skyerne. Den store, uoverskuelige himmel bliver begrænset af det enkelte skyhuls ramme, hvorved det bliver lettere at fokusere på de af himlens skyer, der passerer forbi hullet, mens man kigger. Blikket intensiveres og afslører gennem granitskyen den enkelte skys særpræg. På den måde leger Erland Knudssøn Madsen med forholdet mellem den bastante sten og de luftige skyer.

Bogen om Madsen er forsynet med en lang række illustrationer af kunstnerens værker, og selvom læseren må opgive at se det særlige i nogle af dem, er der andre, der giver én lyst til at bevæge sig ind i bogen eller hen til det sted, hvor skulpturen er opstillet. Man gribes af en vældig trang til at røre ved værkerne; at lade fingrene glide hen over den bearbejdede sten, mærke dens ru eller forbløffende glatte overflade. Andre gange, som i hans instrumentserie (s. 8-11), får man lyst til at lægge kinden mod det lakerede, skinnede træ. En stor del af disse skulpturer har en overflade, der minder om en kontrabas eller et andet strenginstrument, men hvordan man spiller på dem, står hen i det uvisse, selvom deres titler er ”Instrument…”. Hertil lægges forskellige formål, man tilsyneladende kan spille sig frem til på dem, eksempelvis ”Instrument til væren” eller ”Instrument til retfærdighed” (s. 54-55). Sidstnævnte er logisk nok opstillet på en politistation (Hørsholm).
Der er ingen tvivl om, at æstetikken har været central i udførelsen af disse og Madsens øvrige værker. Det samme gælder meningen med eller budskabet i dem. Dette er det imidlertid langt sværere at få greb om. Måske skyldes det, at Madsen anser kunsten for at være forskning; et fagligt felt, hvis kerne er selve eksistensen. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Allerede i renæssancen anså man kunsten for at være en erkendelsesform, men Madsen formulerer det på en anden måde:
…billedkunstneren betragter sit arbejde som forskning og ikke som udfyldelse af rum med uomtvistelige udsagn om et eller andet.
Sådan har alle grundforskere det i øvrigt: skal der forskes i genterapi f.eks., skal forskere have ret til at forske i hvad som helst og for offentlige midler. Hvordan skal de arbejde. Hvordan skal resultaterne offentliggøres. Hvordan skal de bruges. Kan det forventes at man kan målrette al forskning. Resultaterne af forskningen i historisk tid har været revolutionerende, men har alt hvad der er kommet ud af det været til det gode. Hvad kunne vi have undværet, og hvordan skal vi på forhånd sortere det fra vi ikke vil have, for vi ved jo ikke hvad der bliver at vælge imellem.
Billedkunstneren står også der i sit arbejde, hvem og i hvilken retning må der fortsættes. Hvem skal bestemme. (S. 168).

Lysvæld. Udsmykning fra Tilsted Kirke

Madsen ønsker altså at opnå nye erkendelser eller forskningsresultater med sine værker, både for sig selv og for beskueren, og han er klar over, at disse erkendelser kan få større eller mindre følger. Tanker og liv har det nemlig med at sætte spor, hvilket Knudssøn Madsen også påpeger, når det drejer sig om hans natursyn. Han og hans kone bor i det vestlige Thy, omgivet af natur. Men kunstneren er sig bevidst, at selv den natur, der kan synes vild, er præget af menneskehånd. Naturpleje er ikke ensbetydende med, at man lader naturen gør det, der ligger naturligt til den. Nogle - særligt invasive - arter holdes ude af visse områder; man opretter fredninger af områder, der har en særlig biosfære, som – naturligt - ville gå til, hvis den ikke blev beskyttet; man etablerer kystbeskyttelse og forhindrer derved havet i at foretage det naturlige indhug i landet. Således er langt det meste natur at betegne som kulturlandskab. Dette har Madsen intet imod, selvom han bliver nervøs, når menneskets indgreb tager overhånd. Han påpeger blot, at naturen udvikles i et samspil mellem naturen selv og mennesket. Dette har han udtrykt i et par skulpturer, som er placeret ude i den ”fri” natur, for eksempel ”J.P. Jacobsen arabesk (Kjender du Pan)” fra 2010, der er lavet af nylon og galvaniseret jern og opstillet i højmosen i Næstrup Plantage (s. 23). Således trækker Madsen den menneskelige kultur ud i naturen, modsat det kunstnere ofte gør, nemlig at bringe naturen ind i kulturen ved at gengive naturen på lærred eller gøre brug af naturmaterialer, når de udarbejder skulpturer eller statuer. Et særlig fornemt eksempel på, hvordan Madsen har bragt naturen ind i kulturen, er hans udvendige beklædning fra 2002 af en elevatorskakt i Hurup Boligselskab. Titlen på værket er ”Løv” og udgør en symfoni af efterårsfarver (s. 93).
Bogen om Erland Knudssøn Madsen er redigeret af Iben From, der også har skrevet det kapitel i bogen, der beskriver udvalgte værker. Hun står desuden for de to meget grundige værkfortegnelser og et kort biografisk kapitel. Kunstanmelder Torben Weirup har skrevet et introducerende kapitel om Erland Knudssøn Madsen, ligesom bogen indeholder en samtale mellem Madsen og Weirup. Ud over et udvalg af Madsens digte, indeholder den også nogle af hans øvrige tekster. Hertil kommer en række småkapitler og ikke mindst en lang række smukke fotografier af Madsens kunst.
”Erland Knudssøn Madsen” er en informativ og flot bog, der kun kan kritiseres på ganske få punkter: Den indeholder lidt for mange gentagelser, da de forskellige forfattere ind imellem oplyser det samme, og så kunne man godt have tyndet lidt mere ud i Madsens egne prosatekster, hvoraf ikke alle synes lige relevante. Når det er sagt, føler man sig efter endt læsning meget klogere på kunstneren Erland Knudssøn Madsen og også lidt klogere på kunst generelt.

onsdag den 5. oktober 2016

Krisen som en gave

Finn Janning:
”The Happiness of Burnouts”
(The case of Jeppe Hein)
Koenig Books, London
128 sider (engelsk)
Pris: 24,80 EUR

af Troels Laursen
Ordet krise, har sin baggrund i oldgræsk og betyder der, at ”dømme” eller ”dømme om”, så der i selve det at være i en krise også ligger en mulighed for at dømme om, det vil sige lave om på sit liv, så det der bragte én i krise kan ændres. Og krisen giver nu denne mulighed for at dømme om, eller lave om på ens tilværelse. Og derved kan man sigen at der kan ligge en gave i krisen. Sådan kan man læse og forstå denne bog.
"How long is now." Et arbejde af Jeppe Hein fra 2015. Udstilles for tiden i Berlin (http://www.kindl-berlin.de/) 

For seks år siden udbrændte kunstneren Jeppe Hein (født 1972), både mentalt og fysisk. Stress overvandt ham. Han troede, som så mange andre i dagens rigide performancesamfund, at berømmelse og anerkendelse var lig med kærlighed. Det var en fejl. Denne bog, er en samtale om, at det er det største selvbedrag og ikke mindst om, hvorledes spiritualitet er en vej ud af både den fejltagelse og de konsekvenser fejltagelsen kan få i et menneskes liv. Kunstneren er heromkring nok mest kendt for det sjove springvand, Water-pavillon (fra 2011) i parken ved Kunsten, og det ovalt spejl ” Reflecting Frequecies” (fra 2014), i Musikkens Hus, som hænger oppe under loftet i den store foyer og som hele tiden drejer lidt og reflekterer de øvrige etager og folk, der bevæger sig op ad trappen. Spejlet har en ganske smal orange neon-indramning og reflekterer selvsagt også himmellyset og Limfjorden udenfor. Hein har under sin udbrændthed også selv drejet og forskudt sig selv, i en spirituel erkendelsesproces, hvor han gradvist accepterede, at alt er forbundet. Han måtte, i krisen, dømme om. Han indså, at han var en del af noget større end hans eget ego. Han er nu gået gennem krisen via meditation og yoga-øvelser og er kommet ud på den anden side som en styrket mand og en endnu bedre kunstner. Det var krisens gave, for han føler faktisk lykkeligere og stærkere end nogensinde, for han er blevet bedre følelsesforankret i sit liv og er blevet mere bevidst om de basale værdier i livet, først og fremmest kærligheden.

Janning fortæller i bogen om den lange proces, hvor Hein genvandt livsglæden og langsomt erkendte, at berømmelse og succes ikke er forudsætningen for at blive elsket og få anerkendelse, men snarere at åbenhed over for det, som ikke er én selv, og kærlighed til andre er vejen frem. Heins spirituelle rejse indebærer også en erkendelse af altings forbindelse, ligesom han har lært at føle og at se sig selv som en lille bitte del af noget meget større. Han har opnået et større nærvær end nogensinde og en langt større bevidsthed om, hvad der sker inde i ham, så han undgår at undertrykke eller negligere sine følelser. Glæden er genfundet via krisen. Med andre ord er Jeppe Hein blevet mere livsduelig og også bedre til at erkende sine følelser, hvilket gavner hans kunst. Det lyder lidt som en af tidens mange feel-good-bøger, men den er faktisk værd at læse. Bogen er skrevet på baggrund af over 100 interviewtimer, og kan bruges af andre som en slags hjælp til selvhjælp-bog, hvis man selv er ved at have nået stressgrænsen og har brug for at bremse op og finde sin gave i det hele. Og dertil kommer at bogen skiller sig ud på grund af sine filosofiske, psykologiske og litterære anekdoter. Blandt andet med et meget fint udkig til andre ”cases” udover kunstnerens, herunder også Graham Greenes roman fra 1960 ”In a Burn-Out Case” (Udbrændt, på dansk fra samme år). Bogens hovedbudskab, er at opfordre læseren til at erkende, at udbrændthed er bundet til ens syn på livet og sig selv. Bogen vil have en stor pædagogisk værdi for mange, ikke kun til dem, der er direkte berørt af egen udbrændthed. Krisen kan være en pil, der sendt af sted, grib den og brug den.




Faktaboks:
Finn Janning er forfatter og filosof.

Han har studeret filosofi, litteratur og business administration på Copenhagen Business School (CBS) og Duke University, USA. Han modtog sin PhD fra CBS i 2005. Mellem 2005 og 2008 arbejdede han som filosof-in-residence, også kaldet management konsulent. Siden 2008 har han skrevet flere bøger og essays, både fiktion og faglitteratur. Han bor og arbejder i Barcelona.