onsdag den 16. august 2017

Hvad gør et offer til krænker?

Spor i cirkler
Louise Stuhr
Forlaget Mellemgaard 2016

Af Carina Wøhlk.
”Spor i cirkler” er navnet på Louise Stuhrs debutroman fra 2016. Titlen er tankevækkende: Hvis man følger spor i cirkler, kommer man til at gå i ring. Og det er da også tilfældet for nogle af bogens karakterer.  De er på vildspor i sindets kringelkroge og leder efter en vej ud.

Forfatteren er uddannet jurist.  Hun har boet flere år i udlandet – også i England. Og det er netop Cornwall i Sydengland, som udgør den stemningsfulde kulisse for hendes første roman.

Psykologisk drama
Bogen er lanceret som et psykologisk drama. Skikkelser og skæbner væves sammen i et foruroligende handlingsforløb. Fortællingen får mund og mæle i tre stemmer. Røstene tilhører en yngre og knapt så forankret kvinde, en sorgfuld teenagedreng og en narcissistisk mand, der som autodidakt terapeut leger med andres følelser. Det sidste får fatale følger.

På overfladen glimter typisk engelsk landskabsidyl, hvor lunefuldt vejr og lindring i form af ”a nice cup of tea” (se s. 54) er med til at tegne konturerne for handlingen. Men som læsningen skrider frem, skrabes der i det øverste lag, og et mere intenst og ildevarslende billede viser sig.   

Fra offer til krænker
Det grundlæggende tema er interessant. Bogen drejer sig om forholdet imellem afmagt og magt. Hvad er det, der gør et offer til krænker? Bogen er optaget af de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende i kølvandet på overgrebssituationer.  

Den sidste afgørende scene rejser imidlertid et handlingsmæssigt troværdighedsspørgsmål. En af bogens hovedkarakterer ender med at lægge sig fladt ned for en anden af de fremtrædende figurer, selv om hun hele vejen igennem har følt et udefinerbart ubehag ved ham. Måske skal det illustrere den ambivalens, som nogle mennesker kan udløse. Måske skal det understrege styrken i længslen efter forløsning. Men kvindens overgivelse forekommer altså ikke realistisk.


Kill your darlings!
Louise Stuhr har et levende og rigt sprog. Indimellem løber billedbegejstringen dog af med hende. F.eks. på side 29, hvor sammenligningerne stiller sig i kø: ”Som en amme bærer et svøbelsesbarn”…”som en klint af kalk”…”som en løber på et skakbræt”.

Billederne giver hver især mening i sammenhængen, men den excessive brug vækker irritation hos læseren. I hvert fald hos undertegnede. Et godt råd til forfatteren må lyde: Kill your darlings – for nu at blive i det engelske!

Alt i alt er ”Spor i cirkler” en læseværdig bog. Temaet er spændende og sproget i glimt en nydelse. Det vil lønne sig for læseren at løfte sig op over visse irritationsmomenter.     





lørdag den 1. juli 2017

Livet som urealistisk

Carsten René Nielsen
Énogfyrre ting
Forlaget Ekbatana


Af Anne Rye Andersson

Carsten René Nielsen digtsamling Énogfyrre ting er en kakofoni af herlige mærkværdigheder. Bag sig har han et forfatterskab, der vidner om en skæv forfatterpersonlighed: at gennemtrænge det almindelige og nærmest transcendere det til noget ophøjet, er et greb forfatteren ynder at bruge, og det virker. Det mærkværdige går igennem forfatterskabet som en rød tråd, og i denne digtsamling finder forfatteren det tunge skyts frem i form af uhyrlige finurligheder og yderst velskrevet prosa.
Ènogfyrre ting er som titlen betegner en digtsamling om netop énogfyrre ting. Måske rettere defineret som et slags tema i sig selv, snarere end en opregning. I de fleste af digtene fremstår netop tingen som omdrejningspunkt. I selve digtet eller tanker, der er deriveret fra denne ting. Som f.eks. i ”Tæppe”:

”Han spurgte til stjernebillederne over mine tænder, ville gerne vide, hvad meningen var med samtalebrysterne og porcelænsskinkerne. Jeg havde ellers forklaret ham, at nok er metaforer uundgåelige, men det betyder ikke, at man skal løfte op i et hjørne for at se, om der er fejet noget ind under tæppet. Man skal lade metaforen ligge, for hvis man kigger ind under den, er det helt ligesom med tæpper: Der er aldrig fejet noget ind under dem. Under metaforen er der bare et gulv. Det er så indlysende, at selv han burde kunne se det, den spade.”

Eller her i”Boksehandsker”:
”Både brud og brudgom, begge stadig iført boksehandsker, bliver fotograferet med næseblod og sæbeøjne. Så godt de nu kan, med deres flækkede læber, prøver de at smile. Det er trods alt en vigtig dag i et menneskes liv, bryllupsdagen. Da de skærer kagen for, hvilket er rigtigt svært med boksehandsker, gør de da også deres bedste for ikke at bløde på kagen. ”Jeg synes, det er så flot, så lidt blod du har fået på kjolen,” siger én af brudens veninder, da hun ude på toilettet hjælper med at fjerne vattamponerne fra hendes næse. ”Er den brakked?” spørger bruden, håbefuldt.”

Det usandsynlige, det mærkværdige, det vanvittige, det humoristiske møder det almindelige, og det bliver æstetisk tilfredsstillende, absurde sproglige skikkelse, som digtet er. At lave stor poesi ud af en tøjklemme! Det er sådan noget Carsten René Nielsen opnår i disse tekster.

Tankeeksperimentarium
Som læser bjergtages jeg af forfatterens tankerækker, et tankeeksperimentarium. Som om mine hjerne får vist nye veje, den aldrig selv ville have troet var mulige. Kombinationer, der virker forrykte, er pludselig i dyb samklang og harmoni, og jeg undres. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?
 
Formen i digtsamlingen er kortprosa, og det klæder de små anekdoter godt. Der er lige akkurat nok plads til at blive nysgerrig, årvågen, undrende og slet og ret underholdt.
Humor er en stærk spiller i digtsamlingen, der ætser sig ind i værket, gennemvæder det, ironien, det absurde, det vil noget, det kan noget, det gør noget ved læseren, og det er nok værkets største force. Det har noget på hjerte, dette ikke sagt i nogen kvalm betydning. Det er langt fra at være en kliché, det er alt andet.
Temaerne udgår som nævnt fra de énogfyrre ting, der er rammesætningen om dette værk. Det være sig kvinder og begær (digtet Sardindåse), skam i en social kontekst (digtet Tøjklemmen), sex (digtet Sofa), ægteskabets udfordringer (Boksehandsker), hvis man ser værket på en fragmenteret måde. Som helhed er Carsten René Nielsens bog dybest set en urealistisk skildring af livet, men er livet da ikke også urealistisk?



torsdag den 22. juni 2017

Magtens mytologier

Jakob Brønnum: ”Fortællinger fra undergrunden”
Forlaget Nemo 2016, 146 sider, 149 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.
Jakob Brønnums novellesamling ”Fortællinger fra undergrunden” er en beskeden sag i lille format med hvidt bind. Forsiden er kun forsynet med en minimal illustration, forfatternavn og titel. Den prunkløse præsentation til trods er der noget hemmelighedsfuldt og dragende ved bogen, der tilmed ligger godt i hånden. Det særlige format giver lyst til at undersøge, hvad det er for nogle fortællinger, den lille, næsten mystiske udgivelse rummer. Ved et hurtigt kig i indholdsfortegnelsen kan man konstatere, at læseren tilbydes syv noveller af varierende længde. Allerede i den første slås det mest gennemgående tema fast: Magt og misbrug af samme.

”Hjulets opfinder” er en fabel med konnotationer til den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel. Her slår den ene dog ikke den anden ihjel, men begge gør, hvad der står i deres magt for at dræbe den andens livsglæde. Der er stor opfindsomhed og vækst i deres indbyrdes had og konkurrence. Men man sidder og overvejer, om de ikke var nået længere, hvis de havde valgt at samarbejde i stedet for at konkurrere.

Bogens længste novelle, ”Josef i hullet”, lader Josef K. fra Franz Kafkas ”Processen” genopstå og indgå i et nyt, bureaukratisk samfund. Josef K. er lykkelig, da han får et arbejde, der kræver, at han skal sidde i et hul og holde øje. Han skal ikke kontrollere! – blot holde øje, hvilket medfører, at han en sjælden gang drejer på et håndtag og trykker på en knap. Dette finder Josef stor mening i, og dog bygger gennemgangen af hans liv på nogle nyfundne sagsakter, der altså ikke har været taget i betragtning, da hans officielle biografi blev skrevet og kategoriserede ham som elite-berømthed.

”Josef i hullet” er en fortælling om totalitarisme. Men om totalitarismen er af en ydre eller en indre art fremgår ikke tydeligt. Således kan novellen tegne et billede af livet i et gennemkontrolleret samfund, hvor forudsigeligheden gør alting trygt, og ingen derfor har lyst til at træde udenfor normen. Dermed er der opbygget et samfund, der udgør et forstadie til det, der skildres i George Orwells ”1984”. Alternativt er det Josef selv, der pålægger sig rollen som ”kontormus” og år efter år passer sit job uden tanke for, hvad det nytter. Ganske vist skal han igennem visse kriser i sit arbejdsliv, men hullet bliver ved med at drage ham til sig. Set fra denne synsvinkel udgør Josef en pendant til Hans Scherfigs forsvundne fuldmægtig, der til slut i romanen finder ro og mening i det regulerede fængselsliv.

Brønnums pendant til ”Processen” er ubetinget sjovere end det dystre forlæg. Her er et eksempel, hvor Josef gør sig en vigtig erfaring:
”En af de ting der gjorde Josef til et ganske særligt menneske var at han vidste, at så længe man levede, fandt man hele tiden ud af noget mere om livet.
En af de ting han fandt ud af var, at mange af livets problemer kunne løses hvis man ringede efter en pizza. Da han havde prøvet at løse nogle af livets problemer på den måde nogle gange fandt Josef ud af at noget af det, han bedst kunne lide, var pizza.” (s. 60).

En anden af samlingens perler er ”Fortællingen om det teutonske flag”, der i et propagandistisk sprog tegner billedet af en samfund, som er stivnet i gold nationalisme. Flaget har opnået så stor betydning for den nationale identitet, at der opstår alvorlige problemer, da alle landets flag en morgen har skiftet farve. Humoren i Brønnums magiske realisme hviner bluselsløst mod den nøgternhed, fortælleren selv mener at lægge for dagen:
”Kansleren lod nu sin første beslutning meddele. Fra dette øjeblik at regne indgik alle indkaldte og forsamlede i det, der nu officielt blev udråbt til Hofrådens Krigs- og Fredskommite. Der ville blive oprettet en forretningsorden, som alle tilstedeværende bedtes undertegne. Meddelelsen blev modtaget med næsten glæde og en udtryksfuld lettelse. Det var en komite, der kun to gange tidligere var blevet nedsat i historisk tid, og alle vidste at der blandt tidligere medlemmer taltes ikke så få honorære krongodsforvaltere og hofråd. Rigets Gazelleorden af mindst 2. grad var næsten givet på forhånd.” (s. 103).

Enkelte af samlingens noveller er mere traditionelle. Således handler ”De tre drenges klub” om den forvirring, der følger i kølvandet på spirende seksualitet. Men også i denne fortælling dukker magtmotivet op, da drengene vil vise deres mandighed ved at stille krav til en pige; krav som hun bestemt ikke finder rimelige.
Brønnum mestrer at ridse nogle meget alvorlige og genkendelige tilstande op. Men samtidig kiler hans humor sig ind i alvoren, hvorved det afsløres, hvor små mennesker magtmisbrugets udøvere i virkeligheden er. De er alle som de små, forvirrede drenge, der vil puste sig op til noget, de ikke er.
”Fortællinger fra undergrunden” er en barsk, morsom og tankevækkende novellesamling.



tirsdag den 13. juni 2017

Jysk afdæmpethed

Alt er jeg blevet
Jørgen Børglum Larsen
Forlaget Mellemgaard 2016

Af Carina Wøhlk.
Mødet mellem mennesker. Det er omdrejningspunktet i Jørgen Børglum Larsens forfatterskab. Det fremgår også tydeligt af hans seneste udgivelse ”Alt er jeg blevet”. Bogen består af en kortroman og ti små noveller.

Jørgen Børglum Larsen debuterede i 1979 med en digtsamling og har efterfølgende skrevet flere bøger. Den seneste roman ”Den vrede pige” fra 2012 fik flere flotte anmeldelser med på vejen. Derfor gik undertegnede også til hans seneste bog med en vis forventning.

Beskyttelsesdragten
Forfatteren er teolog og tidligere præst. Det sætter sit præg på det, han skriver. Jeres hengivne anmelder har samme uddannelse og arbejdsmæssige erfaringshorisont og kan som sådan nikke genkendende til temavalg og bibelske referencer.

I den indledende kortroman, som er bogens tyngdepunkt, opererer Børglum Larsen med en præst som fremtrædende karakter. I nogle af de efterfølgende noveller optræder henholdsvis en organist og en stiftskasserer. En forfatter med en anden baggrund ville næppe vælge et lignende persongalleri.

Børglum Larsens omtale af præstekjolen som beskyttelsesdragt (se. s. 21), og hans allusioner til kainsmærket (se s. 35) og synderinden (se s. 56) finder klangbund hos en, som er velbevandret i det kirkelige landskab. Spørgsmålet er bare, om en læser uden samme fortrolighed med kirken vil føle sig desorienteret?

Det skøre liv
Hvad novellerne angår, brænder tre stærkest igennem. Det drejer sig om Syn og sagn, Forsikring og den allersidste Alt i ord. De handler på hver deres måde om det, man ikke kan gardere sig imod – rygtedannelse, fyring og død. Som Børglum Larsen skriver i den sidste novelle (se s. 170) ”Livet er skørt”! Det skal forstås dobbelttydigt: Livet er både tosset og skrøbeligt.

Jysk afdæmpethed
Med en enkelt afstikker til Chicago har Børglum Larsen sit fokus på det lille lokalsamfund. Hans gentagne brug af ordet fjalet (se f.eks. s. 7) afslører en jysk klang i det skrevne.

Jysk sindighed afspejles også i forfatterens måden at skrive på. Børglum Larsen formulerer sig enkelt – uden ordflom, overdrivelse og ornamentering. Men indimellem går hans nedtonede form ud over indholdet. Læseren kan simpelt hen miste følingen med forfatterens ærinde. Hvor vil han hen med det, han sætter ord på? Det er synd. For Børglum Larsen har noget på hjerte.


   



mandag den 29. maj 2017

Når billederne bærer, uden at blive tunge

Poul Lynggaard Damgaard
Figurativ Uniform
Forlaget Hagla, 2016

Af Jakob Brønnum
Da jeg læste og skrev om Poul Lynggaard Damgaards forrige digtsamling, den tredje, bemærkede jeg hans fine sansninger. Men det var også min oplevelse, og det blev antydet i positive vendinger, fordi det var en udmærket digtbog, hvordan de oftest fik lov at stå uforankrede. Som rene sansninger.
På det punkt er digtene eller digteren modnet. Her er et digt fra den første samling om at blive til:

Daggryets mund
Jeg bar en læderjakke
og gik mellem stenene
som var tænder langs vejen.
Skibene skilte den første dag,
hvor galionsfigur blev båret ind
fra kysten og sidenhen muret ind i et hus. (s. 73)

I den nye bog hedder det, i et andet digt om tilblivelse:

Sårbar allé
En mystisk dreng
er på den anden side
af den smuldrede mur
blevet voksen i et
andet lands tilfældige
krop.

Et eller andet med hans øje,
og derfor ikke alene et glasøje,
der skinner i træernes tomme
butikker betragtet gennem glas,
tid og væv (s. 31)

Man vil sikkert kunne finde eksempler, der modsiger min iagttagelse i begge bøger, men alligevel er det mit indtryk, at billederne er blevet større, gennem at blive mere sig selv, jeget er trådt i baggrunden og billedet er trådt i forgrunden, det sansede er kommet i centrum og ikke den sansende.
Det her er et lille, monumentalt digt om den digitale virkelighed, hvor billederne får lov at udgøre hele digtene og det ukendte, springende punkt mellem dem, fyldes med virkelighed, med perspektiv, med poesiens særlige tydningspotentiale, som dagligsproget ikke kender

Talende knapper
Pærens glødende
labyrint hen over
det hånden forlod
i bunken med en
diagonal trukket
gennem rummet
tidligere tilbudt.

Bogen er noget kortere end den forrige, som var på over 110 sider, men den virker længere. Bagsideteksten forankrer bogen til Århus  og ”et personligt møde med dens psykiatri”, noget, der virker helt overflødigt. det lægger ingen ting til læsningen eller formidlingen, trækker snarere fra.
Bogen er anbefalelsesværdig på grund af rummeligheden i de enkelte digte. Meget anbefalelsesværdig. Det er sådan en, men kommer til at holde tæt ind til sig en tid.


mandag den 22. maj 2017

Jorns forår i Lissabon

Lasse Krog Møller:
Jorn in Lisboa
16 s. mange illustrationer i s/h og farve
Pris: 50,00
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
Samtidig med den store udstilling Jorn+Munch i Silkeborg, der slutter om få dage, kan man lige nyde denne lille bog, som måske mest af alt er et hæfte. Asger Jorn levede mange steder rundt om i verden, og han arbejdede ligeså mange steder. Og flere bøger har beskrevet dette, fra ” Asger Jorn på Læsø”(2102)  eller ”Jorn i Albissola” (2014) begge med tekster af Lars Morell, til ”Jorn i Havana” (2011), af Troels Andersen.

Museo Barardo
Denne bog, handler ikke om Jorn (1914-73) og hans arbejde i Lissabon, men om et af hans værker, der rejste en del rundt inden det endte i Portugal, på Museo Barardo siden 1995, hvor den hænger i en permanent udstilling. Forhistorien er den, at Jorn i maj 51 tog hastigt tilbage til Silkeborg, hvor han havde tilbragt en del af sin barndom og som han vendte tilbage til med jævne mellemrum. Han led af tuberkulose og havde brug for at blive behandlet på byens sanatorium. Ved udgangen af dette år, var han begyndt at male i en improviseret studie liggende overfor lighuset. Han arbejdede på to cykler: ”Af den Stumme myte” og ”Årstiderne”. 

16 værker
Han malede seksten værker, der på en uregelmæssig måde, fremviser årstiderne. Og en version af disse, er netop Vårens Offer II, (The Rite of Spring II).
Den første udgave, kaldet Vårens Offer I, (The Rite of Spring I), måler 128 x 151 cm, findes på Kunsten, i Aalborg. Efter at have forladt sanatoriet bosatte Jorn i Silkeborg i 1952, hvor han malede dette andet og lidt større version (161x183,5cm), som er meget tæt på den første i komposition og med samme akkumulering af dyrlignende hoveder, der optager næsten hele lærredet. Udover et foto af værket består den lille bog, at en række s/h-fotos af en mand, og som viser de forskellige stadier i en hovedstand. For sandheden er at værket hænger på hovedet i Lissabon. Så hæftet der er et sandt kunstværk i sig selv, er en anvisning til hvordan man skal se maleriet af Asger Jorn! Man må op på hovedet for at se det rigtigt, så man kan se, at det hele står på spring, som et springende forår, og viser maleriets opadspringende kraft, så de ikke blot er en kommentar til Jorns værk, der skal retvendes, men også en udfoldelse af denne, denne kraft, som vinterens død, ikke kan overvinde. Måske en tanke, der behagede maleren, da han tidligere lå over for lighuset og malede våren frem i al dens kraft og vælde.
Opslag fra bogen


mandag den 8. maj 2017

Voltaires Candide: En fransk roadmovie

KLASSIKERLÆSNING:
François de Voltaire:
”Candide eller den bedste verden”. (1759)
Læs et stort udvalgt af Voltaires værker på engelsk i e-bog her

Af Egil Hvid-Olsen
François de Voltaire - eller François-Marie Arouet, som han egentlig hed – blev en af oplysningstidens helt store stemmer. Han levede fra 1694 til 1778 og skrev både skuespil, essays og romaner. ”Candide” fra 1759, der repræsenterer den sidstnævnte genre, er hans nok mest kendte værk. Den handler om en ung, troskyldig mand, der oplæres til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, hvor ”alt sker til det bedste”. 
At denne livsfilosofi er en satire over Gottfried Leibniz’ overbevisning afsløres af, at Candide udsættes for en række voldsomme og tragiske hændelser, der burde få hans tiltro til andre mennesker og skæbnens gunst til at vakle. Men lige som Leibniz fastholder, at alt – selv det onde – sker efter Guds gode plan, omend mennesket ikke har indsigt nok til at kunne se det, så fastholder Candide sin tiltro til tilværelsens godhed. 
Således har ”Candide” tematisk nogle lighedstegn med den gammeltestamentlige ”Jobs Bog”. I modsætning til Job anklager Candide dog hverken Gud eller skæbnen, men fastholder langt hen ad vejen sin tro på, at alt – selv de mest tragiske hændelser – tjener en større sag, der i sidste ende er god.

Candide og Kunigunde
Det hele begynder da også godt. Candide vokser op som uægte barn hos en westfalisk baron, hvis datter den unge mand forelsker sig i. Det går dog galt, da baronen opdager Candides og Kunigundes forhold. Straks smider han sin plejesøn på porten, og snart må Candide se sig indrulleret i en kampklar hær. Kort efter befinder han sig i en blodig krig, der afspejler syvårskrigen, som udkæmpedes (1756-1763), da bogen udkom. Candide, der hører til bulgarernes (prøjsernes) hær, når ikke at kæmpe mod abarerne (franskmændene), men deserterer og slipper derfra med livet i behold. Det gør baronen og baronessen ikke. Ligesom Candide må Kunigunde derfor friste en usikker skæbne, og den bliver lige dramatisk og smertefuld for dem begge, der rives i hver sin retning.
Siden udfolder ”Candide” sig som en litterær forløber for det 20. århundredes roadmovies. Candide rejser rundt i det meste af verden i sin jagt på Kunigunde og lykken. 
De fjerntliggende destinationer virker ikke længere væk end en moderne flyvetur, hvilket kan forklares med datidens fascination af, at langt det meste af verden som følge af adskillige opdagelsesrejser var opdaget, ligesom kolonialiseringen af fjerne lande var nået vidt. Den selvforståelse, dette førte med sig, gjorde, at oplysningstidens europæer forstod sig selv som en kosmopolit.

Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke
På sin lange rejse tager Candides held nogle gevaldige udsving. Hver gang han har heldet med sig, medfører hans ekstreme naivitet, at han lynhurtigt mister det vundne igen. Fortællingens hurtige sceneskift fungerer mest som en ramme, der giver Voltaire mulighed for at latterliggøre en lang række magtfulde personer og diverse kirkelige repræsentanter. Så skarp er hans satire, at der ikke er noget at sige til, at han flere gange i løbet af sit liv måtte drage i eksil. Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke latterliggøres, så dem, karaktererne er skrevet over, må have våndet sig under Voltaires verbale piskesnert.
Voltaire var optaget af at nedbryde fordomme og standsforskelle, men han var også barn af sin tid, hvilket blandt andet kommer til orde i fortællingen om, hvordan Candide skyder to abekatte, der jager et par kvinder fra Paraguay. Det viser sig, at de to aber var kvindernes mænd; en misforståelse, der siger mere om Voltaires fordomme end paraguayske mænds reelle udseende. Dog kan man ikke forlange af et 1700-talsmenneske, at han vidste mere, end han havde mulighed for. I en anden scene er Voltaire dog mere sober. Her skinner forfatterens forargelse over sin tids udbredte slaveri igennem, da Candide møder ”en Neger, som lå på Jorden kun halvt påklædt: det vil sige at han ikke havde andet på end et par blå Lærredsbukser, den stakkels Mand havde mistet sin venstre Fod og sin højre Hånd.” Det viser sig, at slaven arbejder i en sukkerfabrik, hvor arbejderne får hugget hånden af, hvis de mister et par fingre i en af maskinerne. Hvis de finder dette så urimeligt, at de flygter, får de hugget foden af, såfremt de bliver fanget.

Voltaire og verdenshandlen
Voltaire, der ellers var meget fascineret af koloniseringen og den deraf følgende verdenshandel, afdæmper sin begejstring i ”Candide”. Som Ingvild Hagen Kjørholt beskriver det i kapitlet ”Verden blir mindre. Kosmopolitter, slaver og det globale markedet i Voltaires Candide ou l’Optismisme” (note) havde Voltaire tidligere anset verdenshandlen for at være en ramme, hvori alle kunne mødes uafhængigt at kulturel og religiøs baggrund. Inden for denne ramme traf man aftaler til fælles bedste. Men Voltaires holdning ændredes, da han opdagede, at de mange muligheder for velstand førte grådighed med sig. Således blev alles kamp mod alle også udkæmpet indenfor verdenshandlen. Denne kamp gjorde nogle befolkningsgrupper til tabere. Af disse var slaverne de største. 
Den førnævnte slave møder Candide i den hollandske koloni Surinam, som på det tidspunkt var kendt for i sammenligning med andre kolonier at have den højeste dødsrate blandt slaverne. Selvom Voltaire havde en tidstypisk forståelse af, at nogle mennesker befandt sig på et højere udviklingstrin end andre, nærer Candide dog bekymring for slaven. Efter den udtalte forskrækkelse over slavens tilstand, der i hvert fald til en vis grad afspejler Voltaires forargelse over den hårdhændede behandling af disse underkuede mennesker, griber han tilbage til satiren, idet han lader slaven påpege et dilemma: ”De hollandske fetichtilbedere [præster], som har omvendt mig, fortæller mig hver Søndag at vi alle, både Sorte og Hvide er Adams Børn. Jeg forstår mig ikke på Stamtavler; men hvis Prædikanterne har Ret, er vi alle kødelige Søskendebørn og nedstammer fra Germanerne. Og så må de indrømme, at man ikke godt kan behandle sine egne Slægtninge frygteligere.” Faktisk var det bestemt ved fransk lov at slaver skulle døbes.
På baggrund af al den uretfærdighed, Voltaire er sig bevidst (selvom vi i dag ville være endnu mere fortvivlede end ham over hans samtids barbari), er ”Candide” et samfundsrevsende eventyr, der ender med, at selv den stangnaive hovedperson må indrømme, at verden ikke er så god, som han har insisteret på. Dette understreges af, at kærligheden mellem ham og Kunigunde er udslukt, da de endelig kan forenes. Han resignerer og nedgraderer meningen med livet til det at passe sin have. Denne sorgmuntre slutning står som en ironisk kommentar til hele den umenneskelighed, der udfoldedes på Voltaires tid, og som læser kan man spørge, om slutningen ikke har lige så stor relevans i dag, der bestemt heller ikke er ukendt med menneskeskabte grusomheder. Det er således ikke mere end 41 år siden, at Halfdan Rasmussen udtrykte noget, der minder om Candides afsluttende livsfilosofi, i sin sang ”Noget om helte”:

Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Når det er sagt, er ”Candide” som antydet ikke mindst en roman, der er præget af den tid, den blev skrevet i. Det er indiskutabelt, at bogen er en klassiker, men skyldes det ikke i højere grad dens virkningshistorie end dens litterære kvaliteter?
Mødte man i vore dage op med et manuskript som dette, ville forlaget hurtigt afvise udgivelse af det, fordi historien ganske simpelt er for dårligt fortalt. Hele den lille bog minder mere om et referat af en roman end af en roman i sig selv. Candide farer verden rundt, selvom den tids transportmidler var særdeles langsommelige, og som læser kastes man hovedkulds fra den ene scene til den anden. Således bliver hele romanen underligt fragmenteret og svær at lade sig fange af. Så meget desto morsommere er det, at Voltaire et sted lader en excentrisk venetiansk rigmand, der ikke længere kan glædes ved noget, klage over, at de antikke klassikere er gabende kedsommelige. På lignende måde udgør ”Candide”, der i mellemtiden selv er blevet lige lovlig ensformig, et eksempel på litteraturhistoriens udvikling.
”Candide” er en samfundsrevsende roman, der i sin tid skabte debat, latter og vrede alt efter, hvem læseren var. En del af satiren kan føres direkte op til vore dage, hvor der stadig findes snobber, diktatoriske herskere og dobbeltmoralske præster m.m. På den baggrund har bogen både historisk og aktuel værdi.

Note: I Eliassen, Fastrup og Andersen Nexø, red.: ”Europæisk Litteratur 1500-1800, bind 1”, Aarhus Universitetsforlag

torsdag den 4. maj 2017

Vejen er hvad der sker

GARY SNYDER: SKILDPADDEØEN
154 sider, oversat af Mads Kusk, 150 kr 
Bureauets Lommebibliotek 

Af Jes Nysten
Jeg ved ikke, hvor meget navnet Gary Snyder siger danske læsere. Måske vil det være nemmere med navne som Jack Kerouac og Allan Ginsburg? Jo, de tilhører da den amerikanske såkaldte beat-generationen - beatniks - en broget flok af digtere, der fra slutningen af 50'erne samledes på østkysten, og som på trods af deres forskelligheder havde en fælles "mission": at befri mennesket fra det kommercielle, kapitalistiske samfunds lænker. 
Til denne mission hørte bl.a seksuel frigørelse, eksperimenter med stoffer, eksperimenterende poesi, der hentede rytme, puls, frasering og råhed fra jazzen. Men det handlede ikke bare om at slippe tøjlerne. Man ville ikke blot ud af snærende lænker og leve frit og uforpligtende og ubekymret. Disse folk følte at frigørelsen fra det kommercielle samfunds normer og begrænsninger åbnede for et større og mere forpligtende fællesskab: naturens altomfattende fælles-liv. 
Beat-generationen er vel først og fremmest kendt for denne oplevelse af naturen som deres "hjem" - og megen af deres kunstneriske virke var grundfæstet i en stærk økologisk bevidsthed. 
En vigtig vej væk fra en vestlig forbruger-holdning til Moder Natur var deres indoptagelse af østerlandsk tænkning og spiritualitet, navnlig zen-buddhismen, der netop tilbød en anderledes respektfuld natur-bundethed. 

I dette felt står Gary Snyder som et stadigt aktivt fyrtårn. Han var med fra begyndelsen som en af de mest reflekterede og aktive.
Hans biografi vidner virkelig om en determineret og seriøs frontkæmper, der både i det helt nære konkrete og det intellektuelle har ydet noget af det bedste indenfor dette brede felt. 

Derfor giver det også god mening, at han nu endelig bliver gjort tilgængelig for danske læsere med denne lille men fornemme udgave af "Skildpaddeøen", som han modtog Pulitzerprisen for i 1975 - også selvom den således kommer med 40 års forsinkelse! Vi møder i digtsamlingen en både strengt formbevidst og sprudlende legende sprogkunstner, der med sin stærkt økologiske optagethed og spirituelle tone vil vække genklang hos rigtig mange også idag. 

Der er naturligvis altid en fare for at en så stærk fokusering på "en sag" kan få selv de bedste digte til at blive didaktiske lærestykker, og faren ligger også her for Snyder. Udgivelsen afsluttes med afsnittet "Klar tale", hvor Snyder i ligefrem essayistisk form fremfører sine behjertede betragtninger. Her er det på sin plads med politiske/etiske vejledninger. Men i selve digtsamlingen står de digte stærkest, hvor den sansede og erfarede "naturtilstand" foldes ud - uden bagtanker. 

Navnlig tre digte vil jeg kort nævne - alle tre umiddelbart betagende, prægnante og vidtfavnende:

I digtet "UDEN" bliver indfældetheden i naturen, det fælles åndedrag, den fælles "sang" stilsikkert tømret fast:

"stilheden
i naturen
inden i.

kraften inden i
kraften

uden.

vejen er hvad der sker - ikke
et mål i sig selv.

målet er,
ynde - lethed -

at hele,
ikke frelse

synge 
beviset

beviset på kraften inden i."

I digtet "DE DØDE VED SIDEN AF VEJEN" 
Her observerer digteren de forskellige dyr, der ligger døde ved vejkanten. Der skulle de jo ikke ligge, men vi har netop begrænset deres udfoldelsesmuligheder med vores gennempløjning af naturen med vore enorme vejnet. 
Digtet slutter:
"Bed til deres sjæle. Bed dem velsigne os: 
vores gamle søstres veksler
vejene blev lagt på tværs og dræber dem:
natlysende øjne
De døde ved siden af vejen."
Her har vi samme motiv, som Bruce Chatwin udfolder i Songlines: at vi har skåret de naturlige veje for naturens dyr og mennesker over med vore kultiverede og rationelle "tanke-veje"! 

Digtet "BADET" er en vidunderlig smuk og sanselig beskrivelse af en bade-scene, hvor digteren og hans kone og søn bader hinanden, indsæber hinanden, berører hinanden - bliver til for hinanden som levende kroppe  midt i en større og mere omfattende "krop". 
Hvert vers slutter med "er dette vores krop?", for til sidst at konstatere 
"skyen henover himlen. Vinden i fyrretræerne 
den gurglende rislen på den sumpede eng
dette er vores krop."

Jeg har her blot givet en lille smagsprøve på en på alle måder fornem digtsamling. Endnu engang skal vi glæde os over Det Poetiske Bureaus Forlag, der som fx her i deres "Lommebibliotek" giver os uventede og store læseglæder.  

fredag den 21. april 2017

Den kritiske, den mørke og den virkelig smukke

Thorvald Berthelsen
Mørkeleg
Forlaget Ravnerock, 2016
93 sider

Af Anne Rye Andersson
Med meget på hjerte har Thorvald Berthelsen skrevet den kritiske, mørke og virkelig smukke digtsamling m.m. Mørkeleg. Han skriver med en sjælden præcision og fremragende blik for essens, som ses helt tydeligt i haikudigtene. Evnen til at skære ind til benet og samtidig berøre og være vedkommende er eminent.

Du løber i mørket. Du falder, famler. Du slår dig på mørket, men oplyses også af det. Du befinder dig i Berthelsens digtsamling Mørkeleg. Imellem de forskellige nuancer af mørke opstår lysglimt, sideløbende med kritikken af et samfund i åndeligt forfald. Det er følelsen af at være i et mikrokosmos fyldt med sorte huller, som forfatteren også beskriver i bogen. Disse sorte huller er fyldt med åndelig illumination eller slet og ret intethed.

Det er en bevidsthedsudvidende oplevelse at læse disse stramt komponerede digte. Og stramt skal forstås meget positivt, som præcist, værket skærer ind til benet og viser altings begyndelse. Som fx her:

Savage Rose (…)
Vildrosen er død
Den storternede stormvindes
ru overtoner.

Eller her:

Dragesæd
Så dragetænder
i dampende engfurer
Høst dværgfyrs stenbid.

Eller her:

Hverdagssvigt:
Skibbrudne kys
kan ikke synke for
vildfarne vinger.

Læsningen af Mørkeleg er ligeledes en følsom sag. Der er noget rørende over den næsten-nærhed, der beskrives mellem linjerne. Noget sindsoprivende. Bare de hænder dog når hinanden, tog undertegnede sig selv i at tænke. Den forliste kærlighed set gennem nye briller kan være en voldsom øjenåbner, og det er den tydeligt i denne samling. Sideløbende med haikudigtene ses smukke og surrealistiske illustrationer i form af collager, også fra Berthelsens hånd. De understreger meget fint stemningerne i digtene, som er dragende i deres drømmende udformning. Herudover indeholder samlingen erindringsbilleder og nyfortolkninger af H.C. Andersens digte i haikuform, hvilket er udmærket gjort. Et eksempel ses her:

Den grimme ælling:
Kroppen i vandet
bevæges lettere end
drømmenes svanesang.

Referencerne i digtsamlingen er mange. Lige fra Dan Turéll til den slovenske digter Lucija Stupica. Det klæder værket og vidner om en belæst forfatter, hvilket giver værket en ekstra tyngde. Værket er en smuk helhed, hvor de undersøgende ord hænger sammen med de fine collager. Ikke mindst fordi værket afsøger det skrøbelige i vores eksistens og det skrøbelige i kærligheden. Det viser læseren en usikker verden fyldt med divergens, hvor det grimme stikker sit afstumpede ansigt frem midt i det smukke. Ledsaget af et ufravigeligt håb og troen som underlægningsmusik bliver disse digte ikke mørke i dårlig forstand, tværtimod. De bliver derimod livgivende og inspirerende. Livsbekræftende.

Jeg vil anbefale alle nysgerrige sjæle med appetit på livet at læse denne digtsamling, men også dem for hvem håbet lider. Der er håb, og det viser Berthelsen på fineste vis. Smukt indspark.

(Anmeldelsen har tidligere været bragt på modspor.dk. Den bringes i Den smalle bog med tak for tilladelsen. Red)


tirsdag den 18. april 2017

Kunstens historie i Aarhus

Lars Morell: ”200 års kunst i Aarhus”, Aarhus Universitetsforlag 2016, 320 sider, rigt illustreret, 399,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Selvom pragtværket ”200 års kunst i Aarhus” allerede udkom 1. november 2016, udgør den en del af fejringen for Aarhus, der i 2017 giver den på alle tangenter som europæisk kulturhovedstad.
Lad det være sagt med det samme: Bogen er ualmindelig stor og flot, selvom dens forsidebillede ikke gør noget væsen af sig. Med lysegrøn lærredsindbinding og et format, der overgår de fleste bøger, står man med en særpræget udgivelse i hånden, der vækker en hel del forventninger om indholdet. Næsten hver anden af de dejligt tykke sider bringer da også skarpe gengivelser af forskellig aarhusiansk kunst. Kun en del af de gamle fotografier af guldaldermalere og deres omgivelser er i sagens natur lidt slørede.

Forfatteren og idéhistorikeren Lars Morell har bygget bogen kronologisk op. Med udgangspunkt i Emmerik Høegh-Guldberg (1807-1881), hvis kunst forfatteren ikke er imponeret af, men som til gengæld roses for at have skabt gode rammer for mere talentfulde malere, udfoldes det kunstneriske liv, der næredes af den lokale natur i Aarhusbugten og Riis Skov. Morell fortæller om de forskellige maleres motivvalg, deres foretrukne teknik samt deres hensigt med at male. Ofte får man også indblik i forfatterens vurdering af de enkelte kunstneres kunnen eller mangel på samme.

Allerede i de første kapitler slås det fast, at Aarhus altid har hængt lidt fast i traditionerne. Byens kunstnere har taget ved lære af andre, men sjældent været med i fortroppen, når en ny retning brød frem. Dette er en meget ærlig fremstilling, men samtidig udgør den en trussel mod bogen selv, for hvem gider læse om kunstnere, som bare har fulgt i sporet på andre, større ånder? Denne konsekvens er det dog ikke nødvendigt at drage, for selvom de allerfærreste aarhusianske kunstnere har været trendsættende, har de kunnet udfolde deres talenter indenfor de givne rammer, der hørte deres tid til.
Disse større eller mindre talenter gennemgår Morell med beundringsværdig soliditet. Han har udført ikke så lidt grundforskning for at få mest mulig information om selv glemte kunstnere med. Bagsiden af denne medalje er, at bogen (særligt i enkelte kapitler) er på nippet til at drukne i navne, som blot nævnes en eller to gange. Af samme grund fylder navneregistret 10 sider bag i bogen, vel at mærke i to spalter som bogens øvrige opsætning. Det er ganske meget, når man tager i betragtning, at der kun er tekst på halvdelen af bogens godt 300 sider. Selvom læseren af denne grund let kan miste overblikket, samler teksten sig dog på en anden måde. Om end man ikke kan huske de mange navne, giver de små, leksikonartikellignende gennemgange af billedkunstnerne en samlet forståelse af, hvilke interesser og retninger, der var med til at danne de skiftende tiders udtryk for kunsten i Aarhus.

Høegh-Guldberg og Overtaci

Ud over disse korte omtaler af forskellige kunstnere fremdrager Morell også en række andre personer, der har haft særlig betydning for kulturhovedstadens kunstliv. Ud over Emmerik Høegh-Guldberg er det folk som Overtaci/Louis Marcussen (1894-1995), Kam Petersen (1918-1986) og Per Kramer (1942-2010). Af disse anser Morell Overtaci/Louis Marcussen for at være en af de største aarhuskunstnere. Marcussen rejste til Argentina i 1923, hvor han ernærede sig som malersvend. Efter nogle år fik han svært ved at få arbejde og endte blandt samfundets fattigste. Siden opsøgte han regnskovsindianerne i den nordlige del af landet. Enten udløste sult eller indtagelse af euforiserende svampe en psykose, som Marcussen aldrig blev helbredt for. I 1929 vendte han hjem til Danmark, hvor han ret hurtigt blev indlagt som psykiatrisk patient. Her insisterede han på at blive kaldt Overtaci. Hans særlige talent som kunstmaler blev opdaget, da han boede på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Her findes der et museum (Museum Overtaci) med hans og andre psykisk udfordrede kunstneres værker.

Selvom bogen vrimler med navne i en sådan grad, at nogle er glemt, så snart de er nævnt, springer Morell ikke over de af de seneste årtiers store kunstnere, som også stammer fra eller har haft deres gang i Aarhus. Her kan nævnes navne som Asger Jorn, Sven Dalsgaard, Erik Heide og Ingvar Cronhammer.
Ud over den grundige gennemgang af byens mangfoldige billedkunstnere, fortæller ”200 års kunst i Aarhus” også historien om de forskellige kunstskoler såvel som udstillingssteder. Læseren sættes ind i de indbyrdes kampe og de forskellige lokale kunstneres forsøg på at lægge en linje for skolernes tilbud og udstillingernes indhold.
Der sker meget på 200 år, og set i det perspektiv har Lars Morell fået forbløffende meget med i sin store, flotte bog. Der kræves både koncentration og tålmodighed af læseren, men det er vel heller ikke for meget forlangt, når bogen skal redegøre for den indflydelse, billedkunsten har haft i Aarhus; en indflydelse, der også må have været medvirkende til, at byen blev udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad.

torsdag den 30. marts 2017

Jeg er den afgrund, der åbner sig under mig

Mona Larsen
Konkylieøre
Forlaget Mellemgård
64 sider, 149 kr., fås også som e-bog


Af Thorvald Berthelsen
Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter - der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner

komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn

kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks.  i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.”
Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa
af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden

lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl
krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke

af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker
og så –
de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller
kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore (s ene) ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:
verden ligger fjernt

selvforglemmende

dystopisk opklippet
jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?
verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne
jeg finder stederne
ved vandet
alle steder
kan sagtens
stå stille
længe
på et ben
kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i udpenslet sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.

Som helhed betragtet er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.


mandag den 20. marts 2017

Metaforer med den dybe klangbund

Anne Vestberg
Katastrofen, byen og skoven
Forlaget Ord
64 sider, 199 kr., e-bog 129 kr.

En af grundene til, at Anne Vestbergs også rent grafisk meget smukke bog har ligget lidt længere i stakken på skrivebordet end godt er, er at jeg har haft svært ved at tro, at det er en debutbog. Den er sikker, klar og stærk, og den bruger billeder på den enkle og misundelsesværdige måde, der gør metaforer til eksistentialier.

”Det er også en rejse
at vende tilbage
til gamle steders omfavnelse
og modstanden i den”

Sådan begynder digtet Vende tilbage. Gamle steders omfavnelse! Det får mig til at tænke på hvad som helst. Min barndom, min mors død, min skole, gamle lærere. Jeg dufter græsset i sommerhuset i tresserne og hører lyden af Mr. Bojangles i radioen. Senere står der:

”Ord dør øde steder
så jeg tegner streger i støvet
for at indramme
dér, hvor det var.”

Det er strålende! Billedet af den bevægelse, erindringen foretager, det jeg netop beskrev, bliver en indramning af steder, der egentlig er forladte. Er ord døde eller levende, når man vender tilbage til dem?
Hver enkelt af digtene i de tre afsnit, der svarer til de tre steder i bogens titel, har sådanne udfordringer, poetiske afsæt, der gør noget levende.
Nogle gange bliver det mere surrealistisk, som i digtet Noget i søen:

”Vi forstår splinterne i badebroen
og når en fisk bider på krogen
skællenes metalrenhed”

Søen bliver i digtet et billede på noget ordløst, noget ukendt, som rummes i verdens eller ens eget sjæledyb, det er et meget klassisk billede. Senere hedder det:

”Vi kan lytte til blodets dunken
holde balancen ved at stå stille
altid”

Anne Vestbergs digte balancerer flot mellem metaforikkens idealisme og tingenes realisme. Eller som det hedder i digtet Nature morte:

”Der er tale om en mild grad af
biologisk intervention
håndholdt og fingerstrøget
der er ingen grund til panik”

Man har lyst til at nævne en hel del digte, f. eks. Okulation, som står i dette sammenfald af metaforik og tingslighed og beskriver en proces, hvor en rosenknop, anbragt på en træstamme en dag åbner sig som et rødt øje. Digtets underliggende semantik vækker associationer til indsigt, som syn eller vision, og associationer til dette at blive set – endda i eller af livet selv. Og forfatteren afrunder det med en humoristisk bemærkning om en høst, der skal bæres hjem. Den høst må være livsforståelse.
De to åbningsdigte i afsnittet Byen, det første uden titel og det andet med titlen teater hører til blandt bogens længste. Teatermetaforen i livsbeskrivelsen er også meget klassisk og central for Goethe, både i fortalen til Faust og som alternativ til handelslivet i den store profetiske roman om de næste 175 års frie, individuelle samfund, Valgslægskaber. Teaterforestillingen i bogen her er kosmisk, men også mytologisk med åbenlyse hentydninger til kulturens store normdannelse skabelsesberetning fra den jødiske bibel.
Det særligt fascinerende er nysgerrigheden, der driver gennem bogens digte, accepten af, at der altid er noget at lære og den lydhørhed, det fordrer. Derfor vender man tilbage efter mere. Og glæder sig til forfatterens videre arbejde.

mandag den 13. marts 2017

Arvesynden. Det fornægtede som slægtsroman på vers

Arne Ziebell Olsen: 
Arvesynden”.
Skriveforlaget 2016, 268 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

En versroman
uden rim
og næsten uden
tegnsætning
men fuld af
indhold
mening
dyrekøbt erfaring
fuld af
humor
glæde
ømhed
skuffelse
fortvivlelse
modsætninger
der mødes
for eksempel
i dette citat
”jeg kommer løbende hjem
smider skoletasken
i hjørnet
ved bordet i køkkenet
siger mor
far skal ikke bo her mere
hvor skal han så bo?
far bor nu inde hos farmor
så græder jeg
kan slet ikke holde op
jeg synes
det synd
for far
[…]
og jeg synes
det er uretfærdigt
jeg ikke kan komme med min bror
i Nørreport Bio
i aften
og se
Dr. No
Agent 007
Mission Drab
bare fordi
jeg ikke er tolv år.”
(s. 58f.)



Forfatteren
Arne Ziebell Olsen
deler ud af sine
erindringer
og erfaringer
som dreng
som ung
som voksen
som usikker
som homoseksuel
som rebel
som fortæller
om det, der glæder
og det, der gør ondt
om sjove hændelser
og det modsatte
som barn i
en dysfunktionel familie,
som mønsterbryder
og socialrådgiver.

Sproget er
knapt
men præcist
læseren fylder
problemløst
hullerne ud
læser om
de sidste seks-syv årtiers
danmarkshistorie
set fra
én
persons synsvinkel
der har givet sin historie
overskriften
Arvesynden
fordi det er den
der har præget livet
den
der præger alles liv
som det formuleres af
Ebbe Kløvedal Reich
i bogens indledende citat
”Arvesynden er almindeligvis fornægtet, selv af folk, der er fortrolige med folkekirken. Det forstår jeg ikke rigtig. At vi har arvet den efter Adam og Eva, fordi de spiste af kundskabens træ, er en lignelse. Men hvis man nægter at erkende, at vi alle lever vores liv her på jorden under standard og ikke lever op til vores muligheder, mangler man enten selvindsigt, fantasi eller begge dele. Hver eneste gang vi affærdiger hinanden som en besværlig hindring i udfoldelse af eget liv, begår vi en synd.” (s. 7).

Arvesynden
er den
korteste
slægtsroman
jeg har læst
men lige så givende
rørende
fængende
morsom

og medrivende
som en lang
så har man ikke tid
overskud
lyst
til at læse en lang bog
så læs Arvesynden

torsdag den 2. marts 2017

John Keats imaginære dialoger

KLASSIKERLÆSNING: John Keats: Til søvnen.

Louise Stuhr skriver en personlig refleksion over den engelske romantiske digter John Keats (1795-1821). Efter introduktion følger Keats digt til søvnen i original og i oversættelse, samt to nye digte af Louise Stuhr, "i Keats stil"

Jeg boede for år tilbage nogle dage i Keats’ lejlighed ved Den Spanske Trappe i Rom. Der herskede en uforglemmelig stemning, hvor den dybe søvn først indfandt sig efter kl. to om morgenen, når de sociale aktiviteter på trappen faldt til ro. Det er tankevækkende, at netop søvnen – og med den døden - skulle høre til blandt Keats’ store temaer: Can death be sleep, when life is but a dream and scenes of bliss pass as a phantom by?

Mit første møde med Keats stammer fra gymnasietiden, hvor navnlig pensums ”Ode on a Grecian Urn” gjorde indtryk: Bold lover, never, never canst thou kiss, Though winning near the goal – yet, do not grieve; She cannot fade, though thou hast not thy bliss, For ever wilt thou love, and she be fair!
Der er en besættelse i disse linjer, også efter eksamen. Denne fastfrysning af evigheden, ungdommen, skønheden, så tæt på og dog uopnåeligt. En spændstig kontrast, en uimodståelig udødelighed, som appellerer bredt og romantisk.

Denne efterårsferie var jeg atter i Rom og kunne ikke modstå fristelsen til at genbesøge museet 26 Piazza di Spagna. Det er berigende at befinde sig i disse rum og suge oplysninger til sig om den unge digter. Især er jeg fascineret af Keats’ evne til at anlægge utraditionelle ”betragter-vinkler” og have imaginære dialoger med naturen, dyrene eller stilleben, menneskeliggøre dem med smittende, empatisk indlevelse.

Fra museet ved Den spanske trappe
i Keats og Shelleys lejlighed
Keats tilhører – sammen med Byron og Shelley – de unge døde poeter, som danner grobund for myter. Det gælder navnlig Keats, som først opnåede anerkendelse efter sin tragisk-tidlige død. Måske skyldtes det hans introspektive, filosofiske tilgang, og det forhold, at hans mellemklasse-uddannelse som ”apothecary” ikke fremmede accepten af ham som (højere-rangerende) poet.
Fortællingen om den uheldige Keats rummer meget drama: farens fatale rideulykke, Keats’ traumatiske rejse med diligencen ind til London, hvor han ikke havde råd til en plads inde i vognen, men måtte sidde på bukken udenfor i regn og kulde. Derefter blodhosten og tuberkulose selv-diagnosen, med udsigten til snart at følge moren og broren i døden. Den gengældte, men ufuldbyrdede kærlighed til Fanny Brawne, der bar hans ring til sin død.  Det er saftige sager, som nærer hans berømmede digte.

Som han siger i ”Ode on a Grecian Urn”, så er de melodier, man kan høre, søde, hvorimod de uhørte melodier er endnu sødere. Viser til sjælen, ikke til øret. Denne ode frister fantasien, sætter hele tilværelsen på stand-by i en sødmefyldt lykkerus. Selvom den unge mand aldrig får lov at plante sit kys, er han heldig, for pigens skønhed består. Ligesom der hersker evigt forår, og ungdommen sejrer. En smukkere drøm findes næppe, drømmen om evigheden, et guddommeligt vokskabinet, den levende død.
Alt man behøver vide i denne verden er, at skønheden er sandheden, og vice versa, for den græske urne med tilhørende guirlander overlever. En eksplosiv skaberkraft der nærer sig i døden, en sidste blomstring før Amen.
         

John Keats: To Sleep

O soft embalmer of the still midnight,
Shutting, with careful fingers and benign,
Our gloom-please’d eyes, embowere’d from the light,
Enshaded in forgetfulness divine:
O soothest Sleep! If so it please thee, close
In midst of this thine hymn my willing eyes,
Or wait the “Amen”, ere thy poppy throws
Around my bed its lulling charities.
Then save me, or the passed day will shine
Upon my pillow, breeding many woes, -
Save me from curious Conscience, that still lords
Its strength for darkness, burrowing like a mole;
Turn the key deftly in the oiled wards,
And seal the hushed Casket of my Soul.

Til Søvnen (Oversat af Louise Stuhr)

Åh tyste midnats bløde balsam
som med varsomme, venlige fingre
skærmer vore skyggetrængende øjne, beskytter dem mod lyset
bag guddommelig glemsel:
Åh dulmende søvn, hvis det behager dig, så luk
mine villige øjne midt i denne din lovprisning
eller vent på ”Amen” før du lader din valmue
strø søvndyssende velgørenhed over min seng.
Frels mig, så den svundne dag ikke kaster lys
på min pude og avler ængstelse;
red mig fra nysgerrig samvittighed, som altid
hersker over mørket og graver som en muldvarp;
drej behændigt nøglen i smurte låse
og forsegl min sjæls tavse kiste.

Louise Stuhr: To digte i Keats stil

Reflections

My heart flows with sadness and sorrow,
A cheerful mask I shall borrow,
Perhaps joy will then,
At least I pretend,
Lend my life, for a while,
A tomorrow.

England 1997

Awake

My eyes are burning in the night,
but sleep is distant, out of sight,
hallucinating in the dark,
producing thoughts of bluish spark.

My bed: a roller coaster wild,
the nightmare of a drowning child
when waves are breaking in my ear,
the jumpy turbulence I fear.

Such vivid images emerge,
of wrecked ship and rescue search,
I toss and struggle with the sheet,
as storms against my body beat.

The winds are blowing even more
my heart is pounding in my core
the world is drawing near its end
such loneliness without a friend.

But finally the force subsides,
my tangled hair the pillow hides,
with sacred morning comes the sleep,
this peaceful moment I shall keep.

Louise Stuhr October 2016






fredag den 17. februar 2017

Blodige skriftrids gennemilter nødvendigheden

Henrik S. Holck:
Ungdom (digte 1976 – 82)
Det Poetiske Bureaus Forlag 2016

Af Thorvald Berthelsen
Henrik S. Holck blev nærmest udråbt til den ny 80’er lyriks vidunderbarn, et mirakel, da han debuterede i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt på Borgens forlag, samme år som Michael Strunge debuterede med Livets hastighed og F. P. Jacs Munden brænder på huden udkom på samme forlag. De tre havde mødt hinanden til Poul Borums litterære sessions, hvor Asger Schnack underviste, gav kritik og sammen med Jarl Borgen antog de tre digtsamlinger samtidig, måske som led i en bevidst ny generationsdannelse. Resten af 80’er generationen Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen fulgte med debuter i 81-82.

Samlingen er en radikal kritik af det moderne a-religøse samfund med dets markedsøkonomi og massedemokrati, ikke ud fra dets indre modsætninger og degeneration, men ud fra en ren og mere sand natureksistens og dens oplevelse og iltning af verden. Et ’naturevengelium’ skrevet under koldkrigens farligt forsimplende atomtrussel, med modernistiske aner tilbage til Gustav Munch-Petersen, Ole Sarvig, Gunnar Ekelöf, Gunnar Björling og Edith Södergran.

Døgnets og årstiderne cirkelformede jordrytme opleves som tilfældighed/nødvendighed i øjeblikkenes udbrud af liv der ikke kun er lukkede punkter som punktummer men lynsnare åbninger af ufatteligt nye muligheder; en uendelighed af begyndelser og skabelse som naturloven:

kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige
er du menneske
se solen strejfer en rejse rund
ud over kanten af din bevidsthed
og står dig i blodet med sin tanke
det er kun oplevelsen
og oplevelsen er det du er i
tilfældigheden og nødvendigheden
græder sorgen
rejser jorden sig af sin forbrugte tid
og styrter det hele sammen om dig igen
kun det der skal ske
kun det der skal og må ske
for at du kan ophæves til alt og intet
tegne en cirkel
kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige

Derefter gik der 10 år før Holcks næste digtsamling, Kærlighed på 3 uger, udkom på Gyldendal og ikke Borgen, og endnu 9 år inden den næste igen, Drømmesøn, udkom på eget forlag i samarbejde med Forlaget Solbjerg i 2007. Til dels fordi Holck i stedet for det generationsopgør, de øvrige samledes om, gik sine egne veje med shows, kunstanmeldelser og radio-happenings, som efter bl.a. Søren Ulrik Thomsens mening hovedsageligt gik ud på, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt, selvom Holck samtidig blev optaget på Kunstakademiet. Til dels fordi Borgen aldrig antog de to manuskripter til en roman og en ny samling digte som lå færdige i starten af 80’erne, ”hvilket (ifølge Holck selv) var et hårdt slag, han aldrig siden er kommet sig helt over.” (Jakob Østergaard Nielsen, Nødvendighedens naturgrafitti, Standart nr. 3, 2006)

Som det kan ses er Holck blevet skubbet længere og længere ud i lidderadurens perferi. Det er derfor både passende og meget glædeligt at Det Poetiske Bureaus Forlag nu efter endnu et 10 år har udgivet en omfattende samling af Holcks digte fra 1976 – 82 (fra han er 15 til han fylder 21), Ungdom, hvor man kan læse hvad vi er gået glip af indtil nu på grund af det litterære establishments indskrænkethed.



Det er eksperimenter, til tider kladder, men også fuldkommengjorte digte og hele samlinger af samme, ligeså fuldkomne som Vi må være som alt. Og den er en meget alsidig og altomfattende repræsentation af de to modstrittende spor, som Holcks litterære praksis ifølge Jakob Østergaard Nielsen befinder sig i og imellem: ”Et poetisk (grav)alvorligt og litterært opbyggeligt, og det andet tilsvarende spilfærdigt, kitchet og lige dele litterært undergravende og underholdende.” Det er stadig en sprogligt virtuost nyskabende gennemspilning af den sande natureksistens i den løbende opløsning af sproget, syntaks, grammatik og musik, som han og 80’er generationen føler er intenst forbundet med den allestedsnærværende bevidsthed om den sandsynlige  på denVi atomkrigs destruktion, ’verdensundergangsangsten’. Men også en vrængende parodisk og underholdende udgave af det samme, hvor tingsværdenens artefakter - i modsætning til ellers - optræder. Og vi ser Holcks inspiration fra Zen-buddhismen. F.eks. ½i de meget tidlige digte som Livet er en cirkel/livet er ikke en linie med slutlinierne:

Vi vender tilbage til os selv
når vi vågner fra døden
fra søvnen
ind til livet

Som senere modsvares af en parodisk udgave i 1,39: at universet er en cirkel:

23,01: at verden er en cirkel
            at verden er en ret linie: universet: i morgen:
1,39: han begyndte at gå og gik forbi den fremmede
          og den fremmede han
Ja han forsvinder selvfølgelig i den blanke afslutning af digtet. I samme digt står den drilske og undergravende karakteristik af sproget i digtet, som viser hvad det er der støder selvhøjtidelige litterater, som ynder at betragte digtet som et selvtilstrækkeligt metasprog:
10,21: kunne skære sig på mange ting. Et stykke glas,
            en sten m.m.
13,06: berøringer der realiserede ’tomrummet’
            og under huden
            skrift skrevet af sår og savn
18,59: han sidder inde i sproget
            han kan ikke læse sig selv
19,21: for mange ord har gjort ham ulæselig

Og det er i sig selv en parodisk, kitchet udgave af versene om sproget i Vi må være som alts afslutningsdigt Det fuldstændige:

og de vandrede i alt over jorden
til de fandt sig selv i et sprog uden grænser
et sprog ikke bare for sprogets skyld
men et sprog som udtryk for deres ufornægtelige identitet

I det første undergravende tilfælde er sproget godt nok udtryk for identitet, men det er skrevet af virkeligheden, naturens indflænsning af sår og savn med glas og sten. Og samtidig spærrer det og dets alt for mange ord én inde så man bliver ulæselig for sig selv og andre.
For at vende tilbage til døgnets og årstiderne cirkelrytme af liv, skabelsesøjeblikke i en uendelighed af alt og intet, uafvendelige som naturlove, fra Kun det tilfældige i Vi må være som alt. Så indeholder titeldigtet AT i den første af bogen Ungdoms 3 AT samlinger både de typisk ordskabende Holck greb og en række atypiske abstraktioner uden natur, hvor tingsverdenens artefakter også sniger sig ind i gennemspilningen af alt, intet, alt, kort sagt liv og intet andet:

At: der ingen grænser er hvis
JegintethedsHeden gøres til disciplin
at: det største er tomheden
at: alt bevæger sig, forandrer sig,
indgår og fragår i 1 uendelig proces
At: alt er en bevægelse mod ingenting
at: alt dette som systematisk standses af
det systematiske system fører til jeg’ets
angst overfor ’intetheden’
at: ordet ’intethed’ som element
i det systematiske system
er negativt fordi alt er målet og Alt vil sige en stadig
produktion af artefakter af ting
Allerede inden man når at formulere
sin første nærhed til verden
standse alt af trangen Alt
at: intet(heden) er den eneste vej til alt
at: dette alt er et alt der fungerer i tomrum
og manifesterer sig i liv, intet andet.

Alt er en bevægelse mod intet. Øjeblikkets erkendelse er konstant flydende og springende. Intet(heden) er den eneste vej til altet, der virker i det tomme rum og udtrykker sig i livsdriften.

De fleste digte i Ungdom er Holckske naturdigte og ligesom i Vi må være som alt mantraer om naturens tætte intethed og dens bestanddeles – iltens, græssets, træernes, regnens, skyggernes – dråbeklarhed og flygtighed. De er den hudløst sande og lette realitet ”i stilheden i en endnu meget tidlig morgen”…

Træernes skygger i løb over jorden
Og tidens flygtighed forglemt i et efterladt fodspor
Legemet i alt og dets svævende bevægelse
Skovenes susen om sangen
Den første hvide åbning
Der træder varsomt ind over oceaner
af styrtende lys og stilhed
Som et land der fødes af druknende sorg
(fra: TIDLIGT BILLEDE)

Det er den farligste under huden indtrængende realitet, den virkelighed som erfaringen har lært os er umulig i praksis. Digtene fremmaner fladernes koncentrerede åbenhed med elementernes utallige helt uprøvede kombinationsmuligheder, som livsdriften bevæger sig igennem i sin erkendende fortsættelse, begyndelse, fortsættelse på trods af atomkapløbets bombetrussel, fordi den ikke kan tilintetgøres:

Det var ikke mig de kunne åbne
og tage videreførelsen fra
Men jeg så roligt og længe på skyerne
Måske var det deroppe et sted
Begrædende og trampende på tiden
stod en indre skumring
og kogte
Der var ingen der bøjede sig ned
til lidt blomsterstøv
Der var ingen der bøjede sig ned
til dette videreførelsens hav
Ingen der så at det løber som blod gennem vore kroppe
Hjertet er en atombombe

Ikke den stædige optimisme som den flot formuleres af Strunge og F. P. Jac. Selv om de smider bomben, lever vi videre. Denneher bombe optages organisk eller som Holck formulerer det, vi bilder os som myren ind at vi er årsagen til skoven. Verden er der sikkert stadig selvom vi går til grunde i forsøget på at diktere naturen en form.
Det kunne lyde som en passiv Zen-buddhisme eller sågar pantheisme, men det modsiges af Holcks insisteren på jeg, du og det store Vi. Ikke bombastisk bydende ”relolutionært” som Strunge, men netop nøgternt insisterende med en twist mod forcerede omvæltninger. Ikke det abstrakte postulerede Vi skal, men Vi må som en intens blanding af bøn og nødvendighed i en vedholdende besværgelse/ bevægelse af verden i uanset hvor små skridt af gangen.

jeg samler 1 sten op
og lar den falde
jeg har forandret verden
jeg går over sneen
føddernes aftryk ligger tilbage
jeg har forandret verden
fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning
vi har forandret verden
Alt er intenst uden baggrund aller forgrund
Den passive opfattelse af alt som indeholdt i alt modsiges også af Holcks konkrete forskydning af perspektiv og niveauer i landskabet i forhold til jeg, du og vi. Forskydninger, som gøres nærværende og vedkommende i den løbende præcise opløsning af sproget. Hans sætninger bliver ofte ikke fuldført, men afbrydes og springer i glidende sug fra sansningen af naturen og omverdenen. Sætningerne er som hans sansninger og åndedrag et panoramakamera der bevæger sig 360% rundt og samtidig springer indimellem, skifter fokus fra det uendelige univers til græsset der stikker et strå i himlen; og der er ingen baggrund/og heller ingen forgrund/mens skyerne skifter uld/og lysets skyggeløb på huden/trænger længere og længere ind/i denne tætte intethed. Eller som det han formulerer det i LUGTEN AF DET BRÆNDTE HAV ER SOM LANGSOMMEHULLEDE SOLE:

Det er langsomme ting igennem luften
nede i vandet forsvinder
             min skyldfølelse, min hensigt
Der er ting af kød og
ting af            på mine fingre lukker sig
ansvar, bølgerne sletter aftenen
    bagved dig er nede i vandet sådan
udstrakt fra en modbevægelsesgnist, sveden
på vores pander er stenenes sved

Det er legemer der fordamper fra sekund
til sekund og visner ud i rummets
tomhed
det er andedraget det er blodet der
flænger sig gennem stilhedslarmen
som kastes til den ene side den anden
inden i en menneskegjort ramme
individet har kun sig selv,
og det er bare sådan sveden
på vores pander har intet at gøre med stenenes
Når jeg vender mig om hvad tror du jeg ser - ?
lugten af det brændte hav er
                som langsomme hullede Sole

Sådan trænger omverdenen i al sin tilfældige fremtræden sig endnu mere intenst på eller ind. Det er ikke åndedrag men iltningen gennem hudens tovejsmembran, der gennemtrænger døden og livet, ”Som de spinkle grene iltede livet/som dødsprocessen startede og lagde sig i jord/ et bundfald af sætninger… enhver sanset harmoni var en tilstand hvilende på kaos/det gik gennem  begyndelsens kaos,/det gik gennem slutningens/det ville: at opfange ridserne/det ville: kan forsøge blodet/…(det dør – det lever sig – det dør)”

Digtsamlingen Ungdom indeholder som nævnt mange helskrevne naturdigte og samlinger ved siden af kladder og eksperimenter. Der er digte der ikke siger mig et klap andet end som indfald. Det siger sig selv når bogen også indeholder kladder og ekperimenter. Det gælder f.eks. a,b,c,d,e,f, g, h, i, Jeg digtet i samlingen AT II. Og så et boghåndværks hjertesuk. Det er for ærgerligt, når bogen allerede efter en gennemlæsning og de opslag, denne anmeldelse har gjort nødvendig, går op i ryglimningen og truer med at blive et samlebladssystem, hvor fortsættelse måske følger.
Men Ungdom er en nødvendig udfylding af lyrikbilledet for den der er interesseret i de mange andre udviklingslinier og muligheder, der ligger uden for 80’er lyrikkens senere næsten alt for forfatterskole standardiserede mainstream. En vigtig bog.