fredag den 3. februar 2017

Krigsbytte af Eros



Yorgos Alisanoglou:
Legstue – Traume for tre årstider & 9 måneder, 93 s.
Oversat af Sotirios Souliotis.
Det poetiske bureaus forlag

Af Søren E. Kristoffersen

Hvordan ser en digter ud? Hvordan ser en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han står og læser op midt i et kælderlokale på Nørrebro med græske og danske lyrikelskere som langøret publikum? Jo, det skal jeg sige dig, jeg var nemlig personligt tilstede, da en sådan yngre, græsk, modernistisk digter kom til byen for at læse op fra sin nyoversatte digtsamling Legestue – Traume for 9 måneder & 3 årstider. Oplæsningen foregik i Det Poetiske Bureaus Forlags kælderlokaler i Møllegade, København, og den foregik både på græsk (ved digteren selv) og på dansk ved oversætter Sotirios Souliotis. Aftenen gav os et syn ind i en bog, der består af fire dele: ”Krig”, ”Minde”, ”Krigsbytte” og ”Forårsgrænser”; fire forbandede årstider, fristes man til at skrive, for det er krigens og konflikternes poesi, der fremskrives i dette værk, som har sine lyriske rødder dybt forgrenet i den europæiske tradition. Nå ja, sådan ser bogen ud, men hvordan ser DIGTEREN ud? vil du nu spørge med rette.

Yorgos Alisanoglou er en mand i starten af 40’erne (f. 1975), han er af middelhøjde, bleg med rimelig markerede ansigtstræk, han har sort, halvlangt hår og sorte, fyldige øjenbryn. Denne aften, da han skal læse op, ankommer han i en lang sort frakke og ligner til forveksling den australske rockpoet Nick Cave. De mørke toner er ikke helt upassende for aftenen, for som sagt er bogen, digteren skal præsentere, ikke for børn, selvom den bærer den uskyldige titel Legestue. Yorgos Alisanoglou ligner det, han er: en digter af den skole, der vender sortsyn til udsyn, som ikke er bange for at italesætte en underverden, - det Erebos, der nævnes op til flere gange i bogen.

Den græske byrde
I løbet af aftenen slog det mig sådan, at det må være lidt af en byrde at være digter fra Grækenland; at skulle slæbe rundt på en tradition, som er så grundlæggende europæisk, så proto-europæisk i forhold til kanon og det litterære arvegods. Alisanoglou ser dog ikke ud til at være tynget af denne vished, og læser man digtene, er der da også en lethed over hans omgang med traditionen. Den græske guldalder stikker rigtig nok hovedet frem, dog mest som kommentar til en nutidig virkelighed, jf. digtet ”[Odysseus/Kirke]”, der på overfladen er et digt om et forhold til en mor, men som i dybden rækker ud til bogens egentlige tema: poesiens fosterliv i digterens livmoder og den traumatiserende fødselsproces, som i form af digte bringer livet og lyset tilbage til verden.  Bogen er da heller ikke tematisk set så meget græsk, som den er pan-europæisk. Vi møder således mange store skikkelser fra det litterære Europa, både forfattere, digtere og fiktive berømtheder: Helena, Ophelia, Julie, Romeo, Yeats, Shakespeare, Müller, Queneau, Cioran, Sebald, Filodemos, Homer, Sappho osv., såvel som de græske modernister Nikos Karouzos og Dimitris Dimitriadis. Og vi kommer samtidig vidt omkring på det europæiske kontinent: Athen, Kronstadt, Donau, Berlin, Frankrig, Spanien, Ukraine, Birkenau, Budapest, Danmark, bøhmiske absintstuer osv. Den er til tider til at blive svimmel af denne lyriske europarejse gennem det gamle kontinent, som også er en kirkegård med evige fødselsveer.

Og som den østlige grænse for det gamle Europa ligger Grækenland dér, hvor det altid har ligget. Det er stadig spydspids for omvæltning og nyskabelse, og der alluderes da også i samlingen til bådflygtninge og migranter, som fx i følgende vers fra digtet ”Epigram I”: ”Zefyr af Thrakien, du, eneste milde vind/kom ned til denne jord, men vær gunstig mod den/før dens ulykkesramte sjæl i god behold/til Piræus’ sødmefyldte strand/så den kan amme hunulvens sammensyede bryster/i takt med opløsningens manifesterede rytme”.   

Det musikalske element i digtet
Man fornemmer samtidig i dette lille vers, at Alisanoglous digte har det musikalske element present. Hans strofer slår som bølger mod den læsendes kyst og de bringer mangt og meget ind på de åbne, vide strande. Ikke mindst bringer de et mylder af formidable oxymoroner, dikotomier, dualismer, barokke konstruktioner. Billedsproget er hyperbolsk, men også afstemt og fint. Det er modernisme med respekt for de klassiske dyder. En af de vigtigste dikotomier, samlingen maner frem, er den gamle konflikt mellem menneske og natur. Der er især én strofe, som på smukkeste vis forholder sig til denne iboende konflikt i menneskesindet, en strofe, som samtidig viser Alisanoglous sublime balancegang, når han skaber poesi, der er funderet på både intuition og præcision, på abstrakt såvel som konkret. Strofen er en af mine yndlingspassager i bogen, den er fra digtet ”[Krigsbytte af forår]”, og den lyder sådan her: ”Denne pludselige sprække i himlen/naturens truende fremkomst/drev mig mod intelligens”. Det er muligt, jeg overfortolker stedet, men for mig at se er det ikke mindre end en opsummering af menneskets åndelige evolution, Alisanoglou her leverer. Den truende natur, som driver os mod intelligens, men som før eller siden tager det hele fra os igen. Alisanoglou synes i det hele taget at have det svært med naturen, man fornemmer dødsangst i digtene, men også det, at Alisanoglou – ligesom den moderne poesis forfader Charles Baudelaire – ser en dybtliggende modsætning mellem poesien og naturen, mellem det kunstige og det naturlige, hvoraf sympatien næsten udelukkende tilfalder kunsten. Dette forhold er ikke mere tydeligt end i ’tvillingedigtene’: ”[Når mindet brænder mine øjne]” og ”[Når mindet brænder mine øjne/variation]”.         
       
Modsætninger, ophævelser
Bogen byder som sagt på et væld af modsætninger, som igen bliver ophævet på fineste vis; ud over den nævnte konflikt mellem det kunstige og det naturlige, finder vi digte, der sætter krigen over for kærlighedshistorien, især eksemplificeret ved legenden om Troja og Shakespeares Romeo og Julie, men også ’barnet’ versus ’krigen’ er en dybtgående konflikt, hvor barnet repræsenterer fantasi og krigen traume. Denne dikotomi er endda synlig i selve bogens titel: Legestue – Traume for 9 måneder & 3 årstider.

Da oplæsningsaftenen var forbi, om end for hurtigt, sad jeg tilbage i Møllegade og følte mig rigere end Kong Krøsus. Oplæsningen på græsk, som jeg både forstod og ikke forstod, (jeg fulgte med i oversættelsen), var som en eksotisk brise gennem det mørke, kolde Nord. Og det er det, der er ved oplæsninger i forhold til blot at læse, - ordet går hen og bliver kød og dermed en mere sansemæssig oplevelse, mere musisk og forjættende, mere insisterende på sig selv. Det er netop vigtigt at opleve en bog på alle måder: at læse den for sig selv for at trænge ind i dens dybder, men også at høre den blive læst op, sådan at poesien får krop og lemmer og ansigt.

Og det var så det udvortes, - sådan ser en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han kommer til Danmark for at sprede sig ud. Men hvad med det indvortes, hvordan ser han ud på indersiden? Hvad digteren gemmer, har jeg ingen anelse om. Bogen med digte, dog, er en helt anden sag, den gemmer på lidt af hvert, som jeg har forsøgt at beskrive. Og jeg vil anbefale, at du læser den med hovedet nede i maven, hvis du altså har mod på en rejse over det underste kontinent.   

1 kommentar: